Weekendavisens forældede giftgasser

Løgnen om Iraks masseødelæggelsesvåben er tilbage. Tidligt fredag morgen d. 23. august 2013, befandt den sig i et tweet om giftgasangrebene i Syrien:

Giften, der anvendes i Syrien i dag, er muligvis de kemiske våben, som Saddam nåede at skjule inden invasionen i 2003. Anne Knudsen i W-A

— Jakob Nielsen (@jakobnielsen) August 23, 2013

Politikens korrespondent i Washington, Jakob Nielsen, ser åbenbart ikke noget problematisk i den logik. Irak havde ingen våben i 1998, og de kunne heller ikke have nogen i 2003, pga. af kemikaliernes korte levetid. Men løgnen overlevede blandt politikere og medier. En løgn, som Bush og Fogh piftede op med forfalskede beviser, og gik i krig på. 2013-udgaven af løgnen er fremstillet i Weekendavisens leder, Gift, et sandt krigsretorisk mesterværk, skrevet af chefredaktør Anne Knudsen.

Weekendavisen vil i krig med Syrien. Lederen er et nærmest surrealistisk dokument, som tager afstand fra virkeligheden og konstruerer sin egen. Et bizart skønmaleri af hvidvask, historieforvrængning og dobbeltmoral. Et farvel til journalistikken, og goddag til våbnene.

Anne Knudsen blæser til angreb, mens violinerne spiller:

Er det normal praksis for avisen, at man beder sine læsere lukke øjnene og forestille sig eksistensen af ikke-eksisterende våben, for derefter at kræve personer ude i virkeligheden straffet for at bruge dem?

Prøv i stedet at erindre, at de våben ikke var der. Verdens efterretningstjenester og FNs våbeninspektører havde afvist det flere år forinden 2003. Omfattende inspektioner, handelssanktioner og bombardementer forhindrede yderligere produktion. Derfor måtte Colin Powell fremlægge falske beviser for FN, og derfor måtte Anders Fogh og Per Stig Møller lyve for Folketinget, for at få deres krig, godt hjulpet af mikrofonholdende journalister.

Der var altså intet at bringe i skjul i Syrien dengang, og i øvrigt er det syriske Ba’ath-parti, og det irakiske, hverken partifæller eller allierede. Deres veje skiltes i 1966, og partiet i Syrien kæmpede tilmed på USA og de allieredes side under Golfkrigen. Beder Anne Knudsen virkelig sine læsere om at prøve at erindre sig, at Hussein, ifølge “utallige irakere” som “i sin tid hævdede” det, skjulte våben, som alle ved ikke eksisterede, hos sine politiske modstandere i Syrien?

Syrien har i flere årtier haft egne arsenaler af kemiske våben. Så hvorfor bringe Irak-løgnen på bane igen, på så tyndt et grundlag, når det oven i købet er helt unødvendigt?

Antropolog Anne Knudsen minder lidt om en kvindelig, dansk Tom Friedman. Hun slynger om sig med flotte ord, som på overfladen virker intelligente, men som i virkeligheden er ganske meningsløse:

Bullshit. Vesten intervenerede først, da Irak besatte oliestaten Kuwait, og gjorde intet da Hussein gassede både iranere og egen befolkning. Så “amerikanerne” følger i virkeligheden bare det samme mønster i Syrien.

Det var tyske, amerikanske, britiske og danske firmaer m.fl., som solgte materialer og udstyr til etableringen af Iraks kemiske, biologiske og atomare masseødelæggelsesvåben i 1980erne. Dengang støttede vesten Saddam Hussein i krigen mod Iran. Danmark havde en aftale om “industrielt, videnskabeligt, økonomisk og teknisk samarbejde” med Irak, og leverede bl.a. krigsskibe, granater, og gødningsfabrikker.

Allerede inden Ronald Reagan i 1983 sendte Donald Rumsfeld til Bagdad, med milliarder af dollars og kemikalier, vidste man, at Saddam Hussein næsten dagligt brugte kemiske våben mod iranerne. Forsendelserne fortsatte endda efter giftgasangrebet på den kurdiske by Halabja i 1988, som dræbte mindst 5000 mænd, kvinder og børn.

Chefredaktøren virker fortørnet over, at Militærchefen Obama tøver med at angribe Syrien. Hun følger samme mønster som for ti år siden, og har ikke brug for beviser. “Det er Assads styrker, som har brugt giftgassen; det er ikke noget vi tror, det er noget vi ved.” Angrib!

Tidligere FN-undersøgelser har dog også haft de vestligt støttede oprørere under mistanke for det. Så bør man som journalist ikke se lidt mere kritisk på påstande fra de regeringer, som tidligere har løjet om masseødelæggelsesvåben? Hvem får mest ud af et giftgasangreb udført af Syriens regering? Det er rent selvmord for Assad og hans regime, at bruge kemiske våben. Det vil udløse en vestlig invasion, som dermed tager magten fra ham og  giver den til oprørerne, som det skete i Libyen. Men det eneste vi ved lige nu er, at vi intet ved.

Tilbage til Knudsens Serum Institut:

Vor herre bevares. Vestmagternes Godmodige Kærlighedsmilitær sendte barmhjertige soldater ind i Libanon, i håb om fred og gode vibrationer. Patriotiske glædestårer strømmer ned af Knudsens kinder.

Israel invaderede Libanon, med øje på at nedkæmpe PLO, den palæstinensiske befrielsesfront. Men det blev også til angreb på syriske og libanesiske styrker, kurdere, kristne, drusere, muslimer, og et udvalg af venstre- og højreorienterede grupper. Det hele endte med en besættelse af det sydlige Libanon. Man indsatte en pro-israelsk præsident, Bachir Gemayel. USA, Frankrig, og Italien kom til landet som fredsbevarende styrker, for at beskytte de flygtende palæstinensere fra israelske overgreb.

Da Gemayel blev myrdet, efter en måned på posten, søgte Israel hævn. Det viste sig senere, at præsidentmordet var blevet begået af en libanesisk milits, med forbindelser til Syrien, og ikke af palæstinensere, men da var det for sent. Israel omringede to palæstinensiske flygtningelejre i Beirut, Sabra og Shatila, og lod Gemayels blodtørstige partisoldater gå løs på børn, kvinder og mænd. Op mod 3500 mennesker blev henrettet, slagtet og voldtaget. Janet Lee Stevens, amerikansk journalist:

“Jeg så døde kvinder i deres huse, kjolerne trukket op over hoften, med spredte ben; grupper af unge mænd opstillet langs en mur i en gyde og skudt; børn med halsen skåret over, en gravid kvinde med maven sprættet op, med åbne øjne og et tilsodet ansigt, fastholdt i et lydløst skrig i rædsel, utallige børn og spædbørn, gennemhullede af knivstik eller flået i stykker, og smidt på affaldsdynger.”

FNs Generalforsamling fordømte massakren, som blev erklæret for et folkemord. Ti af Israels trofaste og venner afstod dog fra at stemme, heriblandt USA, Frankrig, Italien, Storbritannien og Danmark.

Det anslås, at omkring 19.000 mennesker var blevet dræbt, og 30.000 såret, da Israel endelig forlod Libanon i 1985. USA havde fra begyndelsen støttet med våben og opbakning til Israels invasion, og blev trods rollen som fredsbevarende styrke i landet, alligevel set som en del af besættelsesmagten. I krig må man vel også forvente modstand?

Vi skal altså angribe Syrien, så Libaneserne “måske efterhånden” kunne holde fred? Weekendavisen lyder som en desperat brugtvognsforhandler, og vil igen have os til at forstille os en anden virkelighed. Et 30 år gammelt militært angreb graves frem, for at retfærdiggøre en krig mod Syrien i 2013. Det virker desperat.

Onde viljer og groteske påstande:

Måske kunne USA, Storbritannien og Danmark i stedet overveje fredens vej. Hvis vi først stopper vores krige, så følger andre måske efter. Det er forsøget værd.

Anne Knudsen håner millioner af døde og levende irakere, med den rystende bemærkning om, at irakerne ikke er færdige med at “afgøre” hvordan balancen i landet skal være. Hun vil have os til forestille os, at den slags foregår stille og roligt i irakiske samtalekøkkener, med håndslag over hækken til naboen, hvor stammens ældre diskuterer balance og harmoni, mens unge mennesker danser og forelsker sig til tonerne af harmonikamusik.

Det virkelighedsfjerne møder det absurde i erklæringen om, at der er fredeligere i det terrorplagede Irak, end i andre lande med fred. Man vil nødigt befinde sig i et land med borgerkrig så! Tusinder af mennesker, flere hundrede alene denne sommer, er blevet dræbt som følge af kampene mellem magthavende sunni og shiamuslimer i Irak. Det foregår med bilbomber, selvmordsbomber og dødspatruljer. Angrebene er rettet mod moskeer, markeder, kontorer, bryllupper og begravelser. Den samme terrortaktik bruges også af USA i lande som Pakistan, Afghanistan og Yemen.

Krigsanalytikeren og militærstrategen Anne Knudsen, sidder i Weekendavisens kommandocentral i Pilestræde, og konkluderer:

“Vi har gode erfaringer med væbnet intervention.” En chokerende og forkastelig erklæring fra den danske elite. Det gik af helvede til i Irak, og det gik af helvede til i Libyen. Millioner af mennesker dræbt, såret og sendt på flugt. Begge lande er sunket ned i blodig terrorkrig. USA og Vesten begik krigsforbrydelser, tortur, omfattende brud på menneskerettighederne og brud på international lov, og det hele var baseret på løgn og manipulering. Gode erfaringer for hvem?

Til sidst hyldes George W. Bush for hans handlekraftige invasion af Irak, og mener, at irakerne, afghanerne og libyerne bør være taknemmelige for vore “humanitære interventioner”. Og folk der hader Bush kan bare lukke, for “interventionen” i Irak var vellykket. Var Kommandant Knudsen fuld da hun skrev det her, eller er det krigsliderlighed? Er hun blevet afhængig af interventioner?

Interventioner fremstår vellykkede, når medierne ikke skriver om de negative konsekvenser af dem, og ofrene ikke bliver hørt. Vellykkede, når man lever i Anne Knudsens fantasiverden. Hvis hun virkelig mener, at “børn hverken er mere eller mindre døde” hvis de bliver dræbt af giftgas, end hvis de bliver dræbt med bombefragmenter; hvor er så alle historierne om ofrene for f.eks. israelske klyngebomber i 2006, amerikanske klyngebomber i 2009, eller nogle af de børn som er blevet dræbt af droner i august 2013? Dem hører vi aldrig om. Deres ansigter eller navne kommer ikke i avisen eller på skærmen.

Trods løgnen om Iraks masseødelæggelsesvåben, forholder medierne sig stadig ukritisk til politikerne og deres motiver. Vi forholdt os ukritisk til mediernes propaganda i 2003, men det behøver vi ikke gøre her i 2013. Med journalister som disse, er en fri presse kun fri på papiret. Når medierne, med alle tilgængelige midler, forsøger at presse landet ud i en krig, så er det på tide at smide dem på porten. Eller klynge dem op mod betalingsmuren.