Skip to content

Virkelighed og vindmøller

2. oktober 2013

Interessen forlod hurtigt Syrien, da det stod klart, at vores bombning af landets byer og befolkning var midlertidig udskudt. Allerede inden røgen fra Den Rygende Pistol havde lagt sig, var fokus tilbage på Iran.

Iran skal nedruste deres atomarsenal, som består af nul bomber, mens USA, som har over 5000 af den slags masseødelæggelsesvåben, udsender mere varm luft.

Kravet til Iran er stadig, at de skal standse produktionen af deres første atombombe. En ikke-eksisterende produktion, som kun findes i politikernes og mediernes verden. Selv amerikanske og israelske efterretningstjenester har afvist, at landet skulle have bomben på tegnebrættet. Iranske ledere har ved adskillige lejligheder fortalt os, at de ikke vil have masseødelæggelsesvåben. I 2005 indrykkede Iran endda en helsides annonce i New York Times, hvor man udtrykkeligt erklærede dette, sammen med et ønske om mere åbenhed, inspektioner og fred.

Glenn Greenwald skrev lørdag et indlæg om Brian Williams, nyhedsvært på den landsdækkende kanal NBC, som fuldstændig ignorerer fakta, vestlige efterretningstjenester og Irans talrige erklæringer. Fredag aften lagde TV-stjernen således ud med følgende kommentar, i forbindelse med den første telefonsamtale mellem USA og Iran i mere end 30 år:

“Dette er alt sammen et led i Irans nye ledelsesstrategi. Pludselig påstår de, at ikke vil have atomvåben! Nu ønsker de forhandlinger, åbenhed og gensidig forståelse. Dette, som i sig selv ville være nok til at indvarsle nye tider, forholder man sig dog med stor skepsis overfor, og det med rette.”

Hvis Brian Williams først havde oplyst sine seere, om alle disse erklæringer fra Iran, så ville denne bemærkning skille sig markant ud. Den ville tydeligt fremstå som propaganda og manipulation. Men det gør den ikke i en medieskabt virkelighed, hvor Irans erklæringer ikke eksisterer.

Når Iran kommer til forhandlingsbordet, eller telefonen, må det være med ondskabsfulde bagtanker. Ikke mindst når historien foregår i den virkelighed, som TV-stationen her opfinder til lejligheden. Vi lytter ikke, hører kun på os selv. Iran må overbevise os om deres fredelige intentioner, ellers bliver det værst for dem selv! Vi nægter at nære selv den mindste tillid til dem.

Men vi har derimod fuld tillid til løfter fra det amerikanske regime, som konsekvent lyver over for verdens befolkninger og ledere. Kan man stole på et land, som fremstillede den groteske Irak-løgn på forfalskede beviser? Hele sommeren har Obama og NSA løjet os direkte op i ansigtet, om USAs massive overvågning af planetens samfund og privatliv. EU, FN og ambassader aflyttes. Landet nægter stadig at deltage i miljøprotokoller, klyngebombe-forbud og krigsforbryderdomstole. Egne og internationale love brydes hver dag af den amerikanske regering, som i sidste årti satte middelalderlig tortur og tidsubestemt indespærring af uskyldige i system. Uskyldige, fordi ofre og fanger ikke gives mulighed for at få deres sag prøvet ved en domstol.

Obama har slået alle rekorder med internationalt våbensalg, som bevæbner verdens demokratier og diktaturer til tænderne. Han har gjort det stik modsatte af alle hans valgløfter som præsidentkandidat. Men det er Iran vi ikke kan stole på? Hvor Bush indespærrede mennesker på ubestemt tid, på hemmeligt og retsløst grundlag, så slår Obama nu egne og udenlandske statsborgere ihjel på samme måde. Men det er altså Iran vi skal være bange for?

Flere hundredetusinde mennesker er blevet dræbt, og millioner såret og drevet på flugt, som følge af USAs endeløse krig mod et udefineret begreb, terrorisme. Verdenshistoriens største og mest avancerede krigsmaskine kæmper mod sandfyldte bagladegeværer og politiske vindmøller, som medierne dagligt forsikrer os om eksistensen af. Terrorfrygten opfindes og vedligeholdes af politikere, medier og “terror-eksperter”.

I Danmark behøvede krigsliderlige aviser ingen beviser mod Syriens Assad: “Han har brugt kemiske våben – det er ikke noget vi tror, det er noget vi ved!” Weekendavisens chefredaktør genopfandt endda Iraks ikke-eksisterende lagre af kemiske giftgasser, og anklagede Assad for at have brugt disse fantasivåben. Samtidig beklagede hun sig over, at man ikke straks foretog et hævnangreb.

Medierne viste billeder af lidende og døende børn. Dem brugte udenrigsminister Villy Søvndal, i DR2s Deadline, som det humanitære argument for, og moralsk rigtige i, at bombe Syrien, uden undersøgelser eller bevismateriale. I et vanvittigt interview, gjorde Politikens Michael Jarlner beslutningen endnu nemmere: Bomb Syrien uanset hvem der stod bag det påståede giftgasangreb, simpelthen fordi Assad tillod sin befolkning at blive udsat for det. Og kan vi så komme i krig!

Alle medierne bringer ukritisk den samme historie, med den samme vinkel. Intet skiller sig markant ud. Det begrunder den amerikanske filosof og professor, Noam Chomsky, således:

“Den mest effektive måde, at holde en befolkning passiv og lydig på, er nøje at afgrænse rammerne for acceptabel offentlig debat, men samtidig tillade meget livlig debat indenfor netop disse rammer – og endda give plads til de mere kritiske og systemkritiske synspunkter. Det giver folk den opfattelse, at fri debat og fritænkning foregår, på trods af, at forudsætningerne for debatten begrænses og fastholdes indenfor de rammer og præmisser, som systemet selv har fastlagt.”

Den offentlige debat formes i medierne, som er formet af populistiske politikere, som former deres enkeltsagspolitik på baggrund af enkeltsager i medierne. Debatten holdes altså indenfor de accepterede rammer, og uanset hvor livlig debatten er indenfor de rammer, så kommer den aldrig udover dem. Vi tror derfor, at alle synspunkter kommer på bordet, hvilket blot er en illusion. Ytringsfriheden, altså den som tildeles de accepterede synspunkter, længe leve!

Massemedierne holder sig indenfor stregerne. Syrien anklages for at bruge kemiske våben. Men de 80 millioner liter napalm og Agent Orange, som USA hældte ned over befolkningerne i Vietnam, Laos og Cambodja tales der ikke om. At USA og Danmark anvendte hvid fosfor mod irakerne, skrives der kun lidt om indenfor rammerne, og politikerne taler ikke om det.

At angribe Irak, uden at landet er en trussel mod os selv, er i sig selv en krigsforbrydelse. Det samme er tortur. At lyve for folketinget, for at få Danmark med i en ulovlig angrebskrig, og efterfølgende medvirke til tortur af krigsfanger, bør i virkeligheden føre til en rigsretssag mod Anders Fogh og Per Stig. Men det taler vi ikke om. At de to herrer burde sidde på anklagebænken i Haag, kan medierammerne slet ikke rumme. Det kan retssystemet og demokratiet åbenbart heller ikke. Debatten kommer aldrig ind på, at vore politikere og ledere er hævet over loven.

Medierne og politikerne, og dermed den offentlige debat, gav os kun to valgmuligheder i forbindelse med Syrien. Krig eller diplomati. Det samme gjaldt Irak og Libyen. Samme valgmuligheder trækkes ned over hovedet på Iran. Samtidig giver man udtryk for, at diplomati og fredsforhandlinger er svaghedstegn. Brian Williams og NBC oplyser ikke om de iranske lederes talrige forsikringer om, at landet ikke har i sinde at anskaffe sig masseødelæggelsesvåben. Vi ledes derimod til at tro det modsatte, hvilket får deres “pludselige” forsikringer til at fremstå som nye toner. Og selv når vi endelig får tvunget De Onde til forhandlingsbordet, så kan man ikke stole på deres løfter, bliver vi fortalt. USA og Vesten vil simpelthen ikke diplomatiet. Medierne håner det: diplomati er for tøsedrenge, et svaghedstegn.

Det efterlader os reelt med kun én valgmulighed: krig. De danske medier overgik hinanden i krigsliderlighed, ignorerede fraværet af bevismateriale, og gav os i stedet en række nye valgmuligheder, alle indenfor rammerne af at militært angreb. Flyveforbud, præcisionsangreb eller bombetogt?

Debatten overskred aldrig Obamas Røde Linje: brugen af kemiske våben mod egen befolkning. Burde stregen i stedet trækkes der, hvor 100.000 mennesker slås ihjel med krudt og kugler? Burde linjen allerede gå ved det første mord? Vi kunne måske overveje, at undlade at sende våben og penge til rebeller og oprørere, som vi ikke aner hvem er. Samme fremgangsmåde var mildest talt en fiasko i Libyen. Men sådan noget taler vi ikke om, indenfor rammerne.

Moderne teknologi bringes også på bane, for at promovere krig. Medier og politikere lovpriser droners præcisionsevne. “De slår kun terrorister ihjel.” Vi sparer på denne måde vores egne soldaters liv, og de ubemandede fly er tilmed billige i drift. Vi kan altså nemt og bekvemt gå i krig, og samtidig have god samvittighed. Vi er kærlige krigere her i vesten, vi kommer med fred og humanitære interventioner. Vores krige spreder liv, og ikke død. Derfor ser vi ikke noget galt i, at vores regeringer udelukkende tilbyder os valget mellem krig eller krig.

Politikernes virkelighed adskiller sig på ingen måde fra mediernes. Det politikerne ikke taler om, taler medierne ikke om, og omvendt. Politikerne lyver, og medierne er krigspropaganda. Den offentlige debat er en ført samtale, indrammet af løgn og propaganda. Alle sandheder indenfor disse rammer, den medieskabte virkelighed, drukner i mængden af forfalsket og fordrejet fakta.

Er det på tide at vi bryder de rammer? Er det på tide at vi bevæger os ud i den virkelige virkelighed, som de totalovervågede borgere og mennesker vi er, og begynder at tale med hinanden, om hvad fanden i helvede det er der foregår? Er det ikke snart på tide, at vi begynder at tale om de ting, vi ikke taler om?

Reklamer
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: