Skip to content

Vi er tavse og handlingslammede

By W.carter - Own work, CC BY-SA 4.0.

Et bredt flertal i Folketinget vedtager i morgen at angribe Syriens forsvarsløse og mørbankede befolkning.

Fakta og beviser spiller ikke længere nogen nævneværdig rolle, krigsgrundlaget er baseret på løgn og propaganda. I dagens Danmark tages den slags beslutninger udelukkende på baggrund af følelser, frygt og fremmedhad.

Politikerne fortæller os blot, at en given politisk leder eller en lille gruppe mennesker i et fremmed land er væmmelige og at de ikke kan lide os. Derfor må vi naturligvis angribe og bombardere, dræbe, lemlæste og torturere det vedkommende lands befolkning, destruere deres byer, og sende millioner af kvinder, børn og mænd på flugt. Politikerne og medierne sælger et voldsomt angreb på fremmede mennesker i fjerne lande, som et forsvar for vort eget.

På samme tid skærer de danske politikere ned på fremtiden, brænder broerne til fortiden, og sparker til dem der trænger til hjælp nu og her. Politikerne håner syge og arbejdsløse mennesker som dovne nassere. Man tager fra de fattige og giver til de rige. Der skæres ned på uddannelser, sociale ydelser, sygehuse, offentlig transport og ulandsbistand, samtidig med yderligere skattelettelser til de rige og erhvervslivet. Man forærer generøse pengegaver til bankerne.

Miljølove rulles tilbage. Der tages ikke længere fremskridt mod et bedre klima eller overgang til vedvarende energi, men derimod tilbageskridt mod mere forurening. Der sælges ud af befolkningens fælleseje. Sidst solgte man dele af landets energiforsyning til dømte kriminelle børshajer på Wall Street, og lod tilmed handlen gå udenom de hårdt trængte amerikanske skatteydere, via skattely i Luxembourg. Minimalstaten er målet, den totale privatisering af det offentlige er vejen.

Hvis man ikke har noget at skjule, har man ikke noget at være bange for. Men det har de danske politikere åbenbart. De har indført mørklægningslove, som skjuler og beskytter dem, og har samtidig øget den i forvejen massive overvågning af den danske befolkning. Politikerne har hævet sig selv over danske og internationale love, konventioner og menneskerettigheder, mens borgerne underkastes loven ned i mindste paragraf.

Samvittighedsfulde og empatiske danskere, som hjælper jødiske flygtninge til Sverige, dømmes for menneskesmugling. Whistleblowere, som afslører statens krigsforbrydelser og korruption, sættes i den offentlige gabestok, fængsles og karaktermyrdes. Politikerne og medierne udråber hånligt systemkritikere og anderledestænkende til konspirationsteoretikere.

Politikerne vil indsætte militær i gaderne. Et militær, som har været med til at bombe, beskyde, fængsle, dræbe, lemlæste og torturere uskyldige mennesker i mindst fem lande – Syrien bliver det sjette – siden 1999. Militær i gaderne er lig med militær undtagelsestilstand. Demonstrationer og protester mod den danske regering kommer til at foregår bag en mur af maskingeværer og pansrede mandskabsvogne. Og i luften over os hænger vores splinternye bombefly til 30 mia. kroner.

Vores politikere er dybt kriminelle, magtliderlige, grådige og ødelagte mennesker. Det samme gælder embedsmændene. Hele systemet er råddent og bundkorrupt. Folketingspartiets 179 medlemmer kan gøre hvad de vil, uden at blive stillet til ansvar af hverken retssystem, medier eller befolkning.

For hver dag der går, fører de os endnu et skridt mod afgrunden. Men vi gør intet. Vi lader dem fortsætte uanset hvad de gør. Danske medier og journalister beskytter dem. Vi stemmer på dem ved valg efter valg. Vi betaler deres fede pensioner og luksuslejligheder. De bruger vores samfund som et springbræt til internationale topposter. De vælter sig i pengeklubber. De begår folkemord og tortur. De overvåger og aflytter os.

Men uha nej, det er jo et demokrati vi lever i, og så må vi følge systemets spilleregler som lydige samfundsborgere. Endelig ikke bryde ind og sige et par borgerlige ord. Man skal jo behandle politikerne med anstændighed og respekt. Ikke ødelægge den hyggelige stemning.

Og det hele bliver nok meget bedre ved næste valg, når vi kan stemme på nøjagtig de samme politikere endnu en gang. Det hele bliver meget bedre med en rød regering. Det hele bliver meget bedre med en blå regering. Og derefter en rød. Og så en blå. Men så skal de røde nok redde os fra de blå. Tilbage til blå. Rød igen. Blå. Rød. Blå.

Hvem går først på gaden – militæret eller befolkningen?

Panama-papirerne er skamløs propaganda

tofpa_stl_1_h

Medierne bruger en samfundsmæssigt vigtig sag om skatteunddragelse til opretholdelse af Vestens fjendebilleder, skræmmekampagner og skamløs propaganda.

Panama Papirerne afslører medierne. En af de første historier er gudhjælpemig, at Syriens Assad har bombet sin egen befolkning med tøndebomber købt for penge som han ellers skulle have betalt til de syriske skattemyndigheder. For sjovt nok befinder alle USA og Vestens hovedfjender sig tilfældigvis i de lækkede arkiver hos Panamas fjerdestørste advokatfirma, Mossack Fonseca, et blandt mange, som blot udgør en brøkdel af verdens samlede skattesnyderi.

Er Panama Papirerne faldet i de forkerte hænder? Den anonyme kilde bag de over 11 mio. lækkede dokumenter henvendte sig hverken til Wikileaks, eller de medier og journalister som tog sig af Edward Snowden-afsløringerne, men derimod til en sydtysk avis, som straks vælger ICIJ, en organisation som er finansieret af den amerikanske regering, milliardærer, konservative tænketanke og superrige fonde, til at gennemgå dokumenterne.

The Panama Papers hjemmeside er blanding af en trailer for en James Bond-film og en superhelte-tegneserie. Det første man mødes af, er et kæmpemæssigt billede af Vladimir Putin, som fylder hele skærmen. Den russiske præsidents navn står dog ikke i arkiverne. Alligevel er det billedet af Putin som fylder.

Medierne har med Panama Papirerne samtidig afledt opmærksomheden fra de hovedansvarlige, og giver os et indtryk af, at skatteunddragelser er noget der kun foregår i lyssky bananstater. For når de superrige multinationale selskaber, banker og rigmænd suger livet ud af de vestlige befolkningers fælleskasser, gennem huller i loven og mere eller mindre lovlige skatteaftaler, bruges hovedsagligt vestlige lande som Luxembourg, Schweiz, Irland, Bermuda og Caymanøerne.

Panama Papirerne afslører noget vi godt vidste i forvejen. 400 journalister har brugt et år på at afsløre normal praksis i finansverdenen, og allerede afslørede afsløringer. Avisen The Guardian afslørede allerede for fire år siden David Camerons afdøde fars skuffeselskaber. Og herhjemme skrev Information tilbage i 2002, om det danske skatteparadis, at”McDonald’s, Q8 og 1.200 andre multinationale firmaer ikke betaler en krone i skat i Danmark.” Og vi ved alle, at da Bjarne Corydon og Socialdemokratiet solgte dele af danskernes fællesejede energiproduktion, til kriminelle børshajer på Wall Street, gik handlen gennem Luxembourg.

Panama er blot et af over 70 lande, delstater og små øer som tilbyder skattely. Verdens største skatteparadis er formentlig USA. Panama er et amatørland i forhold til delstaten Delaware, hvor næsten halvdelen af alle amerikanske virksomheder har deres skattepligtige postkasser.

New York Times skrev i 2012 om skatteparadiset i Delaware:

Præsident Obama har været ude med kritik af Caymanøerne, hvor et massivt skattesnyderi finder sted. Men her i Wilmington, under 200 kilometers kørsel fra Washington, finder man et lignende skatteparadis, som muligvis er det største der findes. Det tager under en time at oprette et selskab eller virksomhed i Delaware, og staten er så  ivrig efter at tiltrække nye forretninger, at statens handelskontor holder åben til midnat mandag til torsdag, og indtil kl. 22.30 om fredagen.

Næsten halvdelen af alle USAs virksomheder er registreret i Delaware. Sidste år oprettedes 133.297 virksomheder her. Og ved sidste optælling havde Delaware flere offentlige og private selskaber og virksomheder (945.326) end borgere (897.326).

Samtidig med, at milliarderne fosser ud af fælleskasserne gennem smuthuller og indviklede selskabskonstruktioner, så yder den amerikanske stat også en generøs erhvervsstøtte, så virksomheder og banker faktisk modtager penge i skat. Men det er åbenbart ikke nok, for både de amerikanske og danske politikere kræver regelmæssigt nye skattelettelser til virksomheder, banker, og velhavere.

De gode, de onde, og de virkelig grusomme lækager

De vestlige medier er yderst selektive i deres afsløringer. Vi har endnu ikke set nogen amerikanske eller store vestlige spillere dukke op i Mossack Fonsecas arkiver. Vi ved at verdens virksomheder og banker udnytter systemet til egen fordel, inklusiv mediekoncernerne selv. Og man må gå ud fra, at langt de fleste vestlige politikere benytter sig af samme metoder som Islands statsminister. For skulle han virkelig være den eneste vestlige politiker, som fusker med regnskaberne?

Det spørgsmål stiller journalisterne ikke. De undrer sig heller ikke over, at arkiverne tilfældigvis indeholder navnene på samtlige af de vestlige krigsførende magters hovedfjender og handelsrivaler. De tegner i stedet latterlige tegninger, som sidestiller Iran og Syriens diktatorer med den islandske.

Medierne sammensatte ikke store journalisthold, da WikiLeaks og Chelsea Manning kunne afsløre omfattende amerikanske krigsforbrydelser, tortur og fængsling af uskyldige, udbredt korruption og afpresning i Irak og lande verden over. Medierne var allerede dengang fjendtligt indstillede overfor WikiLeaks “uansvarlige” offentliggørelse af materialet på internettet.

Det gik lidt bedre med Edward Snowdens afsløringer af USAs massive overvågning af verdens befolkninger, politikere og journalister. For Glenn Greenwald og anti-WikiLeaks-milliardæren Pierre Omidyar offentliggjorde kun små bidder af de lækkede dokumenter, og kun drypvist, indtil man helt stoppede hanen, oprettede et fradragsberettiget nyhedsselskab og gravede materialet ned. Beskyttelse af statsmagten og hemmeligholdelse overfor befolkningen; den slags er mere i mediernes stil.

Medierne viste ikke den store interesse for den omfattende svindel og korruption hos virksomheder, banker og myndigheder, som førte til Wall Street-krakket i 2008. Der er heller ikke afsat mandskab til at undersøge de frit tilgængelige og åbenlyse beviser på USA, Danmark og Vestens mange krigsforbrydelser alene i løbet af de sidste 15 år. Medierne var med til at skrive Irak-løgnen, var ivrige medforfattere til Libyen-løgnen, og skriger på tredje år blodtørstigt efter et bombeangreb mod Syrien, senest med Panama Papirerne som “bevis”.

Hvorfor overhovedet henvende sig til de vestlige medier med afsløringer om noget der har væsentlig samfundsmæssig interesse? Kritik af magthaverne er stort set ikke-eksisterende. Medierne er erklærede modstandere af at offentliggøre materiale, som potentielt ville kunne svække magthaverne. Medierne erklærer sig uafhængige af magthaverne, men finansieres af statsstøtte, annonceindkomster og aktionærerne. Deres bestyrelser består af erhvervsfolk og karrierepolitikere. Medierne er i sig selv virksomheder, som igen er ejet af endnu større virksomheder. Ville en virksomhed undergrave sig selv og fjerne hele sit kundegrundlag?

Mediernes journalister dækker over vestlige krigsforbrydelser og sælger politikernes løgne til befolkningen, hver gang endnu et forsvarsløst land i Mellemøsten eller Afrika skal angribes, udplyndres og brændes ned til grunden. Medierne tager højere hensyn til magten, end til de mennesker som læser avisen eller ser nyhederne på TV; de som dræbes og lemlæstes af vestlige bomber, de som udsultes af handelssanktioner og militærbesættelser, mishandles af vore torturbødler; og de som er blevet røvrendt af det kriminelle finansielle system, som magthaverne opretholder. Så hvorfor går whistleblowerne til medierne?

Statskontrollerede medier blæser fløjtepusterne et stykke

En whistleblower har ifølge den officielle historie sat sig for, at afsløre omfattende skattesnyd og økonomisk kriminalitet. Han videregiver derfor de belastende dokumenter, som han er i besiddelse af, til vestlige medier, som i stedet bruger oplysningerne som et led i den vestlige krigspropaganda mod Syrien og Rusland. Og medierne gør det fra starten klart, at dokumenterne ikke vil blive udleveret til offentligheden. Dog vil de blive sat til salg for evt. interesserede skattemyndigheder. Men var det whistleblowerens hensigt med lækket?

Medierne bag Panama Papirerne producerer den ene selvhøjtidelige og pinlige video efter den anden, med agentfilm-soundtrack i baggrunden, om journalisternes seriøse arbejde med verdens mest største læk, som altså ikke lækkes til offentligheden.

I Danmark er Politiken, og den statskontrollerede medievirksomhed, DR, blevet betroet af Süddeutsche Zeitung og ICIJ, til at offentliggøre udvalgte dele af Panama Papirerne på ansvarlig og autoritetstro vis. DR er naturligvis fuldstændig uafhængig af statsmagten, men hvad med Politiken?

Thøger Seidenfaden, Politikens store lederskikkelse og chefredaktør fra 1993 til 2011, deltog i adskillige Bilderberg-møder, det årlige weekendophold for verdens rigeste virksomheder, bankdirektører, militærledere, våbenfabrikanter, krigsforbrydere, statsledere og mediemoguler.

Nuværende chefredaktør Bo Lidegaard er tidligere chef i statsministeriet og har gjort tjeneste under FN. Hans bror er desuden tidligere dansk udenrigsminister. Lidegaard skrev mere end et halvt år efter Snowdens afsløringer af USAs ulovlige overvågning af hele verdens befolkning, statsledere og journalister: “Er whistleblowere samvittighedsfulde, der beslutter at afsløre uret eller illoyale overløbere?” Det kan han åbenbart ikke rigtig finde ud af. I Politiken er Edward Snowden konsekvent en “sladrehank”, og Wikileaks en “sladretjeneste”. En passende avis at henvende sig til som whistleblower, mener Süddeutsche Zeitung og ICIJ tilsyneladende.

Politiken og andre danske medier fremstiller også  ekspert-videoer. Graverchef John Hansen, hvis hold af undersøgende journalister afslørede et par upopulære, tidligere fodboldspillere og en død kvindelig direktør, formår også lige at få nævnt muligheden for terrorangreb mod Nørreport Station, mens han er i gang med at forklare seerne, hvorfor avisen ikke har tænkt sig at dele arkiverne med offentligheden.

For Jyllands-Postens graverchef kommer de “over 11 millioner stykker papir” fra Panama som en overraskelse. Han kalder “afsløringerne” for en nyhedsbombe, og den udbredte brug af skattely er for ham noget helt nyt. Hvilken verden lever disse fjolser i?

Hvad kan vi bruge whistleblowere og læk af hemmelige papirer til, når de blot havner i hænderne på statsapparatets medier og indoktrinerede journalister? Hvad kan vi bruge fuldstændig ukritiske journalister til, som ikke længere er i kontakt med virkeligheden, anden end den de selv har skabt? Vi har hårdt brug for whistleblowere, men de skal komme til befolkningen med deres afsløringer, og ikke medierne.

For det kan vel ikke være mediernes opgave, at vælte de korrupte regeringer og kriminelle systemer, som de selv er en del af. Det er derimod vores opgave som befolkning, som mennesker, at reagere på det der sker lige foran os:

At vore vestlige politikere og militærledere er skyldige i krigsforbrydelser, folkemord, tortur, privatiseringer og udsalg af fælleseje, indfører mørklægningslove, overvåger os, stjæler fra de fattige og giver til de rige, skærer ned på uddannelser, sygehuse og sociale ydelser, samtidig med indkøb af bombefly for 30 mia. kroner, sniger politistaten ind af bagdøren, og angriber det ene forsvarsløse land efter det andet, på et løgnagtigt grundlag, som medierne sælger os forsvar for demokrati og humanitære interventioner.

Hvor meget mere skal der til, før vi reagerer?

Medierne udfører den vigtigste del af terrorangreb

Det er medierne som udfører den vigtigste del af terrorangrebet: at skræmme befolkningen med billeder af død, ødelæggelse, fjendebilleder. Hele pointen med terror er jo ligesom tabt, hvis ingen hører om det.

Ifølge A.P. Schmid og A.J. Jongmans definition, er direkte vold ikke terrorismens vigtigste mål. Det handler om at kommunikere trusler til den direkte målgruppe, og skabe frygt, panik, og propaganda. Og her giver de vestlige journalister gerne en hånd med!

Terrorisme handler om “udøvelse af et rædselsregimente med det formål at forcere ved skræk og rædsel og skabe samfundsmæssig frygt og usikkerhed.” At skræmme en målgruppe, regering eller befolkning. Medierne hjælper terroristerne med at få budskabet ud til hvert evig eneste menneske i Vesten, sørger for at rædslerne står godt og grundigt indprentet hos os. Vi skal være bange.

Politikerne bruger derefter terrorangrebet, og skræmte vestlige befolkningers beskyttelsestrang, til egne politiske gøremål. Såsom grundlag for nye våbenindkøb, flere krige mod tilfældige forsvarsløse lande, yderligere militarisering af politiet, yderligere indskrænkning af egne borgeres rettigheder og privatliv, overvågning af egne borgere, og hetz og mistænkeliggørelse af minoriteter.

Terrorangreb er en guldgrube for våben-, overvågnings og sikkerhedsindustrien. Disse industrier har en hær af lobbyister i Bruxelle, som sikkert sidder klar med lukrative kontrakter, som nu kan underskrives af de europæiske politikere, som nu føler sig forfulgt af gale terrorister.

I krig gælder alle kneb. Og da vi officielt har erklæret krig mod “terror”, er “terror”  så ikke i sin fulde ret til at forsvare sig, og kæmpe og udføre de samme krigshandlinger som “os”? Vi modtager så uendelig lidt modstand i forhold til vores egne angreb og overgreb. Vi erklærede krig mod Terror for femten år siden, og USA, Vesten, Danmark har sat hele Mellemøsten og dele af Afrika i brand i jagten på usynlig fjender. Vi torturerer og lemlæster på livet løs.

Vi har udsat Irak, Afghanistan og Libyen for den totale destruktion. I Irak har vi, ifølge nogle opgørelser, været skyld i op mod en million menneskers død. Inden da havde i 1990’erne ifølge Unicef, dræbt en halv million irakiske børn med vores sanktioner mod landet.

Vi dræber og terroriserer fortsat tilfældige og uskyldige kvinder, børn og mænd i regionen. Disse terrorangreb har medierne dog ikke særlig travlt med at fortælle os om. Vores ekstremisme er der skam ikke noget i vejen med! Vi bomber civilbefolkninger i Yemen, Syrien, Pakistan, Libyen, Somalia m.fl. Vores endeløse bombardementer, besættelser, droneterror, torturfangelejre, støtte og våbensalg til undertrykkende diktatorer og regimer, udplyndring, og destruktion af en lang række lande og uskyldige befolkninger, er højst sandsynligt det der fremprovokerer disse terrorangreb. Og ikke fordi de hader vores (hastigt forsvindende) friheder og demokrati.

Men politikerne og mediernes svar på terrorangrebene er altid, at eskalere vores angreb og overgreb mod civile i Mellemøsten og Afrika. Angreb og overgreb på uskyldige mennesker, som skaber flere terrorister og derved flere terrorangreb.

Var det så ikke nemmere bare at stoppe Krigen mod Terror, når den ovenikøbet udelukkende skaber flere terrorister?

Og hvem er egentlig den direkte målgruppe for disse terrorangreb i Vesten?

 

 

Dansk befolkning skader landets omdømme

Danmarks befolkning omdømme

Danmarks omdømme: Er det dobbeltmoralsk, når vi peger fingre ad vores politiske ledere?

Udlændingeminister Støjberg og andre danske politikere skader Danmarks omdømme, beklager vi os. Deres uanstændige, smålige, grådige, kyniske, umenneskelige, primitive og racistiske lederskab af landet, sætter danskerne i et skamfuldt lys verden over.

I vores demokratiske system repræsenterer politikerne borgerne. Og når over 87 procent af de stemmeberettigede borgere stemmer på Folketingspartiets 179 medlemmer, så ligner det bred enighed og fuld opbakning til den førte politik, og politikernes holdninger. Det er den danske befolkning, som har valgt, at disse mennesker skal være landets repræsentanter udadtil.

Den danske befolkning stemmer fortsat, og i stort antal, på disse følelseskolde galninge. Vi vil jo ikke af med dem, og vi sørger med vores stemmer for, at samtlige disse hulemænd og kvinder bliver siddende i Folketing og regering, ved valg efter valg.

Vi drikker øl med dem på Folkemødet, danser med dem på TV, og ringer ind til dem på radioen. Dronningen inviterer dem til dyre middage. Vi giver dem lange sommerferier og fede pensioner. Og betaler dem fyrsteligt for deres arbejde i dansk politik, et springbræt til topposter i internationale virksomheder, hjælpeorganisationer og militærsammenslutninger.

Vi har i fællesskab valgt, at mennesker som Støjberg, Anders Fogh, Kristian Jensen, Søren Pind, Lars Løkke, Helle Thorning, Mette Frederiksen, Pia Kjærsgaard, Søren Gade, Bjarne Corydon, Samuelsen, Thulesen og Espersen og alle de andre skal være vort lands ideologiske ledere.

Justitsminister Søren Pind genbruger i forbindelse med de syriske flygtninge den gamle myte om jøder, som en flok rige pengepugere. “Vi taler om væsentlige værdigenstande, som ikke har personlig affektionsværdi. Vi taler om en situation, hvor en mand kommer gående med en kuffert fuld af diamanter og samtidig søger ly i Danmark. Det er sgu da kun rimeligt, siger han,” til DR.

Skattelettelserne til de rige gælder åbenbart ikke syriske flygtninge. Og han mener altså åbenbart heller ikke, at penge eller væsentlige værdigenstande har affektionsværdi: Hvori består så i øvrigt problemet med at lade de rige, banker og virksomheder betale en rimelig skat?

David Trads skriver videre i artiklen “Støjberg skader Danmarks omdømme helt alene” på Altinget.dk:

Under alle omstændigheder har selve tanken om at tage værdigenstande fra folk på flugt rystet omverdenen. I New York Times og Washington Post er vi sat i bås med Ungarn og Polen, to fremmedfjendtlige nationer, og endnu værre: Vi sammenlignes med nazister.

Fjorten EU-lande indførte i år 2000 sanktioner mod Østrig, rettet mod Jörg Haider-regeringen og dens vælgere, fordi den rummede “et parti, som (markerede) sig på racistiske slogans og en voldsom anti-udlændinge retorik.” VK-regeringen i Danmark rummede i næsten ti år Dansk Folkeparti. Den forrige regering rummede Socialdemokraterne, og den nuværende rummer Venstre. Det har dog ikke udløst lignende sanktioner mod os.

Ifølge en artikel på Information.dk, var statsministerkandidat Anders Fogh Rasmussen, tilsyneladende som den første, ivrig efter at ophæve sanktionerne. Fra artiklen Haider og Fogh:

Danmark har flere gange tidligere i dette århundrede haft svært ved at tage kraftigt afstand fra sådanne tendenser i lande, vi har været i alliance med. At gå enegang nu i en sag som denne, ville være en utålelig påpegning af, at Danmark fortsat har problemer med sådanne politiske markeringer. Det ville være en skammelig dansk fodnote.

Vi har besat Folketingets 179 taburetter med dem, som vi mener er de bedst egnede til at stå i spidsen for Danmarks børn og unge, de ældre, socialt udsatte, skoler, uddannelser, sygehusvæsen, miljøpolitik, infrastruktur, fælleseje, skattepolitik, indvandring og militæret.

Vi gav statsminister Anders Fogh Rasmussen et vælgerklap på skulderen efter den ulovlige angrebskrig mod Irak. Vi tilgav Fogh og Per Stig-Møller, at hele krigsgrundlaget var baseret på overlagt løgn og forfalskede beviser. At det var en krigsforbrydelse, gjorde ingen forskel for os. Vi støttede ligeledes den danske regerings blodige angreb og besættelse af Afghanistan. Vi støttede Søren Gade og dansk militærs udlevering af uskyldige mennesker til amerikanske tortur. Vi støttede Generalsekretær Fogh, Obama og Lars Løkkes massive bombardement og totale destruktion af Libyen. Igen var det småt med beviserne. Vi satte Løkke på bænken i fire år, beholdt ham i Folketinget, hvorefter han igen kunne trække i trøjen som anfører for landsholdet i 2015.

Helle Thorning-Schmidt kom til magten fordi vi stemte på hende. Hun havde lovet guld, grønne skove, retfærdighed, anstændighed og medmenneskelighed – samme metode som USAs præsident Obama – og det sagde vi ja tak til. Og præcis som Obama; i det samme hun var blevet valgt, sked hun på vælgerne og alle sine løfter. Men på trods af det, steg antallet af personlige stemmer på hende med over 25 procent i 2015. Og de fleste danskere støtter fortsat hendes parti, selvom det nu ledes af Mette Frederiksen, selve indbegrebet af moralsk og politisk råddenskab, og elitær foragt for svage og udsatte mennesker og minoriteter.

Vores opbakning til disse asociale og korrupte karrierepolitikere er klippefast. Selv ikke når en person som Bjarne Corydon skider på befolkningens fælleseje, og sælger dele af energiproduktionen til dømte kriminelle børshajer på Wall Street. Det kan heller ikke ryste vores tillid, at han poster millioner af skattekroner over i et konsulentfirma – hvis rådgivning altid består af lige dele nedskæring, fyringer og privatisering – som han efterfølgende bliver ansat hos, som direktør.

Vi bliver ved med at stemme på dem, selvom de indfører mørklægningslove, overvåger og aflytter os, skærer ned på skoler og sygehuse, angriber det ene forsvarsløse land efter det andet, bruger milliarder på nye kampfly, konfiskerer flygtninges værdigenstande, og man kunne blive ved. Vi er helt tossede med disse tosser.

Den danske befolkning skader Danmarks omdømme.

Foto: Mads Hvid

Obamas humanitære holdninger er gratis

Obama winkwink

Når det drejer sig om at bombe forsvarsløse lande, og dræbe uskyldige mennesker, lader Obama sig ikke holde tilbage af hverken hjemlige eller internationale love.

Men når det drejer sig om at stoppe sit eget militærs tortur af forsvarsløse og uskyldige mennesker, underkaster Obama sig derimod enhver lov og forfatning, som kan forhindre ham i det.

Hvis Obama helt på egen hånd kan gå i krig mod Libyen – helt uden Kongressens samtykke, som den amerikanske forfatning ellers kræver det  – hvorfor lukker han så ikke bare Guantanamo på samme måde?

Obama er desuden en af verdenshistoriens største bedragere – hvis valgløfter i 2008 om håb og forandring, fred på vor jord og retfærdigheden ske fyldest var skamløs manipulation og valgflæsk – og det burde derfor ikke være noget problem for ham, at overtale et par hundrede amerikanske politikere til at stemme for lukning. Uden at blinke løj han som præsidentkandidat for verdens syv milliarder godtroende mennesker, lovede os guld og grønne skove hvis vi stemte på ham. Det gjorde vi, og han kvitterede med at pisse os godt og grundigt op og ned af ryggen.

Ved det følgende præsidentvalg genvalgte vi ham – naturligvis – til endnu fire år som leder af verdenshistoriens største krigsmaskine. Vi troede stadig på ham. Vi tror også stadig på, at han helhjertet vil lukke koncentrationslejren Guantanamo og stoppe amerikansk middelalderlig tortur af hundredvis af uskyldige mennesker.
Obama ved, at Kongressen vil stemme klart nej til lukning. Er det så ikke derfor gratis for ham, at gå til medierne og sige, at han så gerne ville stoppe denne bestialske behandling af tilfældigt tilfangetagne mennesker, som hans eget militær udfører, hvis han bare kunne få lov til det?
Obama sked høj og flot på på den amerikanske forfatning og Kongressens manglende samtykke, da han på egen hånd og diktatorisk vis angreb, tæppebombede og tilintetgjorde Libyen med amerikanske bombefly, droner og Hellfire-missiler. En krig, som har sendt en tredjedel af den libyske befolkning på flugt.
Så hvorfor er den amerikanske forfatning og Kongressens manglende samtykke pludselig et problem for ham, når det drejer sig om at lukke Guantanamo?

Vestlige politikere udfører biblens ord

Hand and arms

Fundamentalistiske kristne politikere? Guds ord og ordrer tages i den grad bogstaveligt af vore vestlige regeringsledere, som genopfører blodige dele af biblen under forestillingen, Krigen mod Terror.

De følger tilsyneladende biblen til punkt og prikke, når de udfører deres hensynsløse og brutale angreb på det ene forsvarsløse land efter det andet. Endeløse, uprovokerede angrebskrige og besættelser af fremmede lande, overgreb på uskyldige civilbefolkninger, og den totale destruktion af de udsete landes infrastruktur og kultur, vidner om blind tro og loyal gudedyrkelse helt ned til mindste, morderiske detalje.

Da amerikanske og danske politikere i 2003 bildte verden ind, at de kæmpede i frihedens og demokratiets navn, at de havde beviser på eksistensen af Saddam Husseins ikke-eksisterende lagre med giftgas, og erklærede, at man ville afprøve samtlige diplomatiske løsninger før man greb til våben og bombefly, så var det alt sammen noget de havde lært af Gud og hans makker, Moses. Det var løgn, latin og manipulation, og det hele står skrevet i Det Gamle Testamente!

 Fra Femte Mosebog:
“Når du rykker mod en stad for at belejre den, skal du tilbyde den fred; og dersom den svarer dig fredelig og åbner sig for dig,skal hele folket, som findes deri, blive dig skatskyldig og tjene dig;
men dersom den ikke vil slutte fred med dig, men fører krig mod dig, da skal du belejre den; og når Herren, din Gud, giver den i din vold, skal du slå alle mandfolk i den ihjel med skarpe sværd;
men kvinderne, børnene, kvæget, alt hvad som er i staden, alt byttet i den må du plyndre for dig og nyde dine fjenders bytte, som Herren, din Gud, har givet dig.
Således skal du gøre ved alle stæder, som ligge meget langt borte fra dig, og som ikke ere af visse hedningers stæder.
Men i de folks stæder, som Herren, din Gud, giver dig til arv, må du ikke lade noget, som drager ånde, beholde livet…”

Kort efter skrev makkerparret Gud og Moses De Ti Bud

Vestens massive bombardementer af uskyldige lande i Mellemøsten og Afrika, nådesløse mord på samarbejdsvanskelige præsidenter og politiske ledere, militærstøtte til morderiske og undertrykkende regimer verden over giver indtryk af, at vores politikere ser biblens ord som lov.

Især Israel og USAs tæppebombardement og nedslagtning af uskyldige kvinder, børn og mænd i Gaza, er af bibelske proportioner. I Saudi-Arabien viser USA og Vesten, hvordan man ifølge biblen skal behandle kvinder. Udsultningen af uskyldige børn (som f.eks. den halve million irakiske børn, der døde som følge af Vestens sanktioner mod Irak i 90erne) og middelalderlig tortur af tilfældige og – ifølge alle vestlige og internationale love – uskyldige mennesker, er som taget ud af biblen ord for ord.

I Libyen har vores fanatiske vestlige militærmaskine drevet en tredjedel af landets indbyggere på flugt. Først tæppebombede vi landet på falsk grundlag. Vi gav regeringsmagten til korrupte ledere og lod kriminelle bander terrorisere befolkningen, hvorefter de vestlige multinationale selskaber og banker i ro og mag kunne sætte sig på landets olieværdier og andre ressourcer. Vort militær fik sig desuden en uvurderlig strategisk placering i området. Det var et herligt land Gud gav os! Hele forløbet er en nærmest præcis genopførelse af Femte Mosebog, tydeligvis en ydmyg offergave fra vores politiske ledere til Den Almægtige.

Gud og Moses var datidens Bush og Blair. Medierne nedskrev deres ord som lov og sandhed. Og var vi de blinde troende og tilbedende ved stuealteret?

Men biblen handler ikke kun om afstumpet vold, og opfordrer ikke udelukkende til angrebskrig og overgreb og mord på uskyldige mennesker.  Vore vestlige regeringers overvågning og udspionering er også taget direkte fra de gamle skriftruller, som blev oversat og tilpasset af vestlige ledere for 400 år siden. Fra vers 22 i samme Mosebog:

“Men I kom alle sammen hen til mig og sagde: »Lad os sende nogle mænd i forvejen, som kan skaffe os oplysning om landet. De skal bringe besked tilbage om den vej, vi skal drage op, og om de byer, vi skal rykke ind i.«
Det forslag syntes jeg godt om, og jeg udtog tolv mænd blandt jer, én for hver stamme. De begav sig op i bjerglandet og kom ind i Eshkol-dalen, som de udspionerede. De tog noget af landets frugt med ned til os og aflagde beretning for os: »Det er et herligt land, Herren vor Gud vil give os,« sagde de.”
Obama, Clinton, Fogh, Per Stig, Cheney, Rumsfeld, Powell, Rice, Thorning, Merkel, Løkke og alle de andre ekstremistiske regeringsledere er religiøse tosser, som blindt og trofast følger det nedskrevne ord fra deres gud. Hverken Guds love eller internationale love kan stoppe dem.
Hil vore almægtige politiske ledere!

Ikke et ord om russerne

treptower

Ikke et ord om russerne – den virkelige historie bag sejren over nazismen i Anden Verdenskrig.

Af Ezequiel Adamovsky.

Jeg voksede som barn op i nærheden af “den frie verden”, hvor lærte jeg at opfatte Anden Verdenskrig som et slag mellem det ondskabsfulde Nazi-Tyskland og amerikanerne; Europas befriere.

Jeg fulgte som så mange andre unge med i den amerikanske tv-serie, Combat! Jeg kan stadig huske hvordan det lød, når tyske soldater i desperation skreg “amerikaner!”, hver gang de stødte på den heltemodige Sergent “Chip” Saunders og hans soldater, som altid endte med at skyde dem i småstykker.

Senere led jeg sammen med Private Ryan, som blev befriet i Steven Spielbergs spektakulære film. På samme måde som jeg gjorde, ved at se amerikansk TV, fik også den amerikanske befolkning den opfattelse, at det var dem, som havde reddet hele verden fra nazismen. Som Moe stolt fortæller en englænder i et afsnit af The Simpsons fra 1995; “Vi reddede jeres røv under Anden Verdenskrig, ved du nok!”

Så vidt jeg ved er dette en udbredt opfattelse i USA. Og ifølge denne opfattelse, så befriede amerikanerne ikke bare stakkels menig Ryan under Anden Verdenskrig, men hele Europa (og sikkert også resten af verden).

Russerne er til gengæld helt udeladt fra disse tilbageblik på historien. Jeg har ingen erindringer fra min barndom om deres rolle under Anden Verdenskrig, men senere fandt jeg ud af, at Sovjetunionen var en meget vigtig medspiller, og at russerne faktisk hævder, at det var dem, som reddede Europa fra nazisterne.

Da jeg var i Berlin for to år siden, besøgte jeg det storslåede sovjetiske krigsmindesmærke i Treptower Park. En gigantisk statue viser en sovjetisk soldat, som redder et barn, mens han på samme tid knuser et svastika. Mindre monumenter hylder de kommunistiske partisaner, som bekæmpede de tyske invasionsstyrker i andre lande. Mens jeg stod og kiggede på statuen, overhørte jeg en lokal turistfører understrege, overfor en gruppe amerikanske turister, at mindesmærket var et stykke sovjetisk propaganda, en forherligelse af kommunismen, Stalin og Sovjetunionens historiske rolle i krigen.

Alle lande har selvfølgelig deres egne politiske mindehøjtideligheder. Mindesmærket i Treptower Park er uden tvivl et stykke propaganda, som den tyske guide forklarede. Men det samme kan siges om Hollywoods produktioner. Wikileaks kunne for nylig afsløre, at nøjagtig som i de gode gamle dage under den Kolde Krig, så gør den amerikanske regering stadig brug af underholdningsindustrien, som led i propagandakrigen mod dens fjender, inklusiv Rusland.

Der er dog forskel på, hvor virkningsfulde de forskellige propagandakampagner har været. Her på tærsklen til 70-året for sejren over Nazi-Tyskland, er den russiske side af historien nærmest ikke-eksisterende udenfor Rusland. Amerikansk propaganda har i stor udstrækning formet den globale forståelse af Anden Verdenskrig.

Et godt eksempel på dette holdningsskifte kommer fra Frankrig, et land som tilmed blev befriet som en direkte konsekvens af det amerikanske militærs intervention. I 1945, umiddelbart efter afslutningen på krigen, foretog man en meningsmåling blandt franskmændene. Et af hovedspørgsmålene var: Hvilket land mener du spillede den største rolle i sejren over Tyskland? Det var Sovjetunionen, svarede 57 procent af de adspurgte. Tyve procent mente, at det var USA, og tolv procent pegede på Storbritannien.

I 1994 stillede man det samme spørgsmål. Men denne gang valgte kun 26 procent Sovjetunion, hvilket er ganske interessant, mens 49 procent svarede, at det var USA. Man foretog målingen igen i 2004. På det tidspunkt var holdningsskiftet endnu mere tydeligt, med kun 20 procent af stemmerne på Sovjetunionen og 58 procent på USA (opfattelsen af den britiske indsats forblev stort set uændret).

Med personlige erfaringer og historiske kendsgerninger taget i betragtning, så er det ikke svært at konkludere, at den franske befolkning i 1945 var tættere på sandheden end de nuværende adspurgte.

På trods af Hollywoods filmeventyr, er der ikke megen tvivl om, at Sovjetunionen spillede en vigtig rolle i sejren over nazisterne. Østfronten var selve kernen af Anden Verdenskrig. Hitler mobiliserede uden sammenligning flere soldater, våben og krigsmateriel mod Sovjetunionen, end der blev brugt på Vestfronten. Da han gjorde klar til at invadere Rusland i juni 1941, indsatte han over tre millioner soldater. Mange flere blev afsendt fra Finland, Rumænien, Kroatien, Ungarn, Italien og Spanien.

Efter at Goebbels i 1943 havde erklæret “den totale krig”, blev den oprindelige styrke forstærket yderligere. Store dele af Sovjetunionen blev invaderet, og store byer, inklusiv Leningrad (St. Petersborg) og Stalingrad (Volgograd), blev belejret.

Sovjetunionen stod imod, kæmpede sig tilbage og vandt til sidst krigen, med enorme menneskelige og materielle omkostninger til følge. 34,5 millioner mænd og kvinder var blevet mobiliseret. Antallet af sovjetiske dødsfald under Anden Verdenskrig har været diskuteret frem og tilbage, men på nuværende tidspunkt er akademikerne enige om, at det drejer sig om mellem 25 og 27 millioner (hvoraf halvdelen var soldater).

Til sammenligning var det amerikanske bidrag i kampen mod Tyskland ikke stort. Selvom amerikanerne inden da havde været i kamp mod tyskerne i Afrika, og i omegnen af Europa, så blev de vigtigste slag udkæmpet udelukkende i anden fase af krigen på Vestfronten, efter invasionen af Normandiet i juni 1944.

Under denne berømte landgang indsatte de allierede styrker 175.000 mand, hvoraf halvdelen var amerikanske. Det samlede antal amerikanske døde, under hele Anden Verdenskrig, var 407.316 soldater, som også tæller dem der døde i krigen i Stillehavet, og mod alle ikke-tyske modstandere (inklusiv civile amerikanere kommer det samlede tal op omkring 420.000). Storbritannien mistede et lignende antal, mens der i Tyskland døde mellem fem og syv millioner mennesker.

Som den britiske historiker Roger Bartlett konkluderede: “Med al respekt for den britiske og amerikanske indsats, så er der ingen tvivl om, at nazismen blev besejret i Sovjetunionen”.

Der er ikke de helt store chancer for, at 70-årsdagen for nazisternes nederlag vil blive brugt som en lejlighed til at kaste et objektivt blik på fortiden, og uden at have de ideologiske briller på. Rusland ekskluderes med fuldt overlæg som aldrig før. Tidligere på året fejrede Polen årsdagen for den Røde Hærs befrielse af Auschwitz. Ruslands præsident, Vladimir Putin, var ikke inviteret, med den bizarre forklaring, at det var ukrainske (og ikke russiske) soldater, som rent faktisk befriede jøderne fra den koncentrationslejr.

På samme måde har Obama, og flere europæiske statsledere, organiseret en boykot af Ruslands officielle sejrsceremoni, som afholdes d. 9 maj i Moskva. Dette boykot sker pga. Ruslands annektering af Krim-halvøen, siger de. Dette ville normalt være en gyldig grund, var det ikke lige for den kendsgerning, at de ikke på samme måde boykotter, når USA bomber andre lande, medvirker til regeringsomvæltninger, eller når USAs allierede – f.eks. Israel – besætter andre nationers lande med militær magt.

Så lad os gribe denne gribe chance for at huske historien, uden propagandafiltrene. Hvis verden rent faktisk var fri i 1945, så skylder den i høj grad tak til de kommunistiske landes hære, og de irregulære anti-fascistiske modstandsfolk i Frankrig, Italien, og andre lande, hvoraf en stor del var kommunister. Vores taknemmelige erindring om dem, der døde i krigen mod fascisme, bør inkludere dem alle.

Don’t mention the Russians: the real story behind the defeat of the Nazis in WWII

Oversat af Du er Journalist.

treptower

 

Amerikanske klyngebomber regner ned over Yemen

Dark clouds

Et smuthul i amerikansk lov tillader eksport af klyngebomber til f.eks. det undertrykkende diktatur i Saudi-Arabien, som lige nu bomber den forsvarsløse, uskyldige og nødramte befolkning i Yemen.

Den amerikanske forfatter og skribent, Chris Floyd:

Human Rights Watch rapporterede søndag, at Saudi-Arabien bruger amerikanske klyngebomber under det nådesløse angreb på Yemen. Dette rædselsvækkende våben – som ikke blot forsager massedød i første omgang, men efterlader sig ueksploderede bomber, som fortsætter med at dræbe i månedsvis og årevis bagefter – er forbudte i 116 lande. USA har ikke underskrevet konventionen, der forbyder brug og salg af klyngebomber, men har i høj grad begrænset brugen af dem. Et smuthul i amerikansk lov tillader dog det amerikanske forsvarsministeriums ynglings-våbenfabrikker at sælge klyngebomber til udlandet.

Human Rights Watch rapporterer, at Saudi-Arabien kaster klyngebomber ned i nærheden af landsbyer. Men saudierne og deres allierede, USA, som forsyner dem med våben, logistik og efterretningshjælp, har allerede bevist, at de ikke bekymrer sig synderligt om civile tab under denne angrebskrig. Flere end 1.000 mennesker er døde under de 2.300 luftangreb, som indtil nu er udført af Saudi-Arabien og dets allierede. De bedste skøn anslår, at hundredvis af civile er blevet dræbt. Millioner af civile er nu i overhængende livsfare pga. den handelsblokade, som Saudi-Arabien og USA har indført mod Yemen. Yemen importerer 90 procent af dets fødevarer. Landet er ved at løbe tør for mad, medicin og brændstof, og folk dør som følge af manglen på disse basale nødvendigheder.

Men brugen af klyngebomber mod Yemen er selvfølgelig ikke noget nyt. New York Times rapporterede i 2009, at amerikanske krigsskibe havde affyret missiler bevæbnet med klyngebomber under et angreb, som dræbte “dusinvis af civile.” Det samme år modtog manden, der beordrede angrebene, Nobels Fredspris. Også det år kastede Saudi-Arabien klyngebomber ned over Yemen, under endnu et angreb på houtierne.

Det er på nuværende tidspunkt næsten umuligt at beskrive eller kommentere på størstedelen af vores politiske virkelighed. Ondskaben er så klar og tydelig, som synet af et opgravet lig fra en massegrav. Trods det vil millioner af mennesker, i de kommende måneder, alligevel engagere sig dybt i den heftige “kamp” om hvem der næste gang midlertidigt skal præsidere over dette stinkende slagtehus, det amerikanske militære imperium. Illusionen om, at det politiske system er rationelt, om nationens godhed, og om mulighederne for forandring til det bedre, hvis bare den rigtige morder kommer til magten, vil fortsat eksistere.”

Læs hele artiklen (på engelsk) her.

Uddrag oversat af Du er Journalist.

USA, Saudi-Arabien og Israel støtter al-Qaeda i Yemen og Syrien.

Chris Floyd, amerikanske skribent, skriver om politikerlogikken, som nemt kan rumme at bekæmpe islamiske ekstremister og undertrykkende diktaturer, samtidig med, at man bevæbner og støtter islamiske ekstremister og undertrykkende diktaturer.

“I sidste uge sendte USA krigsskibe til Yemen, for at hjælpe med at opretholde blokaden mod det forarmede land, som højlydt stønner under den amerikansk-støttede Saudi-Arabiske angrebskrigs masseslagteri.

Ved hjælp af bomber fra den forgyldte amerikanske våbenindustri, har Saudi-Arabien stoppet al nødhjælp fra luften, med et bombeangreb på landets hovedstad, Sana’a. Det vil skabe mere sult, lidelse og død i et af verdens fattigste lande. Men hey, var Obama ikke bare skide morsom under den der presse-gallamiddag!

Samtidig med støtten til islam-ekstremistiske Saudi-Arabien, som med deres angreb støtter al-Qaeda i Yemen (der har vundet store sejre, mens deres dødsfjender, houtierne, bliver gennembanket af saudierne) har Obama og den amerikanske militærmaskine også haft travlt med at hjælpe al-Qaeda in Syrien, og i fællesskab har man gjort store fremryk og indtaget flere nøglebyer.

Det ser nu i stigende grad ud til, at den syriske regering ikke ville kunne holde stand mod de islamiske ekstremisters stormløb. Nå ja, og heller ikke mod de “moderate” oprørsgrupper (som Vesten også støtter, red.), som også består af al-Qaeda elementer.

På nøjagtig samme måde, som den amerikanske destruktion af den sekulære regering i Irak blev til et morderisk mareridt for millioner af mennesker, vil den sekulære syriske stats fald skabe en stormflod af kaos, som vil blive besejlet af ekstremister, bevæbnede og finansierede af USA og Saudi-Arabien.

Og for at det ikke skal være nok, så har Israel slået sig i kompagniskab med al-Qaeda, og udfører luftangreb mod positioner i Syrien, for at bane vejen for islamiske ekstremister og hjælpe al-Qaedas offensiv i området.”

Læs hele artiklen her.

Samme politikerlogik gør den danske angrebsminister (for han har endnu kun udført angreb, ikke forsvar) Nicolai Wammen også brug af, når han bomber den irakiske befolkning for at beskytte den irakiske befolkning. Efter USA og Danmarks ulovlige angrebskrig, 12 års vestlig besættelse, hårde sanktioner og endeløse bombeangreb mod Irak og dets befolkning, så iler godhjertede frihedskæmpere som Wammen for at komme de samme irakere til undsætning.

Vi må godt, men det forbryderiske Islamisk Stat må ikke:

Men Islamisk Stat har ikke, som Vesten, dræbt 1,3 millioner mennesker i Mellemøsten siden 2001 . Er det ikke en vanvittig forbrydelse? Vi har alene i Irak drevet millioner af mennesker på flugt. Vi fører endeløs og hemmelig krig i mindst 8–9 forskellige lande. Islamisk Stat, som tilmed er finansieret og bevæbnet af USA og Saudi-Arabien, har ikke destrueret stribevis af uskyldige og forsvarsløse lande. Deres forbrydelser kommer ikke i nærheden af Vestens krigsforbrydelser.

Det er ikke ondskab, når vi gør det. Vi er ikke imod terror, når det rammer mennesker i den muslimske verden. Vi er ikke imod ekstremisme, vi er imod islamisk ekstremisme. 

Mediernes journalister ser tilsyneladende heller ikke noget absurd i denne logik, som giver god mening for politikere, våbenindustri, de store virksomheder og bankerne, som skovler vestlige borgeres skattekroner ind på krigskontoen. Det giver nok knap så meget mening for de millioner af mennesker som vi dræber, lemlæster og driver på flugt.

Hvor længe bør vi lade denne logik råde? Hvad sker der når denne logik, hvormed vi bevæbner og støtter vores (fiktive) fjender, en snarlig dag tages i brug, og danske politikere begynder at bombe den danske befolkning for at beskytte den danske befolkning?

Wammen: For at beskytte civilbefolkningen, må vi bombe civilbefolkningen

(Få dette indlæg læst højt af Du er Journalist her.)

Politikernes ord og handlinger er usammenhængende og modstridende. De lever i en absurd verden, hvor al logik er ophævet.

Vi har med årtiers krig, besættelse, uhyrlige forbrydelser, og bombardementer af den irakiske civilbefolkning, dræbt over en million mennesker. Samme civilbefolkning er det nu pludselig meget vigtigt for forsvarsminister Nicolai Wammen, at beskytte mod netop krig, besættelse, uhyrlige forbrydelser og bombardementer.

Politikerne kæmper både med og mod Islamisk Stat og Al-Qaeda, som de tilmed selv har finansieret og bevæbnet. Krigen mod Terror, som udkæmpes i fællesskab med terrorister, skaber nye terrorister, som Krigen mod Terror skal bekæmpe. Det giver mening for politikerne, og det giver tydeligvis også mening for journalisterne, som ikke stiller spørgsmål ved denne groteske dobbeltmoral og formålsløshed.

Den danske forsvarsminister hvidvasker og skamroser sig selv og militæret i en nyhedsartikel, som stort set er skrevet af ham selv:

Wammen overskrift

Den humanistiske avis Politiken, og propagandamaskinen Ritzau, formidler ukritisk Wammens forherligende og meget positive rapport om egne storslåede, militære bedrifter i Irak, forklædt som journalistik. Politikens chefredaktør Bo Lidegaard er desuden bror til den danske udenrigsminister, og selv tidligere leder i både udenrigs- og statsministeriet.

“Danske fly har kastet 194 bomber i kampen mod Islamisk Stat. Prisen har været omkring 250.000 kroner per bombe, og de samlede omkostninger er opgjort til cirka 213 millioner kroner.”

»Jeg er imponeret over den indsats, som de udsendte danskere yder. Det er et arbejde i forreste linje i kampen mod terror. Det er en indsats, som hele Danmark skylder de udsendte soldater en stor tak og anerkendelse for«, skriver Nicolai Wammen.

Angrebsminister Wammen synes, at det har været pengene værd. Danmark har i dette seneste angreb på irakerne, foreløbig nedkastet for 213 millioner kroner bomber. Wammen ser tegn på fremskridt, men understreger samtidig, at de vestlige bombardementer af Nordirak ikke stopper lige foreløbig. Men hvilke tegn på fremskridt har vi set, som følge af vores tidligere bombardementer af Irak, Afghanistan eller Libyen? Alle Vestens tidligere “humanitære interventioner” har resulteret i humanitære katastrofer.

Vi kaster bomber ned over en forsvarsløs civilbefolkning. Vi affyrer missiler ind i folkemængder. Vi sidder på tryg afstand, bag computerskærme, og skyder på alt der bevæger sig på nede på jorden. Vi har bombet løs på den irakiske befolkning i flere årtier.

»Vi har bidraget til at beskytte den irakiske civilbefolkning mod ISIL’s vanvittige forbrydelser. Og ISIL er mange steder blevet trængt i defensiven. Samlet set er der derfor grund til forsigtig optimisme i kampen mod ISIL«.

For at beskytte civilbefolkningen, må vi naturligvis bombe civilbefolkningen.

Men Islamisk Stat har ikke, som Vesten, dræbt 1,3 millioner mennesker i Mellemøsten siden 2001. Er det ikke en vanvittig forbrydelse? Vi har alene i Irak drevet millioner af mennesker på flugt. Vi fører endeløs og hemmelig krig i mindst 8-9 forskellige lande. Islamisk Stat, som tilmed er finansieret og bevæbnet af USA og Saudi-Arabien, har ikke destrueret stribevis af uskyldige og forsvarsløse lande. Deres forbrydelser kommer ikke i nærheden af Vestens krigsforbrydelser.

USA og Danmarks angreb på Irak i 2003, udelukkende baseret på politikernes overlagte løgne og fabrikerede beviser, ukritisk formidlet af medierne, nedsænkede landet i kaos, død og ødelæggelse. I 1990erne var vores sanktioner mod den irakiske befolkning, ifølge UNICEF, skyld i en halv million børns død. Er det ikke en vanvittig forbrydelse? Madeleine Albright, den daværende amerikanske udenrigsminister mente, at de mange døde børn var prisen værd, og så tegn på fremskridt.

Efter vores massive bombardement, invasion og efterfølgende besættelse af Irak, som smadrede samfund, infrastruktur, og skabte frygt og rædsel i befolkningen, gik vi i gang med at opbygge en demokratisk stat baseret på vestlige principper. Foruden korruption inkluderede disse principper systematiseret tortur og vilkårlige fængslinger af tusindvis af uskyldige mennesker. En million mennesker er døde. Mindst ligeså mange er sårede, lemlæstede, forældreløse. Millioner har måtte flygte fra vores bombefly, hangarskibe, tanks, droner og morderiske soldater. Vi opløste det irakiske politi og lod i stedet amerikanske lejesoldater patruljere i gaderne. USAs militær beskød civilbefolkningen fra kamphelikoptere. Er det ikke terrorisme?

Vi efterlod Irak i kaos, vi er medskyldige i Syriens kaos, og vi efterlod Libyen i kaos. Jon Lee Anderson, i en artikel i The New Yorker fra februar 2015 (uddrag oversat fra engelsk af Du er Journalist):

Det kaos, som Libyen efter Gaddafi er nedsunket i, kan på ingen måde overdrives. To konkurrerende regeringer kæmper om magten. Bevæbnede militsgrupper hærger i gaderne. Strømsvigt forekommer ofte, det er umuligt at drive forretning, og olieindtægterne – landets største indtægtskilde – er svundet ind med mere end halvfems procent. Omkring 3000 mennesker er blevet dræbt under kampe alene indenfor det sidste år, og næsten en tredjedel af befolkningen er flygtet over grænsen til Tunesien. I kølvandet på tyrannens fald, et fald som blev hjulpet godt på vej af NATOs luftangreb, er Libyen blevet overladt til en farlig og omsiggribende ustabilitet.

Da man ville angribe Irak opfandt politikerne Irak-løgnen, og da Libyen stod for skud opfandt man Libyen-løgnen. Men historierne, som skulle retfærdiggøre angrebet, om “’folkemord’, luftangreb mod civile, og ’afrikanske lejesoldater’ var bundfalske,” skriver Poyâ Pâkzâd i et indlæg fra 2011. Vi så ikke skyggen af beviser for politikernes påstande mod Gaddafi, inden landet blev sønderbombet af vestlige bombefly. Derefter blev Gaddafi brutalt myrdet for åben skærm. Obama og generalsekretær Fogh myrdede desuden flere af Gaddafis familiemedlemmer.

USA og Vesten bevæbnede og finansierede oprørsgrupper i Libyen, som senere viste sig at have forbindelser til Al-Qaeda og IS. Ifølge Benghazi-udvalget, som er nedsat af den amerikanske Kongres:

– Christopher Stevens (det amerikanske udenrigsministeriums udsending, red.) koordinerede våbenleverancerne til Libyen med Abdel Hakim Belhadj, daværende leder af Islamic Fighting Group i Libyen samt andre al-Qaeda-tilknyttede militsledere, foruden ledere fra Det Muslimske Broderskab, der ledte oprøret mod Gaddaffi, beretter Clare Lopez.

Den omtalte Abdel Hakim Belhadj overtog i sidste måned ledelsen af Islamisk Stat i Libyen.

Benghazi-udvalget ser en modsætning i USA’s førte Libyen-politik.

“Det Hvide Hus og ledende kongres-medlemmer førte bevidst en politik, der sørgede for at levere materiel støtte til terrororganisationer med henblik på at vælte en hersker (Gadaffi; red.), der i øvrigt havde arbejdet tæt sammen med Vesten for at undertrykke netop al-Qaeda”, står der.

Clare Lopez mener også, at det er dybt kritisabelt, at Christopher Stevens efter Gadaffis fald i oktober 2011 blev udnævnt til USA’s ambassadør i Libyen.

– Han sørgede nemlig straks for, at de omtalte våben blev overført til det andet arabiske land Syrien, hvor oprørere havde grebet til våben mod Assad-regeringen. Våbnene gik i sidste ende til især al-Nusra-fronten (Al-Qaeda udløber, red.) i Syrien og nogle til Islamisk Stat, siger hun.

Politikernes erklærede mål hænger ikke sammen med deres handlinger. Den amerikanske skribent Chris Floyd forsøger at finde hoved og hale i galskaben (uddrag oversat af Du er Journalist):

At forsøge sig med en rational analyse af situationen og dens strategiske forviklinger er meningsløst. Det flammeopslugte helvede som USA, med deres angrebskrige mod Irak og en række andre voldelige interventioner har skabt i denne region, går over enhver forstand.

Washington støttede tidligere de samme islamiske ekstremister i Libyen, som man nu er i færd med at bekæmpe. Washington kæmper sammen med Al Qaeda og ISIS i Syrien, og mod al Qaeda og ISIS i Irak. Washington bekriger iransk-støttede militser i Yemen samtidig med, at man kæmper side om side med iransk-støttede militser i Irak.

Washingtons aggressive, undertrykkende militær- og sikkerhedsapparat er vokset til gigantiske proportioner, tilsyneladende med det formål at bekæmpe islamisk ekstremisme. Men samtidig er Washington den primære våbenleverandør og stærkeste støtte til Saudi-Arabien, som er selve hovedkilden til islamisk ekstremisme i verden i dag.

Washington støttede (i sidste øjeblik) afsættelsen af militærdiktatoren Mubarak i Egypten og støtter nu genoprettelsen af Mubarak-regimet under et nyt militærdiktatur. Washington sanktionerer og fordømmer Sudans leder som krigsforbryder og kæmper nu sammen med Sudans krigsforbryderiske leder i Yemen.

Det eneste man kan sige med sikkerhed om denne bizarre cocktail af jern og blod, er, at den på ingen måde giver mening. Det der foregår giver ikke mening i forhold til de begreber, som normalt bruges når der tales politiske mål, geopolitiske hensyn og nationale interesser. Det giver heller ingen mening i forhold til  politikernes erklærede mål: at bekæmpe terrorisme, sikre nationens sikkerhed, fremme demokrati, skabe fred og stabilitet, osv.

Krigen mod Terror har et eneste formål, nemlig at holde Krigen mod Terror kørende med alle tænkelige midler, både bevidst og ubevidst. Krigen mod Terror er systemet, og nu den amerikanske stats styrende princip i relation til andre lande.

Set i dette lys (ikke i fornuften eller logikkens, men i skæret af flammerne fra et dronebombet, brændende hus) giver amerikansk politik god mening.

De danske politikere følger samme logik og støtter fuldt ud deres amerikanske kolleger. Men denne altødelæggende politikerlogik rykker langsomt nærmere vores hjemlige og virkelige virkelighed, skulle magthavere og medier f.eks. opfinde behovet for at beskytte den ukrainske befolkning mod Putins forbryderiske besættelse af Krim-halvøen. Og hvem ved, en skønne dag ser den danske forsvarsminister sig måske nødsaget til at bombe danskerne for at beskytte danskerne mod terrorisme? Det vil i så fald give god mening for politikerne og medierne.

I den irakiske befolknings tilfælde, så har dens værste fjende indtil nu har været USA og Vesten. Vi ved ikke hvad der i virkeligheden foregår i Nordirak, for vi har kun politikernes påstande og krigspropaganda at forholde os til. Men irakerne har uden tvivl brug for beskyttelse mod danske politikeres vanvid og Krigen mod Terror, som mest af alt ligner en uhyrlig forbrydelse mod menneskeheden.

»Vi ryster ikke på hånden, men fortsætter stålsat kampen mod ISIL’s vanvid. Det gør vi for at beskytte den irakiske civilbefolkning mod ISIL’s uhyrlige forbrydelser. Men også fordi kampen mod ISIL handler om at beskytte Danmark mod terrorisme«, erklærer forsvarsministeren.

Intet giver længere nogen mening. Hvor får krigsminister Wammen sin information fra? Er det mon noget han har læst i avisen?

***

Læs også:

Weekendavisens forældede giftgasser, hvor Chefredaktør Anne Knudsen genopfinder Irak-løgnen og skriger på et angreb på Syrien.

Vi er ikke imod ekstremisme, vi er imod islamisk ekstremisme. Det er rendyrket ondskab, når galninge i Paris eller København dræber en lille håndfuld mennesker. Men det er ikke ondskab, når vores vestlige politikere dræber en million uskyldige børn, kvinder og mænd i Irak.