Skip to content

Kalle Blomkvist møder WikiLeaks

19. august 2013

(Indlæg skrevet før Bradley Manning blev til Chelsea Manning.)

Amerikanske Slate Magazine, bragte 9. august historien om islændingen Sigurður Ingi Þórðarson, der som eventyrlysten teenager blev involveret i Wikileaks. Han kom helt tæt på inderkredsen, med venskab til Julian Assange og adgang til organisationens arkiver og kontakter verden over. Da det blev for kedeligt for ham, opsøgte han FBI og blev informant. Han kastede sig ud i det luksuriøse liv som international morgenvendekåbe og stikker: (uddrag fra The Reykjavik Grapvine: Q, oversat af Du er Journalist)

“I oktober 2011 mødtes jeg igen med FBI i Danmark. Vi boede på femstjernede hoteller, og gik regelmæssigt på McDonald’s. De vidste, at jeg allerede havde forladt Wikileaks på det tidspunkt, men forsøgte alligevel at presse mig til at tage til England, for at besøge Julian Assange. De ville have mig til at gå med et specialfremstillet armbåndsur som kunne optage lyd. Det afviste jeg, nøjagtig som jeg havde gjort i august, da de for første gang havde bragt ideen på bane. De spurgte, om det var fordi jeg frygtede for min sikkerhed. Jeg svarede, at Assange ikke er en voldelig mand.”

Bo Elkjær skriver nogle dage senere et indlæg på Journalisten.dk, FBI spionerede mod Assange via Danmark. Han har talt med nogle af de danske journalister, som har haft et mere eller mindre tæt samarbejde med Wikileaks. De befinder sig nu højst sandsynligt på en liste hos de amerikanske myndigheder. Materiel støtte til en international terrororganisation?

Chalotte Aagaard (Information) og Fillip Wallberg (dengang Ekstra Bladet) synes ikke lister og overvågning er særlig sjovt, men de to journalister er ikke overraskede. Charlotte Aagaard:

»Det er dybt bekymrende, hvis FBI også interesserer sig for journalister i andre lande end USA. De burde dybest set kun interessere sig for ting, der foregår i USA eller direkte truer USA. Men jeg forventer det, vil jeg sige.«

Fillip Wallberg:

»Så står jeg nok i en FBI-file. Hyggeligt! Et eller andet sted burde det som journalist pisse mig helt vildt af, men helt ærligt: Det kan ikke overraske mig på nogen som helst tænkelig måde.«

»Efter den seneste tids afsløringer skal der nok også mere til at forarge mig. Du må ikke misforstå mig, jeg burde blive harm over det, men det er jo det, jeg forventede, at de ville gøre.«

Dagen efter Elkjærs artikel, fortæller Wallberg sin egen historie om sit møde med Julian Assange og WikiLeaks i sensommeren 2010. Han blev ringet op af Assange selv, og inviteret til London for at tage del i offentliggørelsen af lækagen af 391.832 dokumenter fra Irak-krigen. Telefonnummeret gemmer han under navnet “McDonald’s”.

Lettere chokeret fik jeg fat på min chefredaktør på ekstrabladet.dk. Vi blev på få øjeblikke enige om, at jeg skulle tage turen til London mandag morgen. Jeg lagde en rejseplan og bestilte billetter hos British Airways.

Mandag morgen satte jeg kursen mod London. Selvom risikoen var minimal, havde jeg aftalt, at jeg skulle give ”ok meldinger” i løbet af dagen. Første gang blev fra London City Airport, hvor flyet fra British Airways landede en mandag morgen i august.

Vi skal ikke være i tvivl om hvilket flyselskab han fløj med. Ankommet til London sniger han sig gennem undergrundsbanen, med computeren tæt ind til kroppen. Han er klar over, at internationale efterretningstjenester muligvis har ham i kikkerten. Han mødes med Wikileaks’ inderkreds og andre inviterede journalister på Frontline Club, hvor de indvies i det omfattende materiale. Efter mødet flyver Fillip Wallberg hjem igen. Med British Airways, må vi formode.

Jeg forsøgte at holde kontakten til WikiLeaks det næste stykke tid. Det var en udfordring. Og forbindelsen knækkede desværre så betydeligt, at jeg først fik datamaterialet fem eller seks timer før materialet på de øvrige mediers hjemmesider blev offentliggjort.

23. oktober 2010, ugen hvor de næsten 400.000 krigsrapporter bliver lækket, har Charlotte Aagaard, Anton Geist, Sebastian Gjerding og Lotte Folke Kaarsholm en fælles artikel i Information:

Offentliggørelsen af de 391.832 logs sker i et nøje koordineret samarbejde med udvalgte medier, heriblandt Information, som simultant publicerer historier baseret på de hemmelige dokumenter. Formålet med den koordinerede offentliggørelse er blandt andet at sikre offentligheden adgang til de lækkede Irak-dokumenter, før eventuelle modtræk fra det amerikanske forsvarsministerium Pentagon. Pentagon har så sent som i sidste uge opfordret Wikileaks til at aflevere dokumenterne og destruere alle kopier.

Ifølge artiklen, som er stærkt anbefalet læsning, var Information det eneste danske medie med forhåndsadgang til dokumenterne. Så hvad gik der galt for mesterdetektiven Wallberg? De andre medier havde tilsyneladende ingen problemer med at holde kontakten.

Ekstra Bladet og deres udsendte enten forkludrede, mistede tråden til, eller afstod i første omgang fra at medvirke til lækagen. En brøler, ifølge Informations artikel:

Sikkerhedspolitiske eksperter betegner lækagen af de mange tusinde dokumenter som en historisk chance for at efterprøve de oplysninger, som offentligheden hidtil har fået om Irak-krigen.

Samme eksperter udtaler samtidig, at lækagens dokumenter er “en unik mulighed for at korrigere det spundne billede af krigen, som vi har fået fra politikerne og fra forsvaret,” og for at “holde politikerne ansvarlige for de oplysninger, de har givet om krigens dilemmaer.” Desuden vil de give os “et langt klarere billede end vi hidtil har haft af, hvad der i virkeligheden foregik i Irak.”

En historisk chance, ikke ligefrem småting. Det kan næsten ikke blive større eller vigtigere. Men meget lidt er sket. Wallberg giver dog i sit indlæg et enkelt eksempel på, at det hele ikke var forgæves. Det vides dog ikke hvor det korte uddrag stammer fra, eller hvem der står bag:

”Den 10. februar 2004 – altså flere måneder før Foghs udtalelser i Folketinget – foretog soldater fra det danske ansvarsområde i det sydlige Irak undersøgelser af en politistation på baggrund af forlydender om tortur. Undersøgelsen viste, at flere fanger havde fået bind for øjnene og var blevet hængt op med hovedet nedad. Soldaterne skriver også i rapporten, at de fik ’bekræftet, at der var blevet brugt et elektrisk apparat’ på fangerne.”

Man fik afsløret statsministeren i en grov løgn, og påvist dansk udlevering til amerikansk tortur. Sådan skal det gøres! Men mere blev det altså ikke til. Der er ellers nok at tage fat på. Disse kriminelle elementer går stadig på fri fod, tilsyneladende hævet over enhver lov eller moral. Forbrydelserne fortsætter, retfærdiggjort af propaganda og terrorfrygt.

Efter 11. september sank den sidste rest af amerikansk demokrati og international lovlydighed langsomt til bunds. Patriot Act trak tæppet væk under de amerikanske borgerrettigheder, i terrorbekæmpelsens navn, og der indførtes en form for permanent militær undtagelsestilstand i landet. NSAs spionage og overvågning blev rettet mod egen befolkning. Bush påberåbte sig retten til at varetægtsfængsle og frihedsberøve personer på ubestemt tid, uden sigtelse eller rettergang. Tortur blev lovliggjort. Man drog hævnlystent i krig mod Afghanistan og derefter Irak, på et forfalsket og løgnagtigt grundlag, som resulterede i hundredetusinder af døde, sårede, og millioner af mennesker tvunget på flugt i eget land.

Obama bombarderede og destruerede Libyen, på diktatorisk og forfatningsstridig vis. Han har eskaleret drone-terroriseringen af befolkningerne i Mellemøsten og Afrika, som lever i daglig frygt for at ende som de tusinder af børn, kvinder og mænd, som er blevet dræbt af præsidentens selvflyvende dødsmaskiner. For Obama påberåbte sig retten til at dræbe egne og udenlandske statsborgere, uden sigtelse eller rettergang. Yes, we can! Få uger efter at han modtog Nobels Fredspris, sendte Obama Tomahawk-missiler og klyngebomber mod al-Majala, en lille landsby i Yemen, som dræbte 14 kvinder og 21 børn. Han myrder redningsarbejdere, skolebørn og journalister. Han myrder hans bombeofres familie og venner til begravelsen. Vi lever i en endeløs krig.

Der er altså nok at gå i gang med for verdens journalister. Wikileaks gav dem værktøjerne og verdenshistoriens mest omfattende startskub. En unik mulighed for at stikke en kæp i hjulet på krigsmaskinen, og stille de ansvarlige til ansvar. Forude venter hæderen, stribevis af Cavling- og Pulitzerpriser, velinformerede borgere og væltede regeringer.

Men som størstedelen af danske og udenlandske medier, virker Fillip Wallberg ikke synderligt interesseret i at tage handsken op. Om sit mislykkede og kortvarige bekendtskab organisationen, skriver han:

I dag har jeg ingen kontakt til WikiLeaks. Og jeg følger kun sparsomt med de oftest ligegyldige historier som danske medier skriver om organisationen og ikke mindst Julian Assange.

Fokus er i stedet på Julian Assange som person, og Wallbergs beskrivelse af ham minder meget om de ligegyldige historier, han selv klager over. “Efter lidt tid stødte den karismatiske leder til. Med akut morgenhår.” Han er “karismatisk og forførende grænsende til det alarmerende”, hvad der så end menes med det. Wikileaks og Assange er “skingre og skrigende”.

Hvorfor frivilligt medvirke til latterliggørelse og karaktermord på den mand som har hjulpet journalisterne? Både Wallberg og Elkjær nævner begge fejlagtigt, at Assange er anklaget for voldtægt i Sverige. De må da begge vide, at han foreløbigt blot er indkaldt til afhøring i sagen. Hele sagsforløbet er desuden  stærkt tvivlsomt, og rejser en række foruroligende spørgsmål, ikke mindst om det svenske retssystem. Det er journalistisk uansvarligt og forkasteligt. Hæfter de normalt “anklaget for voldtægt” på mennesker, uden at undersøge sagen nærmere? Det er en form for bagvaskelse, hvis det er mod bedre vidende.

Intet er længere utænkeligt fra amerikansk side. Hen over sommeren har vi fulgt USA og Europas klapjagt på Edward Snowden, som inkluderede inddragelse af pas, lukkede luftrum, og et præsidentfly som blevet tvunget ned og gennemsøgt. Glenn Greenwalds samlever blev i denne weekend tilbageholdt under gennemrejse i London, frataget alt elektronisk udstyr, og tilbageholdt i ni timer, afhørt om fremtidige Guardian-afsløringer. I USA har en række amerikanske politikere og journalister offentligt krævet Assange henrettet for forræderi, trods det at han er australsk statsborger.

“Organisationen er – desværre – mest af alt til grin”, skriver Fillip Wallberg nedladende og dumsmart, men anerkender dog den store betydning Wikileaks har haft. Afsløringerne af vestlig korruption, magtmisbrug, brud på menneskerettigheder, tortur, overgreb og drab på tusindvis af civile er åbenbart ikke en del af den vigtige arv:

WikiLeaks har hjulpet os journalister til at belyse væsentlige historier, siden organisationen udgav sin første lækage i december 2006.

Og organisationen har fornyet vores fokus på hvor afgørende whistleblowers er for os journalister. Magasinet The New Yorker har for eksempel udviklet et særligt system ved navn Strongbox, så magasinet kan modtage data og samtidig sikre brugeren størst mulig beskyttelse.

Vi har brug for personer der kan råbe vagt i gevær. Vi har brug for systemer, der kan beskytte dem, der træder frem.

Det har WikiLeaks mindet os om. Tak for det og farvel.

Det virker som om, at Wallberg og de andre journalister helst ser WikiLeaks-lederen forsvinde helt. Hver artikel skrives i håbet om, at det måtte blive en nekrolog. Senest har Time Magazine-journalisten Michael Grunwald erklæret, at han glæder sig til at skulle forsvare det droneangreb som udsletter Julian Assange. En fremragende artikel af Seumas Milne, giver et bud på hvorfor specielt britiske journalister er så fjendtligt indstillede overfor Assange. Gælder det også deres danske kolleger? De kan næsten ikke vente med at skrive et forsvar af det personangreb, som udsletter Julian Assange og Wikileaks.

Men er det virkelig det vigtigste de har lært – at whistleblowers kan bidrage med væsentlig information og fornyet fokus? Er journalisterne ude af stand til selv at holde fokus på det væsentlige?

De vestlige demokratier og retssamfund nægtede Snowden asyl, og deltog i heksejagten på ham. De systemer som Wallberg efterlyser, findes jo allerede, og kaldes retssikkerhed og menneskerettigheder. Men det har bare vist sig, at de ikke rigtig gælder når det kommer til stykket. USA, England og Sverige holder en uskyldig mand fanget på en ambassade i London. Bradley Manning blev tortureret og varetægtsfængslet i flere år, inden han blev sat for en militærdomstol, og fik en uretfærdig rettergang. Den eneste som er fængslet, i forbindelse med den amerikanske middelaldertortur er John Kiriakou, fordi han som whistleblower afslørede den.

Mesterdetektiven Wallberg har takket være Wikileaks lært, at vi har brug for nogen der råber vagt i gevær. Jamen, Fillip, hvad fanden hjælper det, når I ignorerer og latterliggør dem, som netop står frem og råber vagt i gevær?

Sandheden er statens fjende nummer et. Staten forfølger nådeløst dem, som er interesseret i sandheden. Massemediernes journalister har foreløbig intet at frygte.

OPDATERING 20/8:

Lotte Folke, redaktør og skribent ved Information, har via Twitter lige mindet mig om, at deres journalistiske arbejde med lækkene fik politiske konsekvenser.

“Du er vel klar over at Information bragte en lang række afsløringer ud fra de filer? Herunder dem om DK og fangemishandlingerne? Og at vores Wikileaks- og efterfølgende afsløringer førte til Irakkommissionen, de irakiske fangers søgsmål mod DK mm? Personligt mener jeg at WIkileaks har givet et kæmpe velfortjent los til pressen og bragt afsindigt vigtige ting for dagen.”

Jeg svarede “Ja, det var ikke Informations dækning jeg var ude efter. Det vil jeg da lige gøre opmærksom på. Jeg ville sige at jeres gruppe tog arbejdstøjet på. Men at de læk er så vigtige, at MANGE flere journos burde ha’ fulgt trop.”

Advertisements

From → Artikler

2 kommentarer
  1. Fantastisk og direkte relateret radio: Aflyttet med Elkjær og Wallberg om Assange, Wikileaks og NSA-overvågning.
    Desuden CPR-lotto og Rasmus Rosenberg Larsen om sin stærke artikel, “Snowden udstillede demokratiets skrøbelighed.”

    https://aflyttet.dk/radio-arkiv/

Trackbacks & Pingbacks

  1. Kalle Blomkvist møder WikiLeaks

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: