Skip to content

Ikke et ord om russerne

Ikke et ord om russerne – den virkelige historie bag sejren over nazismen i Anden Verdenskrig.

Af Ezequiel Adamovsky.

Jeg voksede som barn op i nærheden af “den frie verden”, hvor lærte jeg at opfatte Anden Verdenskrig som et slag mellem det ondskabsfulde Nazi-Tyskland og amerikanerne; Europas befriere.

Jeg fulgte som så mange andre unge med i den amerikanske tv-serie, Combat! Jeg kan stadig huske hvordan det lød, når tyske soldater i desperation skreg “amerikaner!”, hver gang de stødte på den heltemodige Sergent “Chip” Saunders og hans soldater, som altid endte med at skyde dem i småstykker.

Senere led jeg sammen med Private Ryan, som blev befriet i Steven Spielbergs spektakulære film. På samme måde som jeg gjorde, ved at se amerikansk TV, fik også den amerikanske befolkning den opfattelse, at det var dem, som havde reddet hele verden fra nazismen. Som Moe stolt fortæller en englænder i et afsnit af The Simpsons fra 1995; “Vi reddede jeres røv under Anden Verdenskrig, ved du nok!”

Så vidt jeg ved er dette en udbredt opfattelse i USA. Og ifølge denne opfattelse, så befriede amerikanerne ikke bare stakkels menig Ryan under Anden Verdenskrig, men hele Europa (og sikkert også resten af verden).

Russerne er til gengæld helt udeladt fra disse tilbageblik på historien. Jeg har ingen erindringer fra min barndom om deres rolle under Anden Verdenskrig, men senere fandt jeg ud af, at Sovjetunionen var en meget vigtig medspiller, og at russerne faktisk hævder, at det var dem, som reddede Europa fra nazisterne.

Da jeg var i Berlin for to år siden, besøgte jeg det storslåede sovjetiske krigsmindesmærke i Treptower Park. En gigantisk statue viser en sovjetisk soldat, som redder et barn, mens han på samme tid knuser et svastika. Mindre monumenter hylder de kommunistiske partisaner, som bekæmpede de tyske invasionsstyrker i andre lande. Mens jeg stod og kiggede på statuen, overhørte jeg en lokal turistfører understrege, overfor en gruppe amerikanske turister, at mindesmærket var et stykke sovjetisk propaganda, en forherligelse af kommunismen, Stalin og Sovjetunionens historiske rolle i krigen.

Alle lande har selvfølgelig deres egne politiske mindehøjtideligheder. Mindesmærket i Treptower Park er uden tvivl et stykke propaganda, som den tyske guide forklarede. Men det samme kan siges om Hollywoods produktioner. Wikileaks kunne for nylig afsløre, at nøjagtig som i de gode gamle dage under den Kolde Krig, så gør den amerikanske regering stadig brug af underholdningsindustrien, som led i propagandakrigen mod dens fjender, inklusiv Rusland.

Der er dog forskel på, hvor virkningsfulde de forskellige propagandakampagner har været. Her på tærsklen til 70-året for sejren over Nazi-Tyskland, er den russiske side af historien nærmest ikke-eksisterende udenfor Rusland. Amerikansk propaganda har i stor udstrækning formet den globale forståelse af Anden Verdenskrig.

Et godt eksempel på dette holdningsskifte kommer fra Frankrig, et land som tilmed blev befriet som en direkte konsekvens af det amerikanske militærs intervention. I 1945, umiddelbart efter afslutningen på krigen, foretog man en meningsmåling blandt franskmændene. Et af hovedspørgsmålene var: Hvilket land mener du spillede den største rolle i sejren over Tyskland? Det var Sovjetunionen, svarede 57 procent af de adspurgte. Tyve procent mente, at det var USA, og tolv procent pegede på Storbritannien.

I 1994 stillede man det samme spørgsmål. Men denne gang valgte kun 26 procent Sovjetunion, hvilket er ganske interessant, mens 49 procent svarede, at det var USA. Man foretog målingen igen i 2004. På det tidspunkt var holdningsskiftet endnu mere tydeligt, med kun 20 procent af stemmerne på Sovjetunionen og 58 procent på USA (opfattelsen af den britiske indsats forblev stort set uændret).

Med personlige erfaringer og historiske kendsgerninger taget i betragtning, så er det ikke svært at konkludere, at den franske befolkning i 1945 var tættere på sandheden end de nuværende adspurgte.

På trods af Hollywoods filmeventyr, er der ikke megen tvivl om, at Sovjetunionen spillede en vigtig rolle i sejren over nazisterne. Østfronten var selve kernen af Anden Verdenskrig. Hitler mobiliserede uden sammenligning flere soldater, våben og krigsmateriel mod Sovjetunionen, end der blev brugt på Vestfronten. Da han gjorde klar til at invadere Rusland i juni 1941, indsatte han over tre millioner soldater. Mange flere blev afsendt fra Finland, Rumænien, Kroatien, Ungarn, Italien og Spanien.

Efter at Goebbels i 1943 havde erklæret “den totale krig”, blev den oprindelige styrke forstærket yderligere. Store dele af Sovjetunionen blev invaderet, og store byer, inklusiv Leningrad (St. Petersborg) og Stalingrad (Volgograd), blev belejret.

Sovjetunionen stod imod, kæmpede sig tilbage og vandt til sidst krigen, med enorme menneskelige og materielle omkostninger til følge. 34,5 millioner mænd og kvinder var blevet mobiliseret. Antallet af sovjetiske dødsfald under Anden Verdenskrig har været diskuteret frem og tilbage, men på nuværende tidspunkt er akademikerne enige om, at det drejer sig om mellem 25 og 27 millioner (hvoraf halvdelen var soldater).

Til sammenligning var det amerikanske bidrag i kampen mod Tyskland ikke stort. Selvom amerikanerne inden da havde været i kamp mod tyskerne i Afrika, og i omegnen af Europa, så blev de vigtigste slag udkæmpet udelukkende i anden fase af krigen på Vestfronten, efter invasionen af Normandiet i juni 1944.

Under denne berømte landgang indsatte de allierede styrker 175.000 mand, hvoraf halvdelen var amerikanske. Det samlede antal amerikanske døde, under hele Anden Verdenskrig, var 407.316 soldater, som også tæller dem der døde i krigen i Stillehavet, og mod alle ikke-tyske modstandere (inklusiv civile amerikanere kommer det samlede tal op omkring 420.000). Storbritannien mistede et lignende antal, mens der i Tyskland døde mellem fem og syv millioner mennesker.

Som den britiske historiker Roger Bartlett konkluderede: “Med al respekt for den britiske og amerikanske indsats, så er der ingen tvivl om, at nazismen blev besejret i Sovjetunionen”.

Der er ikke de helt store chancer for, at 70-årsdagen for nazisternes nederlag vil blive brugt som en lejlighed til at kaste et objektivt blik på fortiden, og uden at have de ideologiske briller på. Rusland ekskluderes med fuldt overlæg som aldrig før. Tidligere på året fejrede Polen årsdagen for den Røde Hærs befrielse af Auschwitz. Ruslands præsident, Vladimir Putin, var ikke inviteret, med den bizarre forklaring, at det var ukrainske (og ikke russiske) soldater, som rent faktisk befriede jøderne fra den koncentrationslejr.

På samme måde har Obama, og flere europæiske statsledere, organiseret en boykot af Ruslands officielle sejrsceremoni, som afholdes d. 9 maj i Moskva. Dette boykot sker pga. Ruslands annektering af Krim-halvøen, siger de. Dette ville normalt være en gyldig grund, var det ikke lige for den kendsgerning, at de ikke på samme måde boykotter, når USA bomber andre lande, medvirker til regeringsomvæltninger, eller når USAs allierede – f.eks. Israel – besætter andre nationers lande med militær magt.

Så lad os gribe denne gribe chance for at huske historien, uden propagandafiltrene. Hvis verden rent faktisk var fri i 1945, så skylder den i høj grad tak til de kommunistiske landes hære, og de irregulære anti-fascistiske modstandsfolk i Frankrig, Italien, og andre lande, hvoraf en stor del var kommunister. Vores taknemmelige erindring om dem, der døde i krigen mod fascisme, bør inkludere dem alle.

Don’t mention the Russians: the real story behind the defeat of the Nazis in WWII

Oversat af Du er Journalist.

treptower

 

Amerikanske klyngebomber regner ned over Yemen

Et smuthul i amerikansk lov tillader eksport af klyngebomber til f.eks. det undertrykkende diktatur i Saudi-Arabien, som lige nu bomber den forsvarsløse, uskyldige og nødramte befolkning i Yemen.

Den amerikanske forfatter og skribent, Chris Floyd:

Human Rights Watch rapporterede søndag, at Saudi-Arabien bruger amerikanske klyngebomber under det nådesløse angreb på Yemen. Dette rædselsvækkende våben – som ikke blot forsager massedød i første omgang, men efterlader sig ueksploderede bomber, som fortsætter med at dræbe i månedsvis og årevis bagefter – er forbudte i 116 lande. USA har ikke underskrevet konventionen, der forbyder brug og salg af klyngebomber, men har i høj grad begrænset brugen af dem. Et smuthul i amerikansk lov tillader dog det amerikanske forsvarsministeriums ynglings-våbenfabrikker at sælge klyngebomber til udlandet.

Human Rights Watch rapporterer, at Saudi-Arabien kaster klyngebomber ned i nærheden af landsbyer. Men saudierne og deres allierede, USA, som forsyner dem med våben, logistik og efterretningshjælp, har allerede bevist, at de ikke bekymrer sig synderligt om civile tab under denne angrebskrig. Flere end 1.000 mennesker er døde under de 2.300 luftangreb, som indtil nu er udført af Saudi-Arabien og dets allierede. De bedste skøn anslår, at hundredvis af civile er blevet dræbt. Millioner af civile er nu i overhængende livsfare pga. den handelsblokade, som Saudi-Arabien og USA har indført mod Yemen. Yemen importerer 90 procent af dets fødevarer. Landet er ved at løbe tør for mad, medicin og brændstof, og folk dør som følge af manglen på disse basale nødvendigheder.

Men brugen af klyngebomber mod Yemen er selvfølgelig ikke noget nyt. New York Times rapporterede i 2009, at amerikanske krigsskibe havde affyret missiler bevæbnet med klyngebomber under et angreb, som dræbte “dusinvis af civile.” Det samme år modtog manden, der beordrede angrebene, Nobels Fredspris. Også det år kastede Saudi-Arabien klyngebomber ned over Yemen, under endnu et angreb på houtierne.

Det er på nuværende tidspunkt næsten umuligt at beskrive eller kommentere på størstedelen af vores politiske virkelighed. Ondskaben er så klar og tydelig, som synet af et opgravet lig fra en massegrav. Trods det vil millioner af mennesker, i de kommende måneder, alligevel engagere sig dybt i den heftige “kamp” om hvem der næste gang midlertidigt skal præsidere over dette stinkende slagtehus, det amerikanske militære imperium. Illusionen om, at det politiske system er rationelt, om nationens godhed, og om mulighederne for forandring til det bedre, hvis bare den rigtige morder kommer til magten, vil fortsat eksistere.”

Læs hele artiklen (på engelsk) her.

Uddrag oversat af Du er Journalist.

USA, Saudi-Arabien og Israel støtter al-Qaeda i Yemen og Syrien.

Chris Floyd, amerikanske skribent, skriver om politikerlogikken, som nemt kan rumme at bekæmpe islamiske ekstremister og undertrykkende diktaturer, samtidig med, at man bevæbner og støtter islamiske ekstremister og undertrykkende diktaturer.

“I sidste uge sendte USA krigsskibe til Yemen, for at hjælpe med at opretholde blokaden mod det forarmede land, som højlydt stønner under den amerikansk-støttede Saudi-Arabiske angrebskrigs masseslagteri.

Ved hjælp af bomber fra den forgyldte amerikanske våbenindustri, har Saudi-Arabien stoppet al nødhjælp fra luften, med et bombeangreb på landets hovedstad, Sana’a. Det vil skabe mere sult, lidelse og død i et af verdens fattigste lande. Men hey, var Obama ikke bare skide morsom under den der presse-gallamiddag!

Samtidig med støtten til islam-ekstremistiske Saudi-Arabien, som med deres angreb støtter al-Qaeda i Yemen (der har vundet store sejre, mens deres dødsfjender, houtierne, bliver gennembanket af saudierne) har Obama og den amerikanske militærmaskine også haft travlt med at hjælpe al-Qaeda in Syrien, og i fællesskab har man gjort store fremryk og indtaget flere nøglebyer.

Det ser nu i stigende grad ud til, at den syriske regering ikke ville kunne holde stand mod de islamiske ekstremisters stormløb. Nå ja, og heller ikke mod de “moderate” oprørsgrupper (som Vesten også støtter, red.), som også består af al-Qaeda elementer.

På nøjagtig samme måde, som den amerikanske destruktion af den sekulære regering i Irak blev til et morderisk mareridt for millioner af mennesker, vil den sekulære syriske stats fald skabe en stormflod af kaos, som vil blive besejlet af ekstremister, bevæbnede og finansierede af USA og Saudi-Arabien.

Og for at det ikke skal være nok, så har Israel slået sig i kompagniskab med al-Qaeda, og udfører luftangreb mod positioner i Syrien, for at bane vejen for islamiske ekstremister og hjælpe al-Qaedas offensiv i området.”

Læs hele artiklen her.

Samme politikerlogik gør den danske angrebsminister (for han har endnu kun udført angreb, ikke forsvar) Nicolai Wammen også brug af, når han bomber den irakiske befolkning for at beskytte den irakiske befolkning. Efter USA og Danmarks ulovlige angrebskrig, 12 års vestlig besættelse, hårde sanktioner og endeløse bombeangreb mod Irak og dets befolkning, så iler godhjertede frihedskæmpere som Wammen for at komme de samme irakere til undsætning.

Vi må godt, men det forbryderiske Islamisk Stat må ikke:

Men Islamisk Stat har ikke, som Vesten, dræbt 1,3 millioner mennesker i Mellemøsten siden 2001 . Er det ikke en vanvittig forbrydelse? Vi har alene i Irak drevet millioner af mennesker på flugt. Vi fører endeløs og hemmelig krig i mindst 8–9 forskellige lande. Islamisk Stat, som tilmed er finansieret og bevæbnet af USA og Saudi-Arabien, har ikke destrueret stribevis af uskyldige og forsvarsløse lande. Deres forbrydelser kommer ikke i nærheden af Vestens krigsforbrydelser.

Det er ikke ondskab, når vi gør det. Vi er ikke imod terror, når det rammer mennesker i den muslimske verden. Vi er ikke imod ekstremisme, vi er imod islamisk ekstremisme. 

Mediernes journalister ser tilsyneladende heller ikke noget absurd i denne logik, som giver god mening for politikere, våbenindustri, de store virksomheder og bankerne, som skovler vestlige borgeres skattekroner ind på krigskontoen. Det giver nok knap så meget mening for de millioner af mennesker som vi dræber, lemlæster og driver på flugt.

Hvor længe bør vi lade denne logik råde? Hvad sker der når denne logik, hvormed vi bevæbner og støtter vores (fiktive) fjender, en snarlig dag tages i brug, og danske politikere begynder at bombe den danske befolkning for at beskytte den danske befolkning?

Wammen: For at beskytte civilbefolkningen, må vi bombe civilbefolkningen

(Få dette indlæg læst højt af Du er Journalist her.)

Politikernes ord og handlinger er usammenhængende og modstridende. De lever i en absurd verden, hvor al logik er ophævet.

Vi har med årtiers krig, besættelse, uhyrlige forbrydelser, og bombardementer af den irakiske civilbefolkning, dræbt over en million mennesker. Samme civilbefolkning er det nu pludselig meget vigtigt for forsvarsminister Nicolai Wammen, at beskytte mod netop krig, besættelse, uhyrlige forbrydelser og bombardementer.

Politikerne kæmper både med og mod Islamisk Stat og Al-Qaeda, som de tilmed selv har finansieret og bevæbnet. Krigen mod Terror, som udkæmpes i fællesskab med terrorister, skaber nye terrorister, som Krigen mod Terror skal bekæmpe. Det giver mening for politikerne, og det giver tydeligvis også mening for journalisterne, som ikke stiller spørgsmål ved denne groteske dobbeltmoral og formålsløshed.

Den danske forsvarsminister hvidvasker og skamroser sig selv og militæret i en nyhedsartikel, som stort set er skrevet af ham selv:

Wammen overskrift

Den humanistiske avis Politiken, og propagandamaskinen Ritzau, formidler ukritisk Wammens forherligende og meget positive rapport om egne storslåede, militære bedrifter i Irak, forklædt som journalistik. Politikens chefredaktør Bo Lidegaard er desuden bror til den danske udenrigsminister, og selv tidligere leder i både udenrigs- og statsministeriet.

“Danske fly har kastet 194 bomber i kampen mod Islamisk Stat. Prisen har været omkring 250.000 kroner per bombe, og de samlede omkostninger er opgjort til cirka 213 millioner kroner.”

»Jeg er imponeret over den indsats, som de udsendte danskere yder. Det er et arbejde i forreste linje i kampen mod terror. Det er en indsats, som hele Danmark skylder de udsendte soldater en stor tak og anerkendelse for«, skriver Nicolai Wammen.

Angrebsminister Wammen synes, at det har været pengene værd. Danmark har i dette seneste angreb på irakerne, foreløbig nedkastet for 213 millioner kroner bomber. Wammen ser tegn på fremskridt, men understreger samtidig, at de vestlige bombardementer af Nordirak ikke stopper lige foreløbig. Men hvilke tegn på fremskridt har vi set, som følge af vores tidligere bombardementer af Irak, Afghanistan eller Libyen? Alle Vestens tidligere “humanitære interventioner” har resulteret i humanitære katastrofer.

Vi kaster bomber ned over en forsvarsløs civilbefolkning. Vi affyrer missiler ind i folkemængder. Vi sidder på tryg afstand, bag computerskærme, og skyder på alt der bevæger sig på nede på jorden. Vi har bombet løs på den irakiske befolkning i flere årtier.

»Vi har bidraget til at beskytte den irakiske civilbefolkning mod ISIL’s vanvittige forbrydelser. Og ISIL er mange steder blevet trængt i defensiven. Samlet set er der derfor grund til forsigtig optimisme i kampen mod ISIL«.

For at beskytte civilbefolkningen, må vi naturligvis bombe civilbefolkningen.

Men Islamisk Stat har ikke, som Vesten, dræbt 1,3 millioner mennesker i Mellemøsten siden 2001. Er det ikke en vanvittig forbrydelse? Vi har alene i Irak drevet millioner af mennesker på flugt. Vi fører endeløs og hemmelig krig i mindst 8-9 forskellige lande. Islamisk Stat, som tilmed er finansieret og bevæbnet af USA og Saudi-Arabien, har ikke destrueret stribevis af uskyldige og forsvarsløse lande. Deres forbrydelser kommer ikke i nærheden af Vestens krigsforbrydelser.

USA og Danmarks angreb på Irak i 2003, udelukkende baseret på politikernes overlagte løgne og fabrikerede beviser, ukritisk formidlet af medierne, nedsænkede landet i kaos, død og ødelæggelse. I 1990erne var vores sanktioner mod den irakiske befolkning, ifølge UNICEF, skyld i en halv million børns død. Er det ikke en vanvittig forbrydelse? Madeleine Albright, den daværende amerikanske udenrigsminister mente, at de mange døde børn var prisen værd, og så tegn på fremskridt.

Efter vores massive bombardement, invasion og efterfølgende besættelse af Irak, som smadrede samfund, infrastruktur, og skabte frygt og rædsel i befolkningen, gik vi i gang med at opbygge en demokratisk stat baseret på vestlige principper. Foruden korruption inkluderede disse principper systematiseret tortur og vilkårlige fængslinger af tusindvis af uskyldige mennesker. En million mennesker er døde. Mindst ligeså mange er sårede, lemlæstede, forældreløse. Millioner har måtte flygte fra vores bombefly, hangarskibe, tanks, droner og morderiske soldater. Vi opløste det irakiske politi og lod i stedet amerikanske lejesoldater patruljere i gaderne. USAs militær beskød civilbefolkningen fra kamphelikoptere. Er det ikke terrorisme?

Vi efterlod Irak i kaos, vi er medskyldige i Syriens kaos, og vi efterlod Libyen i kaos. Jon Lee Anderson, i en artikel i The New Yorker fra februar 2015 (uddrag oversat fra engelsk af Du er Journalist):

Det kaos, som Libyen efter Gaddafi er nedsunket i, kan på ingen måde overdrives. To konkurrerende regeringer kæmper om magten. Bevæbnede militsgrupper hærger i gaderne. Strømsvigt forekommer ofte, det er umuligt at drive forretning, og olieindtægterne – landets største indtægtskilde – er svundet ind med mere end halvfems procent. Omkring 3000 mennesker er blevet dræbt under kampe alene indenfor det sidste år, og næsten en tredjedel af befolkningen er flygtet over grænsen til Tunesien. I kølvandet på tyrannens fald, et fald som blev hjulpet godt på vej af NATOs luftangreb, er Libyen blevet overladt til en farlig og omsiggribende ustabilitet.

Da man ville angribe Irak opfandt politikerne Irak-løgnen, og da Libyen stod for skud opfandt man Libyen-løgnen. Men historierne, som skulle retfærdiggøre angrebet, om “’folkemord’, luftangreb mod civile, og ’afrikanske lejesoldater’ var bundfalske,” skriver Poyâ Pâkzâd i et indlæg fra 2011. Vi så ikke skyggen af beviser for politikernes påstande mod Gaddafi, inden landet blev sønderbombet af vestlige bombefly. Derefter blev Gaddafi brutalt myrdet for åben skærm. Obama og generalsekretær Fogh myrdede desuden flere af Gaddafis familiemedlemmer.

USA og Vesten bevæbnede og finansierede oprørsgrupper i Libyen, som senere viste sig at have forbindelser til Al-Qaeda og IS. Ifølge Benghazi-udvalget, som er nedsat af den amerikanske Kongres:

– Christopher Stevens (det amerikanske udenrigsministeriums udsending, red.) koordinerede våbenleverancerne til Libyen med Abdel Hakim Belhadj, daværende leder af Islamic Fighting Group i Libyen samt andre al-Qaeda-tilknyttede militsledere, foruden ledere fra Det Muslimske Broderskab, der ledte oprøret mod Gaddaffi, beretter Clare Lopez.

Den omtalte Abdel Hakim Belhadj overtog i sidste måned ledelsen af Islamisk Stat i Libyen.

Benghazi-udvalget ser en modsætning i USA’s førte Libyen-politik.

“Det Hvide Hus og ledende kongres-medlemmer førte bevidst en politik, der sørgede for at levere materiel støtte til terrororganisationer med henblik på at vælte en hersker (Gadaffi; red.), der i øvrigt havde arbejdet tæt sammen med Vesten for at undertrykke netop al-Qaeda”, står der.

Clare Lopez mener også, at det er dybt kritisabelt, at Christopher Stevens efter Gadaffis fald i oktober 2011 blev udnævnt til USA’s ambassadør i Libyen.

– Han sørgede nemlig straks for, at de omtalte våben blev overført til det andet arabiske land Syrien, hvor oprørere havde grebet til våben mod Assad-regeringen. Våbnene gik i sidste ende til især al-Nusra-fronten (Al-Qaeda udløber, red.) i Syrien og nogle til Islamisk Stat, siger hun.

Politikernes erklærede mål hænger ikke sammen med deres handlinger. Den amerikanske skribent Chris Floyd forsøger at finde hoved og hale i galskaben (uddrag oversat af Du er Journalist):

At forsøge sig med en rational analyse af situationen og dens strategiske forviklinger er meningsløst. Det flammeopslugte helvede som USA, med deres angrebskrige mod Irak og en række andre voldelige interventioner har skabt i denne region, går over enhver forstand.

Washington støttede tidligere de samme islamiske ekstremister i Libyen, som man nu er i færd med at bekæmpe. Washington kæmper sammen med Al Qaeda og ISIS i Syrien, og mod al Qaeda og ISIS i Irak. Washington bekriger iransk-støttede militser i Yemen samtidig med, at man kæmper side om side med iransk-støttede militser i Irak.

Washingtons aggressive, undertrykkende militær- og sikkerhedsapparat er vokset til gigantiske proportioner, tilsyneladende med det formål at bekæmpe islamisk ekstremisme. Men samtidig er Washington den primære våbenleverandør og stærkeste støtte til Saudi-Arabien, som er selve hovedkilden til islamisk ekstremisme i verden i dag.

Washington støttede (i sidste øjeblik) afsættelsen af militærdiktatoren Mubarak i Egypten og støtter nu genoprettelsen af Mubarak-regimet under et nyt militærdiktatur. Washington sanktionerer og fordømmer Sudans leder som krigsforbryder og kæmper nu sammen med Sudans krigsforbryderiske leder i Yemen.

Det eneste man kan sige med sikkerhed om denne bizarre cocktail af jern og blod, er, at den på ingen måde giver mening. Det der foregår giver ikke mening i forhold til de begreber, som normalt bruges når der tales politiske mål, geopolitiske hensyn og nationale interesser. Det giver heller ingen mening i forhold til  politikernes erklærede mål: at bekæmpe terrorisme, sikre nationens sikkerhed, fremme demokrati, skabe fred og stabilitet, osv.

Krigen mod Terror har et eneste formål, nemlig at holde Krigen mod Terror kørende med alle tænkelige midler, både bevidst og ubevidst. Krigen mod Terror er systemet, og nu den amerikanske stats styrende princip i relation til andre lande.

Set i dette lys (ikke i fornuften eller logikkens, men i skæret af flammerne fra et dronebombet, brændende hus) giver amerikansk politik god mening.

De danske politikere følger samme logik og støtter fuldt ud deres amerikanske kolleger. Men denne altødelæggende politikerlogik rykker langsomt nærmere vores hjemlige og virkelige virkelighed, skulle magthavere og medier f.eks. opfinde behovet for at beskytte den ukrainske befolkning mod Putins forbryderiske besættelse af Krim-halvøen. Og hvem ved, en skønne dag ser den danske forsvarsminister sig måske nødsaget til at bombe danskerne for at beskytte danskerne mod terrorisme? Det vil i så fald give god mening for politikerne og medierne.

I den irakiske befolknings tilfælde, så har dens værste fjende indtil nu har været USA og Vesten. Vi ved ikke hvad der i virkeligheden foregår i Nordirak, for vi har kun politikernes påstande og krigspropaganda at forholde os til. Men irakerne har uden tvivl brug for beskyttelse mod danske politikeres vanvid og Krigen mod Terror, som mest af alt ligner en uhyrlig forbrydelse mod menneskeheden.

»Vi ryster ikke på hånden, men fortsætter stålsat kampen mod ISIL’s vanvid. Det gør vi for at beskytte den irakiske civilbefolkning mod ISIL’s uhyrlige forbrydelser. Men også fordi kampen mod ISIL handler om at beskytte Danmark mod terrorisme«, erklærer forsvarsministeren.

Intet giver længere nogen mening. Hvor får krigsminister Wammen sin information fra? Er det mon noget han har læst i avisen?

***

Læs også:

Weekendavisens forældede giftgasser, hvor Chefredaktør Anne Knudsen genopfinder Irak-løgnen og skriger på et angreb på Syrien.

Vi er ikke imod ekstremisme, vi er imod islamisk ekstremisme. Det er rendyrket ondskab, når galninge i Paris eller København dræber en lille håndfuld mennesker. Men det er ikke ondskab, når vores vestlige politikere dræber en million uskyldige børn, kvinder og mænd i Irak.

Hvorfor kæmper venstrefløjen kun for højrefløjen?

En introduktion til White Supremacy and Magic Paper af The Rancid Honeytrap.

Den absolutte ytringsfrihed gælder kun for den yderste højrefløj. Vi kæmper for deres ret til at blive hørt, men ignorer dem som har allermest brug for en stemme. Hvorfor kæmper venstrefløjen kun for højrefløjen?

Myten om at vi skal beskytte racistiske og hadske ytringer, for at beskytte ytringsfriheden for alle, lever i bedste velgående blandt venstrefløjens aktivister og borgerrettigheds-organisationer.

FBI, den amerikanske stat og politiet har overvåget, aflyttet, infiltreret, nedkæmpet og udryddet alle venstrefløjens organisationer, fredsbevægelser og græsrødder siden 1950’erne. En lang række af ledere fra bl.a. Black Panthers blev likvideret af staten. Også Occupy Wall Street i 2011 blev nedkæmpet og uskadeliggjort af militariseret politi, massearrestationer, massiv overvågning, og mediernes latterliggørelse.

Men Klu Klux Klan rørte FBI aldrig. De blev derimod brugt i kampen mod kommunister, borgerrettighedsforkæmpere, og andre farlige terrorister. Klanen har medlemmer i magtens top,  præsidenter, senatorer og højesteretsdommere. Klanen og andre racistiske, hadske og voldelige grupper, hjælper staten med at opretholde magten og det hvide overherredømme.

Vores rettigheder gælder kun på papiret. På gadeplan er det politiet der bestemmer hvem der har ytrings- eller forsamlingsfrihed. Fredsdemonstrationer nægtes tilladelser eller opløses med politivold.

Ramsey Orta filmede amerikanske betjente kvæle og dræbe en sort mand på gaden. Politiet indledte derefter en hævnagtigt undercover-aktion mod ham, og har nu fængslet ham, hans bror og mor. Hans kamp eller ytringer bringes ikke i medierne.

Hvor er ytringsfriheds-fanatikerne og borgerrettigheds-advokaterne i Ramsey Ortas tilfælde? De kæmper i stedet for Washington Redskins ret til at bruge deres navn, for muslim-fjendtlige højrefløjsaktivister, og racistiske studentersammenslutninger.

Du er Journalist som podcast

Hør indlægget om ondskab og ekstremisme blive læst højt.

“Det er rendyrket ondskab, når galninge i Paris dræber 12 mennesker. Men det er ikke ondskab, når vores vestlige politikere dræber mere end hundredtusind uskyldige børn, kvinder og mænd i Irak, eller udsætter tusindvis af forsvarsløse mennesker for bestialsk tortur.”

Oplæser: Dan Brendstrup

Vi er ikke imod ekstremisme, vi er imod islamisk ekstremisme

Det er rendyrket ondskab, når galninge i Paris dræber 12 mennesker. Men det er ikke ondskab, når vores vestlige politikere dræber mere end hundredtusind uskyldige børn, kvinder og mænd i Irak, eller udsætter tusindvis af forsvarsløse mennesker for bestialsk tortur.

Vi kalder det terror, når ekstremister bomber en bus, et tog, eller et par højhuse. Men når vores politikere smadrer det ene land efter det andet, med endeløse bombardementer og ulovlige angrebskrige, så kalder vi det noget andet. Hvorfor er det helt i orden, at vi dræber og lemlæster hundredetusinder af uskyldige mennesker, men forkasteligt, når andre dræber sølle 12?

Under terroraktioner i Vesten oplever vi, via medierne og på tryg afstand, et splitsekund af krigens rædsler. Rædsler, som vort militær nu på femtende år dagligt udsætter millioner af uskyldige mennesker for. Vi terroriserer og traumatiserer den ene befolkning efter den anden, i lande, som vi på falsk og ulovligt grundlag trænger ind i.

Vi kræver galninge, som dem i Paris, fanget og straffet omgående. Medierne går i højeste alarmberedskab, når vi en sjælden gang udsættes for terror. Aviserne følger jagten på de mistænkte tæt, og bringer side efter side om de enkelte ofre for forbrydelserne. Vi føler os truede, vi er bange. Vi føler omsorg for ofrene, og had til dem, som medier og politikere fortæller os har begået mordene. Vi er pludselig ligeglade med rettigheder og retssystem, og kræver dødsstraf uden rettergang, henrettelse for åben skærm. Vi skriger på hævn.

Men vi har tilsyneladende ingen medfølelse for de mange ofre for vores egen terror. Vi kræver ikke deres mordere straffet. Og navnene, på ofrene for Vestens terroraktioner, bliver aldrig nævnt i medierne. De får aldrig smarte og trendy hashtags opkaldt efter sig. Ingen går på gaden i sympati for dem.

Vores vestlige ledere har på løgnagtigt grundlag bombet, invaderet, besat, og tilintetgjort det ene forsvarsløse og uskyldige land efter det andet. De har frihedsberøvet, tortureret, og lemlæstet et svimlende antal uskyldige mennesker. Men det er ikke ondskab.

Torturbødlerne i Guantánamo, amerikansk fangehul og koncentrationslejr på Cuba, tvangsfodrer indsatte gennem endetarmen. Listen af uhyrligheder og umenneskelig behandling som er foregået, og stadig foregår på dette sted, er lang. Men hvis den grusomme tortur, der foregik i Abu Ghraib-fængslet, ikke er ondskab, hvad er så ondskab?

Det udråbes ikke som ondskab, eller et angreb på ytringsfriheden, når vestlige angrebshelikoptere nedskyder børn og journalister på gaden i Bagdad. Når Israel dræber fire drenge, som spiller fodbold på en strand, er det ikke ondskab. Når Israel bombarderer og beskyder den indespærrede befolkning i Gaza, er det heller ikke ondskab. Men det er det til gengæld, når små modstandsgrupper gengælder, og skyder tilbage med hjemmelavede raketter.

Det rydder ikke avisernes forsider, når USA og Vesten bomber bryllupper og begravelser. Det er ikke ondskab, når vi bruger klyngebomber eller kemiske våben. Vores massakrer, f.eks. i Fallujah i Irak, vedhæftes aldrig ordene ondskab eller terror. DR-Byens journalister holdt ikke et minuts stilhed for de 14 kvinder og 21 børn, som USA dræbte i Al-Majalah i Yemen i 2009. Informations journalister synger ikke lange, bange morgensange, når Obama smider journalist Abdulelah Haider Shaye, som afslørede forbrydelsen, i et fangehul i Yemen på ubestemt tid.

Medierne er ikke ligefrem fulde af historier om, hvordan vi selv dagligt terroriserer og traumatiserer børn, unge og gamle i Mellemøsten. Dronerne hænger tungt over dem, nat og dag, evigt summende af tilfældig død. De amerikanske bødler sidder på tryg afstand, bag computerskærme, og dræber mennesker på baggrund af bevægelsesmønstre eller mistænkelig adfærd. Amerikanske krigsskibe sender Hellfire-missiler afsted mod markedspladser, cafeer, skoler, landsbyer.

Ingen i disse områder tør længere komme ofrene for vores bomber til undsætning. USA og CIA udfører nemlig gerne et opfølgende angreb kort efter det første. Et angreb, som skal gøre det af med de mistænktes medborgere, familier, venner, ambulancefolk, læger, og andre tilfældige mennesker. Er den slags skræmmetaktik ikke netop terrorisme?

Tidl. statsminister Anders Fogh Rasmussen var en af hovedmændene bag det massive bombardement og angreb, på et af Afrikas mest velfungerende lande, Libyen. En såkaldt humanitær intervention. Vi efterlod landet i ruiner, og indsatte morderiske galninge som de nye ledere. Vi ved, at Libyen i dag er nedsunket i kaos og vold. Vi ved stadig ikke, hvor mange tusind uskyldige libyere vi slog ihjel. Det interesserer ikke journalisterne eller politikerne. Men vi ved til gengæld alle præcis, hvor mange der døde i angrebet på Charlie Hebdo. Vi kender hvert af ofrenes navne. Vi sørger over dem, som var de familiemedlemmer.

Vi har travlt med at fordømme og straffe andres ondskab, men ikke vores egen. Bush, Cheney, Rumsfeld, Blair, Anders Fogh og Per Stig er stadig på fri fod. De er aldrig blevet afhørt eller sigtet for deres krigsforbrydelser. Medier og borgere kræver dem hverken afsat eller straffet. Tværtimod, de fik indsatsen godkendt og blev alle genvalgt. Der er forskel på brune og hvide terrorister.

Vi forsøger at sætte os ind i den hvide terrorists tankegang, for at forstå hvad der drev ham til at gøre det. Eksperterne analyserer barndom og opvækst, studerer hans vaner ned i mindste detalje. Vi leder efter forklaringer, noget der kan undskylde hans gerninger. Ifølge terrorforsker Magnus Ranstorp, var Anders Breivik “et produkt af forældrenes skilsmisse, computerspil og et konsekvensløst liv på internettet, tilsat personlighedsafvigelser.” Den kristne massemorders far havde “sympatier for Arbeiderpartiet, som sønnen rettede sine angreb imod. Måske var et ultimativt faderopgør en del af det«.

De muslimske terrorister affærdiges derimod konsekvent som dyrisk primitive og ondskabsfulde monstre.  Eksperterne forsøger ikke at finde ud af, hvad der driver dem til deres handlinger. Ranstorp har nøje gennemlæst hele Breiviks 1.500 sider lange manifest. Men terrorforskere, journalister og politikere har ikke gidet læse Osama bin Ladens på kun fem sider.

Det er der ingen grund til. De hader vores demokrati, frihed og ytringsfrihed. Der er ikke mere at komme efter. Danske politikere lytter hverken til terrorister eller eksperter. De vil overhovedet ikke vide hvad der motiverer ekstremister, som f.eks. dem i Paris:

»Vi skal ikke forsøge at finde en forklaring på terroren«, var statsminister Helle Thorning-Schmidt og DF-formand Kristian Thulesen Dahl enige om i sidste uge, hvortil førstnævnte endda tilføjede: »…nogle mennesker lever bare af at hade os andre«.

Det er skræmmende, at vores modvilje overfor en smule kritisk selvrefleksion er så udtalt. Politikerne taler om flere penge til PET og øgede beføjelser til at overvåge, registrere og kontrollere.

Den talende klasse tror, at alt handler om ytringsfrihed og vil bare gerne trykke Muhammed-tegninger igen, igen og igen. Fælles for dem er, at de ret kategorisk nægter overhovedet at forsøge at forstå, hvad terroristerne faktisk er drevet af.

At forstå terroristerne er at forstå os selv. Måske er det derfor, at vi er så fuldstændig uinteresserede i at vide noget om dem.

Al-Qaedas motiv for terrorangrebene i USA i 2001, var “Vestens støtte til angreb på muslimer i Somalia, støtten til russiske krigsforbrydelser mod muslimer i Tjetjenien, støtte til Indiens undertrykkelse af muslimer i Kashmir, jødiske overgreb på muslimer i Libanon, tilstedeværelsen af amerikanske tropper i Saudi-Arabien, USAs opbakning til Israel, og Israels overgreb mod palæstinenserne, og sanktionerne mod Irak fra 1990 til 2003.” Sanktioner som, ifølge UNICEF, var skyld i 500.000 irakiske børns død. Sanktioner, som gik hårdt ud over hele den irakiske befolkning. Det taler vi heller ikke om. Den slags anser vi ikke som ondskab.

Terroristen må ikke hævne sig. Men det må vi godt. USA og Vesten sønderbombede og besatte i første omgang Afghanistan og Irak, som hævn for Al-Qaedas sabotageaktion i New York og Washington, og lod hævnen gå ud over millioner af mennesker.

Vestlige og danske politikere og medier skreg forrige sommer på et hævnangreb på mod Syriens præsident, Bashar al-Assad. Det var simpelthen for galt, at han slog tusindvis af uskyldige syrere ihjel. Udenrigsminister Villy Søvndal var overbevist om, at Syrien også havde brugt kemiske våben, for han havde nemlig set et Youtube-klip med nogle savlende børn. Alle var enige om, at et vestligt bombeangreb blot ville forværre situationen, og forårsage mere meningsløs død og ødelæggelse. Men det var politikere og chefredaktører fuldstændig ligeglade med: Bombes skulle der fandeme! De ville have hævn. Men hævn for hvad? Hævn for drab på uskyldige kvinder, børn og mænd?

Men hvad med os borgere, alle vi millioner af Charlier? Vi synes at have valgt side. Vi marcher stolt i gaderne, arm i arm med vore vestlige politikere. Militante politikere, som angriber både uskyldige mennesker og ytringsfriheden. Vi genvælger disse statsterrorister, som har sat en hel verden i brænd. Vi støtter de folkevalgte ekstremister, som terroriserer forsvarsløse befolkninger verden over. Politiske terrorister, som skider på internationale love og menneskerettigheder.

Når der sker et terrorangreb i Vesten, bebrejder vi straks samtlige verdens halvanden milliard muslimer, selvom de har lige så lidt forbindelse til gerningsmændene, som vi har forbindelse til Anders Breivik. Men i modsætning til verdens muslimer, så stemmer vi på vores politiske ekstremister. Vi stemmer sgu på dem! Vi finansierer deres endeløse krige og besættelser. Vi legitimerer deres tortur. Vi er på deres side, vi er vilde med deres dans. Vi drikker gerne en øl med dem.

Vi har ikke sagt fra overfor det årelange massemord på hundredetusinder af mennesker, som vort glorværdige militær er i gang med at udføre. Vi støtter Kurt Westergaard, Charlie Hebdo, Jyllands-Posten, og alle de andre Muhammed-tegneres små-racistiske muslimhetz. Hån, spot, og latterliggørelse. Vores ondskab er skam god nok.

Vi har set det hele ske før. Som Arthur Silber skriver, følger vi på tragisk vis det samme historiske mønster: først latterliggørelse, dernæst dæmonisering, og til sidst udryddelse.

Det er ikke ondskab, når vi gør det. Vi er ikke imod terror, når det rammer mennesker i den muslimske verden. Vi er ikke imod ekstremisme, vi er imod islamisk ekstremisme.

Op i røven med det hele: Tortur er lovligt

Hvornår er tortur tortur? Og hvordan ville Dick Cheney, en af hovedmændene bag den brutale og middelalderlige tortur af uskyldige mennesker i fangelejren Guantanamo, reagere, hvis f.eks. Taliban udførte den samme tortur mod amerikanere?

Jen Sorensens tegneseriestribe opstiller et tankeeksperiment:

Al-Qaeda indrømmer at have brugt tortur mod amerikanske krigsfanger. Hvordan reagerer amerikanerne?

Avisoverskrift: “Taleban rectal-fodrer amerikanske navy seals” .
Amerikanerens reaktion: “Talebaner er jo patrioter ligesom os og forsvarer vel bare deres kalifat.”

Chokerende afsløring: “Amerikanske elitesoldater lænket til loft, holdt vågne i en hel uge.”
Den oplyste vestlige borger siger: “Jamen, det er jo ikke tortur, men blot udvidet forhørsteknik!”

TV-nyhederne oplyser: “Al-Qaeda tortur: En amerikaner blev overhældt med vand og efterladt døende af kulde på gulvet i fangekælder.”
Den rationelle borger: “Nu må skal man jo huske på, at det var en anden tid vi levede i dengang.”

Radionyhederne: “Amerikanske soldater siger at de blev spærret inde i kiste-agtige kasser og udsat for simuleret drukning utallige gange.”
Husmodereren: “Hvis Taleban siger at det i orden ifølge loven, så er det OK med mig.”

Sådan bør vi vel reagere – for når vi må, hvorfor må de andre så ikke? Vi kan absolut ingen indvendinger have, hvis andre lande begynder at torturere vestlige soldater og borgere. De bryder jo ikke vores love, eller rettere, de bryder ikke Bush, Blair, Cheney, Yoo, Rumsfeld, Fogh & Stig Møller, Thorning & Obamas fortolkning af loven. Disse anstændige og næstekærlige krigsforbrydere og gemene løgnere har det helt fint med tortur. Straffen for at køre cykel på fortovet er højere end den, man får for at torturere uskyldige mennesker.

Tortur er terror. Tortur er lovligt. Altså er terror dermed lovligt. Men så må alle vores krige mod terror vel samtidig være ulovlige?

Og hvis tortur er lovligt og helt fint – ingen vestlige politikere, ledere eller torturbødler er nogensinde blev hverken sigtet eller straffet for det – så må det vel samtidig betyde, at vi andre ikke længere skal straffes og i fængsel for at forsøge at slå et andet menneske halvt ihjel? Det her betyder jo, at det nu er lovligt at udsætte sine medborgere for nær-druknedød og at tvangsfodre sine ofre via endetarmen. Fedt! Nu er der frit spil for at indespærre familie, venner og kolleger i kolde fangekældre, og holde dem vågen en hel uge med dårlig metal-musik. Voldtægt er ikke længere strafbart, men derimod blot en slags udvidet samleje.

For hvis det er lovligt for vores politikere og ledere, så må det vel også være lovligt for os andre. Lighed for loven og alt det der.

torturereport600

Tankeeksperiment-stribe af Jen Sorensen:

http://jensorensen.com/2014/12/15/when-is-torture-torture/

Under mistanke for at være Michael Jeppesen

Den dårlige nyhed er, at jeg har fået et advokatbrev med trusler om politianmeldelse. Den gode nyhed er, at jeg er under mistanke for at være Michael Jeppesen.

Her et uddrag fra hans nyhedsbrev i fredags:

“Jeg har fået et sært problem. Og også ret pirrende. På en lidt pudsig måde. Jeg blev kontaktet af en advokat. En brysk en af slagsen der ville have mig til at fjerne en artikel, jeg angiveligt havde skrevet anonymt på min blog. Jeg fik fem dage til at fjerne den og ellers…

Jeg skrev selvfølgelig, som sandt også er, at det ikke er min blog, men at jeg ønskede dem held og lykke med jagten.

Så blev det for meget for den ældre herre (Hans Mogensen fra vestervoldadvokater.dk), og jeg fik et skarpt brev tilbage hvor der stod:

”Jeg har naturligvis ikke skrevet til Dem ud i det blå, men efter at stærke indikationer har peget i Deres retning.

Min nedenstående e-mail har således været en udstrakt hånd med henblik på at opnå en løsning for min klient uden alvorlige konsekvenser for Dem.”

Men tak for den udstrakte hånd, stort af Dem, hr. advokat. Men nu burde jeg jo dog alligevel insistere på, at det ikke er mig, men på den anden side er det også pirrende, at folk altid tror, at det er mig hver gang der er nogen, der skriver noget der gør lidt ondt. På den helt anden side gider jeg heller ikke have min computer beslaglagt af en eller anden emsig politimand…

Summa summarum: Nu har har jeg skrevet tilbage til ham, at jeg da gerne liiiige vil høre, hvad det er for stærke indikationer. Men hvad gør jeg så? Jeg har fire dage, til han kontakter strisserne.

”De får endnu en chance for at få fjernet artiklen fra Internettet, men er den ikke fjernet førstkommende mandag kl. 12.00 går jeg uden yderligere varsel videre til politiet.”

Tak, Hansemand, altid godt med en chance mere, men det er lidt svært, når det ikke er min side…” Læs mere…

Politiske psykopater

FOTO: FINN FRANDSEN

Og så er vi i krig igen. Men på den anden side er vi heller aldrig ikke i krig længere. Vi lever i endeløs krig. Det sørger vores ledere for.

Løgnernes blodbad fortsætter, imens milliarderne ruller ind på krigsindustriens bankkonti. Dødens flod udspringer fra Vestens diktatoriske demokratier, som oversvømmer millioner af mennesker i forsvarsløse lande med mord, lemlæstelse og udplyndring. Drone-terror, voldtægt, destabilisering, ydmygelse, racisme, tortur, korruption og destruktion er de vestlige politikeres diplomati. Krig er løsningen på krig. Krig er løsningen på fred.

Vores folkevalgte skrivebordsadmiraler er hævet over loven. De er urørlige. Ikke en eneste sigtelse for at have løjet en nation ud i en stribe ulovlige angrebskrige og besættelser, som har dræbt i hundredtusindvis og smadret millioner af uskyldige menneskers liv. Løgne, der har skabt millioner af forældreløse børn og flygtninge, som må leve i det efterfølgende kaos og blodbad, når vores heltemodige politikere stikker halen mellem benene.

Medierne holder kæft. Der stilles ingen kritiske spørgsmål til magt eller militær. Trods Irak-løgnen er der stadig fuld og blind tillid til regimerne i København og Washington. Der tjekkes ikke længere fakta, der tages udelukkende diktat. Journalisterne synes forblændede af den absolutte magt, og er loyale mod den flok af samvittighedsløse mordere, gemene tyveknægte, selskabstømmere, pampere, og krigsforbrydere, som de drikker kaffe og fadøl med til hverdag.

Politikerne kan lyve for hinanden og befolkningen lige op i ansigtet, myrde løs, besætte, tæppebombe, torturere, bedrage og udplyndre uden frygt for at blive retsforfulgt. Vores ledere er hævet over loven, men vi derimod er underkastet den ned til mindste paragraf. Hammeren falder når politiet griber os i at køre på cykel uden lys på. Bøden for at cykle på fortovet uden lys på er højere end den man får for at starte en ulovlig angrebskrig. Når loven ikke gælder for borgernes repræsentanter, hvorfor skulle den så gælde for borgerne?

Vores politikere og ledere er sindssyge magtmennesker. Psykopater hele bundtet, krigsliderlige sataner. Tager fra de fattige og giver til de rige: Skærer ned på offentlige ydelser, men overfører enorme pengebeløb til bankerne. De tager brødet ude af munden på den sultne med den hånd, og køber bombefly med den anden. En samling skamløse hulemænd og kvinder. Gennemkorrumperede. Virkelighedsfjerne. Fremmedfjendske. Skruppelløse. Hjerteløse. Sjælløse.

Måske var de mennesker engang inden de smagte magten, inden den steg dem til hovedet. Men ikke længere. Grådighed og magtsyge styrer disse psykopater, og dermed os, mod afgrunden. Mod politistaten, mod fascismen. Mod undergang, undertrykkelse og død.

Men vi lader tilsyneladende bare politikernes ragnarok fortsætte. Vi lader dem i stedet lader dem danse rundt på TV og spille kloge i radioen. Vi forfremmer dem til topposter i angrebspagten NATO og EU.

Hvorfor lader vi disse morderiske og blodtørstige mennesker lede land og fremtid? Hvorfor lader vi dem uhindret myrde løs blandt vores medmennesker? Det kan være svært at se hvad de mange drab på uskyldige børn, kvinder og mænd har gavnet, andet end disse seriemorderes karrierer.

Bag statens facade og politikerne sidder krigsindustrien – de multinationale virksomheder, våbenindustrien, bankerne – og trækker i trådene. Dem lader medierne også være i fred. Krig er en pengemaskine. Fred er krigsindustriens hovedfjende.

Den som ønsker fred er staten og politikernes hovedfjende.

Jeg ønsker fred.

********

FOTO: FINN FRANDSEN