Skip to content

Panama-papirerne er skamløs propaganda

12. april 2016

Medierne bruger en samfundsmæssigt vigtig sag om skatteunddragelse til opretholdelse af Vestens fjendebilleder, skræmmekampagner og skamløs propaganda.

Panama Papirerne afslører medierne. En af de første historier er gudhjælpemig, at Syriens Assad har bombet sin egen befolkning med tøndebomber købt for penge som han ellers skulle have betalt til de syriske skattemyndigheder. For sjovt nok befinder alle USA og Vestens hovedfjender sig tilfældigvis i de lækkede arkiver hos Panamas fjerdestørste advokatfirma, Mossack Fonseca, et blandt mange, som blot udgør en brøkdel af verdens samlede skattesnyderi.

Er Panama Papirerne faldet i de forkerte hænder? Den anonyme kilde bag de over 11 mio. lækkede dokumenter henvendte sig hverken til Wikileaks, eller de medier og journalister som tog sig af Edward Snowden-afsløringerne, men derimod til en sydtysk avis, som straks vælger ICIJ, en organisation som er finansieret af den amerikanske regering, milliardærer, konservative tænketanke og superrige fonde, til at gennemgå dokumenterne.

The Panama Papers hjemmeside er blanding af en trailer for en James Bond-film og en superhelte-tegneserie. Det første man mødes af, er et kæmpemæssigt billede af Vladimir Putin, som fylder hele skærmen. Den russiske præsidents navn står dog ikke i arkiverne. Alligevel er det billedet af Putin som fylder.

Medierne har med Panama Papirerne samtidig afledt opmærksomheden fra de hovedansvarlige, og giver os et indtryk af, at skatteunddragelser er noget der kun foregår i lyssky bananstater. For når de superrige multinationale selskaber, banker og rigmænd suger livet ud af de vestlige befolkningers fælleskasser, gennem huller i loven og mere eller mindre lovlige skatteaftaler, bruges hovedsagligt vestlige lande som Luxembourg, Schweiz, Irland, Bermuda og Caymanøerne.

Panama Papirerne afslører noget vi godt vidste i forvejen. 400 journalister har brugt et år på at afsløre normal praksis i finansverdenen, og allerede afslørede afsløringer. Avisen The Guardian afslørede allerede for fire år siden David Camerons afdøde fars skuffeselskaber. Og herhjemme skrev Information tilbage i 2002, om det danske skatteparadis, at”McDonald’s, Q8 og 1.200 andre multinationale firmaer ikke betaler en krone i skat i Danmark.” Og vi ved alle, at da Bjarne Corydon og Socialdemokratiet solgte dele af danskernes fællesejede energiproduktion, til kriminelle børshajer på Wall Street, gik handlen gennem Luxembourg.

Panama er blot et af over 70 lande, delstater og små øer som tilbyder skattely. Verdens største skatteparadis er formentlig USA. Panama er et amatørland i forhold til delstaten Delaware, hvor næsten halvdelen af alle amerikanske virksomheder har deres skattepligtige postkasser.

New York Times skrev i 2012 om skatteparadiset i Delaware:

Præsident Obama har været ude med kritik af Caymanøerne, hvor et massivt skattesnyderi finder sted. Men her i Wilmington, under 200 kilometers kørsel fra Washington, finder man et lignende skatteparadis, som muligvis er det største der findes. Det tager under en time at oprette et selskab eller virksomhed i Delaware, og staten er så  ivrig efter at tiltrække nye forretninger, at statens handelskontor holder åben til midnat mandag til torsdag, og indtil kl. 22.30 om fredagen.

Næsten halvdelen af alle USAs virksomheder er registreret i Delaware. Sidste år oprettedes 133.297 virksomheder her. Og ved sidste optælling havde Delaware flere offentlige og private selskaber og virksomheder (945.326) end borgere (897.326).

Samtidig med, at milliarderne fosser ud af fælleskasserne gennem smuthuller og indviklede selskabskonstruktioner, så yder den amerikanske stat også en generøs erhvervsstøtte, så virksomheder og banker faktisk modtager penge i skat. Men det er åbenbart ikke nok, for både de amerikanske og danske politikere kræver regelmæssigt nye skattelettelser til virksomheder, banker, og velhavere.

De gode, de onde, og de virkelig grusomme lækager

De vestlige medier er yderst selektive i deres afsløringer. Vi har endnu ikke set nogen amerikanske eller store vestlige spillere dukke op i Mossack Fonsecas arkiver. Vi ved at verdens virksomheder og banker udnytter systemet til egen fordel, inklusiv mediekoncernerne selv. Og man må gå ud fra, at langt de fleste vestlige politikere benytter sig af samme metoder som Islands statsminister. For skulle han virkelig være den eneste vestlige politiker, som fusker med regnskaberne?

Det spørgsmål stiller journalisterne ikke. De undrer sig heller ikke over, at arkiverne tilfældigvis indeholder navnene på samtlige af de vestlige krigsførende magters hovedfjender og handelsrivaler. De tegner i stedet latterlige tegninger, som sidestiller Iran og Syriens diktatorer med den islandske.

Medierne sammensatte ikke store journalisthold, da WikiLeaks og Chelsea Manning kunne afsløre omfattende amerikanske krigsforbrydelser, tortur og fængsling af uskyldige, udbredt korruption og afpresning i Irak og lande verden over. Medierne var allerede dengang fjendtligt indstillede overfor WikiLeaks “uansvarlige” offentliggørelse af materialet på internettet.

Det gik lidt bedre med Edward Snowdens afsløringer af USAs massive overvågning af verdens befolkninger, politikere og journalister. For Glenn Greenwald og anti-WikiLeaks-milliardæren Pierre Omidyar offentliggjorde kun små bidder af de lækkede dokumenter, og kun drypvist, indtil man helt stoppede hanen, oprettede et fradragsberettiget nyhedsselskab og gravede materialet ned. Beskyttelse af statsmagten og hemmeligholdelse overfor befolkningen; den slags er mere i mediernes stil.

Medierne viste ikke den store interesse for den omfattende svindel og korruption hos virksomheder, banker og myndigheder, som førte til Wall Street-krakket i 2008. Der er heller ikke afsat mandskab til at undersøge de frit tilgængelige og åbenlyse beviser på USA, Danmark og Vestens mange krigsforbrydelser alene i løbet af de sidste 15 år. Medierne var med til at skrive Irak-løgnen, var ivrige medforfattere til Libyen-løgnen, og skriger på tredje år blodtørstigt efter et bombeangreb mod Syrien, senest med Panama Papirerne som “bevis”.

Hvorfor overhovedet henvende sig til de vestlige medier med afsløringer om noget der har væsentlig samfundsmæssig interesse? Kritik af magthaverne er stort set ikke-eksisterende. Medierne er erklærede modstandere af at offentliggøre materiale, som potentielt ville kunne svække magthaverne. Medierne erklærer sig uafhængige af magthaverne, men finansieres af statsstøtte, annonceindkomster og aktionærerne. Deres bestyrelser består af erhvervsfolk og karrierepolitikere. Medierne er i sig selv virksomheder, som igen er ejet af endnu større virksomheder. Ville en virksomhed undergrave sig selv og fjerne hele sit kundegrundlag?

Mediernes journalister dækker over vestlige krigsforbrydelser og sælger politikernes løgne til befolkningen, hver gang endnu et forsvarsløst land i Mellemøsten eller Afrika skal angribes, udplyndres og brændes ned til grunden. Medierne tager højere hensyn til magten, end til de mennesker som læser avisen eller ser nyhederne på TV; de som dræbes og lemlæstes af vestlige bomber, de som udsultes af handelssanktioner og militærbesættelser, mishandles af vore torturbødler; og de som er blevet røvrendt af det kriminelle finansielle system, som magthaverne opretholder. Så hvorfor går whistleblowerne til medierne?

Statskontrollerede medier blæser fløjtepusterne et stykke

En whistleblower har ifølge den officielle historie sat sig for, at afsløre omfattende skattesnyd og økonomisk kriminalitet. Han videregiver derfor de belastende dokumenter, som han er i besiddelse af, til vestlige medier, som i stedet bruger oplysningerne som et led i den vestlige krigspropaganda mod Syrien og Rusland. Og medierne gør det fra starten klart, at dokumenterne ikke vil blive udleveret til offentligheden. Dog vil de blive sat til salg for evt. interesserede skattemyndigheder. Men var det whistleblowerens hensigt med lækket?

Medierne bag Panama Papirerne producerer den ene selvhøjtidelige og pinlige video efter den anden, med agentfilm-soundtrack i baggrunden, om journalisternes seriøse arbejde med verdens mest største læk, som altså ikke lækkes til offentligheden.

I Danmark er Politiken, og den statskontrollerede medievirksomhed, DR, blevet betroet af Süddeutsche Zeitung og ICIJ, til at offentliggøre udvalgte dele af Panama Papirerne på ansvarlig og autoritetstro vis. DR er naturligvis fuldstændig uafhængig af statsmagten, men hvad med Politiken?

Thøger Seidenfaden, Politikens store lederskikkelse og chefredaktør fra 1993 til 2011, deltog i adskillige Bilderberg-møder, det årlige weekendophold for verdens rigeste virksomheder, bankdirektører, militærledere, våbenfabrikanter, krigsforbrydere, statsledere og mediemoguler.

Nuværende chefredaktør Bo Lidegaard er tidligere chef i statsministeriet og har gjort tjeneste under FN. Hans bror er desuden tidligere dansk udenrigsminister. Lidegaard skrev mere end et halvt år efter Snowdens afsløringer af USAs ulovlige overvågning af hele verdens befolkning, statsledere og journalister: “Er whistleblowere samvittighedsfulde, der beslutter at afsløre uret eller illoyale overløbere?” Det kan han åbenbart ikke rigtig finde ud af. I Politiken er Edward Snowden konsekvent en “sladrehank”, og Wikileaks en “sladretjeneste”. En passende avis at henvende sig til som whistleblower, mener Süddeutsche Zeitung og ICIJ tilsyneladende.

Politiken og andre danske medier fremstiller også  ekspert-videoer. Graverchef John Hansen, hvis hold af undersøgende journalister afslørede et par upopulære, tidligere fodboldspillere og en død kvindelig direktør, formår også lige at få nævnt muligheden for terrorangreb mod Nørreport Station, mens han er i gang med at forklare seerne, hvorfor avisen ikke har tænkt sig at dele arkiverne med offentligheden.

For Jyllands-Postens graverchef kommer de “over 11 millioner stykker papir” fra Panama som en overraskelse. Han kalder “afsløringerne” for en nyhedsbombe, og den udbredte brug af skattely er for ham noget helt nyt. Hvilken verden lever disse fjolser i?

Hvad kan vi bruge whistleblowere og læk af hemmelige papirer til, når de blot havner i hænderne på statsapparatets medier og indoktrinerede journalister? Hvad kan vi bruge fuldstændig ukritiske journalister til, som ikke længere er i kontakt med virkeligheden, anden end den de selv har skabt? Vi har hårdt brug for whistleblowere, men de skal komme til befolkningen med deres afsløringer, og ikke medierne.

For det kan vel ikke være mediernes opgave, at vælte de korrupte regeringer og kriminelle systemer, som de selv er en del af. Det er derimod vores opgave som befolkning, som mennesker, at reagere på det der sker lige foran os:

At vore vestlige politikere og militærledere er skyldige i krigsforbrydelser, folkemord, tortur, privatiseringer og udsalg af fælleseje, indfører mørklægningslove, overvåger os, stjæler fra de fattige og giver til de rige, skærer ned på uddannelser, sygehuse og sociale ydelser, samtidig med indkøb af bombefly for 30 mia. kroner, sniger politistaten ind af bagdøren, og angriber det ene forsvarsløse land efter det andet, på et løgnagtigt grundlag, som medierne sælger os forsvar for demokrati og humanitære interventioner.

Hvor meget mere skal der til, før vi reagerer?

Advertisements

From → Artikler

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: