Politiken og den israelske hær informerer

Gyldendals Den Store Danske encyklopædi definerer propaganda som “systematisk tilrettelagt envejskommunikation, der i frihed overfor sagligheden med suggestive midler sigter mod at styre modtagerens holdning og adfærd. Hvor saglig argumentation med rod i samtale og debat vil bevise og overbevise, vil propaganda ved demagogi overtale og forføre.”

Politiken bringer her en meddelelse fra den israelske hær via Ritzaus Bureau:

Israels militær påstår, at de har forhindret “et meget stort terrorangreb.” Militæret har sejret igen, og heltemodigt afværget en katastrofe for befolkningen. Rapportens indledning gentager og uddyber overskrifterne:

Tre bevæbnede militante trængte i dag ind i Israel fra Egypten og dræbte en israelsk soldat, inden de selv blev beskudt og dræbt, oplyser det israelske militær.

Kort og kontant beskrivelse af hændelsesforløbet, fortalt af den ene part i sagen. Den ene part hiver nu en anden part ind i sagen:

Meldingen fra militæret er, at palæstinensere fra Gaza har stået bag lignende angreb tidligere.

Sigtes der med suggestive midler at styre modtagerens holdning til hvem der står bag? Vi er på juridisk og journalistisk gyngende grund, hvis disse udtalelser ikke modvægtes eller udsættes for kritiske spørgsmål.

Det israelske militær pointerer igen:

En talskvinde for det israelske militær siger, at israelerne forhindrede »et meget stort terrorangreb«.

Udokumenterede påstande som får lov at stå uden kritik. Er det styring og manipulation? Den israelske militære radio oplyser Politikens læsere om hvor hændelsen fandt sted:

Israels militære radio siger, at skudvekslingen fandt sted nær Har Harif, et område 20 kilometer sydvest for den israelske ørkenby Mitzpe Ramon.

Nationalitet er ukendt
Ifølge det israelske militærs radio var formodede oprørere i færd med at gennemføre et angreb i området, da de blev dræbt.

Formodede oprører? Skød det israelske militær i virkeligheden først, men fordrejer virkeligheden ved overtalelse og forførelse via Politiken og andre medier? Én påstand kan være ligeså god som den anden. Formodede og påståede oprørere som Israel vil lede dig til at tro er palæstinensere? Israel påstår også at vide hvad de havde planlagt: “et meget stort terrorangreb.” Men man ved ikke hvem de er eller hvor de kommer fra:

De dræbtes nationalitet er endnu ikke oplyst.

»De tre væbnede terrorister kom ind i Israel fra Sinai«, siger hærens talskvinde, Avital Leibovich. Hun siger, at alle tre blev dræbt.

»De var alle velbevæbnede og velforberedte. De bar selvmordsbælter«, siger hun.

Velforberedte, formodede oprørere hvis nationalitet man ikke kender? Her slutter en stime på syv sætninger i træk, alle med citater direkte fra den israelske hær. Israel, her I rollen som både offer og bøddel – og eneste kilde til alle disse spekulationer, hentydninger og påstande. Hvornår sætter journalistikken ind? Hvor er journalisten og hans håndværk? Én kilde og ingen kritiske spørgsmål. Så måske er det for at sløre de begyndende tegn på envejskommunikation i færd med at overtale og forføre, at en sekundær kilde nu gør sin entre:

Egyptiske sikkerhedskilder siger, at en af de militante blev dræbt, da en bombe, som han havde på sig, eksploderede, mens de to andre blev skudt af Israels militær.

Sikkerheden ved grænsen mellem de to lande er blevet skærpet i de seneste 18 måneder, hvor en bølge af lovløse er skyllet hen over Sinai, efter at Egyptens veteranleder Hosni Mubarak er blevet fjernet.

Egyptiske sikkerhedskilder? En anonym og ubestemmelig kildebeskrivelse, og ikke ligefrem det sandhedsvidne der er brug for. “Sikkerhedskilderne” (hvem eller hvad det så end måtte være) bekræfter hændelsen, men det er også alt. To kilder, bare for en god ordens skyld. Herefter træder vi ind i en gråzone. Hvem kommer med disse meddelelser mod slutningen? Man får fornemmelsen af, at Israels militær nu helt har overtaget pennen og selv skriver nyhedsrapporten færdig. Der tales direkte til os, og vi mindes om følgende:

I juni angreb militante israelske biler og dræbte en israeler. I august infiltrerede en anden militant gruppe Israel fra Sinai og dræbte otte israelere ved en serie af bagholdsangreb.

Israel kræver, at styret i Egypten griber ind over for militante fra Gaza, som bruger Egyptens Sinaiørken som udgangspunkt for angreb på Israel.

Israelerne er begyndt at opføre en massiv jernbarriere langs grænsen til Sinai.

ritzau

I juni angreb! i august infiltrerede! Israel kræver! Her slutter meddelelsen fra den israelske hær til Politikens læsere. Man stiller krav til Egypten, og kommer med til flere anklager og påstande. Sidste sætning er den tørre konstatering: “Vi er begyndt at opføre en massiv jernbarriere langs grænsen til Sinai.” Lidt i stil med en Facebook statusopdatering, eller noget fra Twitter. “Kære tweeps: Vi er begyndt at opføre en #MassivJernbarriere langs grænsen @Sinai.”

Det hele lugter af tyk envejskommunikation. Kilden til historiens grundpunkter:

1. Tre bevæbnede mænd og en soldat dræbt: den israelske hær
2. Palæstinensere fra Gaza har stået bag lignende angreb: den israelske hær
3. Israel forhindrede et meget stort terrorangreb: den israelske hær
4. Skudvekslingen fandt sted nær Har Harif: den israelske hærs radio
5. Formodede oprørere ville gennemføre angreb: den israelske hærs radio
6. De tre væbnede terrorister kom ind i Israel fra Sinai: den israelske hær
7. De var velbevæbnede, velforberedte, bar selvmordsbælter: den israelske hær

.

Wikipedias danske side om propaganda:

Propaganda bruges, når et budskab bliver præsenteret som den hele og fulde sandhed, mens det i virkeligheden har en skjult dagsorden. Den kendes fra reklamer. Ordet propaganda bruges om “sandheden” i politiske sammenhænge. Dygtig propaganda fortæller sit budskab indirekte og fremstiller sammenhænge, så modtageren skaber sit eget billede ved at blande dem sammen. Propaganda kan bruge stærke følelser som angst, had, glæde og stolthed.

Er det her israelsk propaganda viderebragt af Politiken?

************

De fleste medier i Danmark bragte samme telegram fra Ritzaus Bureau, her et par eksempler: