Skip to content

Søvndal falder for kejseren

29. september 2012

Tale er blot ord, og store ord er gratis. Dobbeltmoralen og flosklerne står i kø i Obamas tale til FN’s Generalforsamling. Men udenrigsminister Søvndal gentager, Ritzau rapporterer og Politiken annoncerer ukritisk parolerne til borgerne. Man holder mikrofonen og citerer kun hvad der bliver sagt. Der males ikke udenfor stregerne. Hvor er journalisternes spørgsmål og kritik? Pressen lader politikerne kaste med sten i eget glashus, uden at rapportere skaderne.

Vi får åbenbart ikke lov at glemme den Muhammed-film. Obama og Søvndal har travlt med at fylde sendefladen, med formaninger om ikke at lade den fylde det hele.

Med de seneste ugers voldsomme protester over den kontroversielle amerikanske Muhammed-film i baghovedet var det ‘en fremragende tale’, som den amerikanske præsident, Barack Obama, holdt i FN’s Generalforsamling.

De rosende ord kommer fra den danske udenrigsminister, Villy Søvndal (SF), som selv er til stede i FN’s hovedkvarter i New York.

»Det var en meget stærk appel til de besindige i denne verden om ikke at lade ekstreme kræfter på den ene eller den anden side få lov til at overtage en dagsorden, der betyder konfrontation i stedet for dialog«, siger Søvndal til Ritzau.

En FN-tale, hvis dagsorden var “en meget stærk appel…om ikke at lade ekstreme kræfter på den ene eller anden side overtage en dagsorden,” som maner de besindige til at være besindige? De besindige lader vel i forvejen ikke ekstreme kræfter overtage dagsordenen. Er Obama og Søvndal i så fald de ubesindige her?

»Det er helt afgørende, at provokationer ikke får lov at betyde sammenstød«, tilføjer han.

I sin tale fordømte Obama den bølge af vold, som har fulgt i kølvandet på videoen ‘Innocence of Muslims’.

Man skal finde sig i hån, spot og latterliggørelse. Man må gerne provokere, men man må ikke reagere. Når Vesten provokerer, begrænser det sig dog ikke kun til små islamofobiske amatørfilm og smålige, racistiske tegninger:

Vi vifter med våbenarsenalet. Politiken og vestlige medier lader her britiske “højtstående forsvarskilder” rasle med sablerne:

New York Times fortæller, at som noget det første Obama gjorde som præsident var, at indlede højteknologiske terrorangreb på Iran:

Vi har omringet Iran og truer dem med krig, hvis de ikke omgående beviser, at deres intentioner er fredelige.

Lagde vægt på fredelig sameksistens
Præsidenten gentog, at USA’s regering intet har at gøre med filmen, som han tager afstand fra, og han lagde samtidig vægt på budskabet om fredelig sameksistens mellem religionerne.

Fredelig sameksistens? Nå ja, Israels belejring og besættelse af Palæstina lader vi skam være i fred. Sådan noget gør vestlige regeringer da ikke, og det skal vi slet ikke blande os i. Man mindes den tidligere amerikanske præsident Bill Clintons benægtelser af sexaffæren, som altså ikke var en sexaffære. På samme måde som militærkup ikke er militærkup. Men nu er det Barack Obama, som højt fra FN’s talerstolens top som understreger: “vi har INTET med den film at gøre!” Så er det da først, at man kan komme lidt i tvivl.

Obama kom endvidere ind på to af de helt store problemer på den internationale scene nu, nemlig striden om det iranske atomprogram og ikke mindst den blodige konflikt i Syrien.

Altså det atomprogram som FN’s atomagentur (IEAE) og amerikanske efterretningstjenester tidligere på året afviste eksistensen af? Kom Obama slet ikke ind på sine blodige konflikter i Afghanistan, Irak, Pakistan, Yemen, Somalia – for nu at nævne et par af hans krige? Blev hans hemmelige Kill List og lovløse likvideringer per dekret, af udenlandske og amerikanske statsborgere, ikke berørt i samme anledning? Kom hans Terror Tirsdage op i samtalen på noget tidspunkt? Hvad med hans rekord for internationalt våbensalg i 2011? Fortalte ham om sin nådesløse jagt på whistleblowers og journalister, som afslører ulovlig overvågning af egne statsborgere; eller det verdensomspændende torturregime under Bush og krigsforbrydelser i Irak og Afghanistan? Obama har anklaget og forfulgt mere end dobbelt så mange whistleblowers, som alle tidligere amerikanske præsidenter tilsammen. Måske netop fordi de, whistleblowerne, afslører og taler om emner, der ikke blev plads til i Obamas fremragende tale.

Præsidenten kommer ikke ind på de mere end 46 millioner amerikanere, som lever under fattigdomsgrænsen. Heller ikke de 6 millioner som udelukkende må klare sig på food stamps, som er cirka 120 dollars om måneden per person. Nej, Obamas fokus er på Syrien og Iran:

Og her mener Villy Søvndal, at verden gør, hvad den kan, som situationen ser ud lige nu.

»Det er sanktioner, det er at være til stede med humanitær nødhjælp, hvor vi kan komme ind. Det er forberedelse på dagen efter Assad ved at tilskynde oppositionen til at være mere samlet, det er at dokumentere de overgreb der sker, så de ansvarlige kan blive stillet til ansvar«, siger han.

De ansvarlige stillet til ansvar? Fej for egen dør først, fjols. Obama har givet fuld immunitet til Bush, Cheney, Rumsfeld, Powell, Rice og CIA for deres forbrydelser. De klokkeklare beviser og rygende pistoler, som Colin Powell viste frem for hele verden, og som angiveligt afslørede Iraks masseødelæggelsesvåben, var det pure opspind. I bogen “Kære Statsminister” beviste journalist Bo Elkjær, baseret på aktindsigt i officielle dokumenter og intern kommunikation, at Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller udmærket vidste alt dette i 2003. Mod bedrevidende overdrev de den ikkeeksisterende fare, da de overbeviste Folketinget og danskerne om nødvendigheden af et ulovligt angreb på Irak. Det resulterede i en otte år lang krig og besættelse, med langt over hundredetusinde irakere døde i kølvandet på vores invasion. Hvor mange flere uskyldige skal vi slå ihjel i Afghanistan, Pakistan, Yemen, Libyen og Somalia – før nogle af vores Kære Ledere bliver stillet til ansvar? Hvornår er en vestlig leder sidst blevet stillet til ansvar for noget som helst?

Og hvorfor tøver vi med at gribe ind i Syrien, når der skulle langt mindre til i Libyen? Vestlige sanktioner og humanitær hjælp som pressionsmiddel: Spørg de 500.000 irakiske børn der døde, som følge af vores sanktioner mod Irak. Uskyldige børn, kvinder og mænd i befolkningen betalte prisen, mens vi handlede olie med Saddam Hussein, en diktator vi selv havde forsynet med dollars, kemikaliefabrikker og våben i 1980’erne. Sanktioner, som skaber behov for humanitær hjælp, er en glimrende løsning, Villy. Og nu udsætter vi Iran for sanktioner, med de samme begrundelser. Falder vi virkelig for samme historie igen, som i 2003? Irak Iran har masseødelæggelsesvåben! Det er ikke noget vi tror, det er noget vi ved…

Ritzau, Politiken og udenrigsminister Søvndal, overbringer os flere budskaber fra Obamas fremragende tale:

Der er ikke ubegrænset tid
Om det iranske atomprogram understreger Obama over for præstestyret i Teheran, at der stadig er tid til at forhandle, men at der ikke er ubegrænset tid.

»Det er også den danske position og EU’s position, at vi skal lægge pres på iranerne med henblik på hindre, at vi får endnu en atommagt i Mellemøsten«, siger Søvndal.

Skal Iran presses til en reaktion, som USA, Israel og Vesten så vil opfatte som en provokation, og dermed retfærdiggøre et angreb? Iran må bevise deres fredelige intentioner hurtigst muligt – ellers bliver det værst for dem selv! Vores sanktioner har allerede sat kniven for struben på den iranske befolkning, det skal helt sikkert nok hjælpe. Den iranske præsident føler garanteret den samme omsorg for sin befolkning, som den tidligere irakiske…

Iran skal forhindres i det, vi andre godt må. Iran har underskrevet FN’s aftale om ikke-spredning af atomvåben, Israel nægter. Iran tillader FN’s inspektioner, Israel gør ikke. Israel har atomvåben, Iran har ingen: altså må vi lægge pres på Iran.

Men lad os afslutte i det muntre og trygge hjørne med Søvndals forsikringer: Atomkrise, religionsforfølgelse, islamofobi, militær generobring af magten i Egypten, tusinder af døde og sårede for hånden af verdens regeringer og regimer, er blot en del demokratiets langsommelige og ujævne proces. Og her gik vi og troede, at indførelsen af demokrati var noget man kunne bombe og invadere sig til.

Den danske udenrigsminister understreger, at han trods alt – og i lighed med Obama – er optimist på demokratiets vegne efter et år, der har budt på frie valg og andre positive demokratiske udviklinger i flere lande.

Verden bevæger i demokratisk retning
»Nu kommer den næste bølge i Tunesien, Libyen og Egypten. Vi ser også ændringer i Myanmar, som ingen havde regnet med«, siger Søvndal og tilføjer, at demokratiet selvfølgelig er en langsommelig og ujævn proces.

»Men hvis man kigger på det med de lange briller er det uomtvisteligt, at denne verden bevæger sig i demokratisk retning«, siger han.

Menes der her en ny bølge af regimer og diktatorer med vestlig opbakning? Vi støttede Egyptens Mubarak med dollars, våben og venskab i 30 år indtil sidste øjeblik. Egyptere på gaden i Kairo, blev mødt af amerikansk produceret tåregas i det arabiske forår. Den egyptiske befolkning blev snydt for frugterne af deres frihedskamp i 2011; militæret er kommet tilbage til magten. Vi sendte våben og penge til ukendte rebeller i Libyen, mens vi bombede demokrati ind i land og folk. Vores humanitære interventioner destabiliserede et relativt velfungerende samfund, dræbte flere af Gaddafis familiemedlemmer uden anklage, bevis eller domstol – og til sidst henrettede Gaddafi selv. Vi fik næsten startet en borgerkrig som i Irak, men kan jo ikke vinde hver gang. Heldigvis var de rebeller vi hyrede tilpas skruppelløse, og de gør nu igen livet utrygt for libyerne. Landet er sunket ned i total kaos.

Med bomber skal demokrati bygges. Hvis man har de lange briller på er det uomtvisteligt. Bomberne til Libyen havde vi på lager, men demokratiet er desværre i restordre.

Er det i virkeligheden os selv, som er de ekstreme kræfter, og med global mediedominans og overlegen teknologi og militær har overtaget dagsordenen? En dagsorden fyldt med krigsretorik, og evige gentagelser af ordet muslim i forbindelse med optøjer og terror. Paroler om demokrati, frihed og terrortrusler gentages igen og igen, og pumpes ud gennem telefoner og fjernsyn via en ukritisk presse. Vi sætter ikke længere spørgsmålstegn ved krig, tortur og overvågning. Krig er fred. Frihed er slaveri. Uvidenhed er styrke.

Så måske bør man give udenrigsministeren ret: Det var en fremragende tale.

Reklamer

From → Artikler

One Comment

Trackbacks & Pingbacks

  1. Krigsforbryder, moi? | Du er Journalist

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: