Skip to content

Ikke et ord om russerne

12. maj 2015

Ikke et ord om russerne – den virkelige historie bag sejren over nazismen i Anden Verdenskrig.

Af Ezequiel Adamovsky.

Jeg voksede som barn op i nærheden af “den frie verden”, hvor lærte jeg at opfatte Anden Verdenskrig som et slag mellem det ondskabsfulde Nazi-Tyskland og amerikanerne; Europas befriere.

Jeg fulgte som så mange andre unge med i den amerikanske tv-serie, Combat! Jeg kan stadig huske hvordan det lød, når tyske soldater i desperation skreg “amerikaner!”, hver gang de stødte på den heltemodige Sergent “Chip” Saunders og hans soldater, som altid endte med at skyde dem i småstykker.

Senere led jeg sammen med Private Ryan, som blev befriet i Steven Spielbergs spektakulære film. På samme måde som jeg gjorde, ved at se amerikansk TV, fik også den amerikanske befolkning den opfattelse, at det var dem, som havde reddet hele verden fra nazismen. Som Moe stolt fortæller en englænder i et afsnit af The Simpsons fra 1995; “Vi reddede jeres røv under Anden Verdenskrig, ved du nok!”

Så vidt jeg ved er dette en udbredt opfattelse i USA. Og ifølge denne opfattelse, så befriede amerikanerne ikke bare stakkels menig Ryan under Anden Verdenskrig, men hele Europa (og sikkert også resten af verden).

Russerne er til gengæld helt udeladt fra disse tilbageblik på historien. Jeg har ingen erindringer fra min barndom om deres rolle under Anden Verdenskrig, men senere fandt jeg ud af, at Sovjetunionen var en meget vigtig medspiller, og at russerne faktisk hævder, at det var dem, som reddede Europa fra nazisterne.

Da jeg var i Berlin for to år siden, besøgte jeg det storslåede sovjetiske krigsmindesmærke i Treptower Park. En gigantisk statue viser en sovjetisk soldat, som redder et barn, mens han på samme tid knuser et svastika. Mindre monumenter hylder de kommunistiske partisaner, som bekæmpede de tyske invasionsstyrker i andre lande. Mens jeg stod og kiggede på statuen, overhørte jeg en lokal turistfører understrege, overfor en gruppe amerikanske turister, at mindesmærket var et stykke sovjetisk propaganda, en forherligelse af kommunismen, Stalin og Sovjetunionens historiske rolle i krigen.

Alle lande har selvfølgelig deres egne politiske mindehøjtideligheder. Mindesmærket i Treptower Park er uden tvivl et stykke propaganda, som den tyske guide forklarede. Men det samme kan siges om Hollywoods produktioner. Wikileaks kunne for nylig afsløre, at nøjagtig som i de gode gamle dage under den Kolde Krig, så gør den amerikanske regering stadig brug af underholdningsindustrien, som led i propagandakrigen mod dens fjender, inklusiv Rusland.

Der er dog forskel på, hvor virkningsfulde de forskellige propagandakampagner har været. Her på tærsklen til 70-året for sejren over Nazi-Tyskland, er den russiske side af historien nærmest ikke-eksisterende udenfor Rusland. Amerikansk propaganda har i stor udstrækning formet den globale forståelse af Anden Verdenskrig.

Et godt eksempel på dette holdningsskifte kommer fra Frankrig, et land som tilmed blev befriet som en direkte konsekvens af det amerikanske militærs intervention. I 1945, umiddelbart efter afslutningen på krigen, foretog man en meningsmåling blandt franskmændene. Et af hovedspørgsmålene var: Hvilket land mener du spillede den største rolle i sejren over Tyskland? Det var Sovjetunionen, svarede 57 procent af de adspurgte. Tyve procent mente, at det var USA, og tolv procent pegede på Storbritannien.

I 1994 stillede man det samme spørgsmål. Men denne gang valgte kun 26 procent Sovjetunion, hvilket er ganske interessant, mens 49 procent svarede, at det var USA. Man foretog målingen igen i 2004. På det tidspunkt var holdningsskiftet endnu mere tydeligt, med kun 20 procent af stemmerne på Sovjetunionen og 58 procent på USA (opfattelsen af den britiske indsats forblev stort set uændret).

Med personlige erfaringer og historiske kendsgerninger taget i betragtning, så er det ikke svært at konkludere, at den franske befolkning i 1945 var tættere på sandheden end de nuværende adspurgte.

På trods af Hollywoods filmeventyr, er der ikke megen tvivl om, at Sovjetunionen spillede en vigtig rolle i sejren over nazisterne. Østfronten var selve kernen af Anden Verdenskrig. Hitler mobiliserede uden sammenligning flere soldater, våben og krigsmateriel mod Sovjetunionen, end der blev brugt på Vestfronten. Da han gjorde klar til at invadere Rusland i juni 1941, indsatte han over tre millioner soldater. Mange flere blev afsendt fra Finland, Rumænien, Kroatien, Ungarn, Italien og Spanien.

Efter at Goebbels i 1943 havde erklæret “den totale krig”, blev den oprindelige styrke forstærket yderligere. Store dele af Sovjetunionen blev invaderet, og store byer, inklusiv Leningrad (St. Petersborg) og Stalingrad (Volgograd), blev belejret.

Sovjetunionen stod imod, kæmpede sig tilbage og vandt til sidst krigen, med enorme menneskelige og materielle omkostninger til følge. 34,5 millioner mænd og kvinder var blevet mobiliseret. Antallet af sovjetiske dødsfald under Anden Verdenskrig har været diskuteret frem og tilbage, men på nuværende tidspunkt er akademikerne enige om, at det drejer sig om mellem 25 og 27 millioner (hvoraf halvdelen var soldater).

Til sammenligning var det amerikanske bidrag i kampen mod Tyskland ikke stort. Selvom amerikanerne inden da havde været i kamp mod tyskerne i Afrika, og i omegnen af Europa, så blev de vigtigste slag udkæmpet udelukkende i anden fase af krigen på Vestfronten, efter invasionen af Normandiet i juni 1944.

Under denne berømte landgang indsatte de allierede styrker 175.000 mand, hvoraf halvdelen var amerikanske. Det samlede antal amerikanske døde, under hele Anden Verdenskrig, var 407.316 soldater, som også tæller dem der døde i krigen i Stillehavet, og mod alle ikke-tyske modstandere (inklusiv civile amerikanere kommer det samlede tal op omkring 420.000). Storbritannien mistede et lignende antal, mens der i Tyskland døde mellem fem og syv millioner mennesker.

Som den britiske historiker Roger Bartlett konkluderede: “Med al respekt for den britiske og amerikanske indsats, så er der ingen tvivl om, at nazismen blev besejret i Sovjetunionen”.

Der er ikke de helt store chancer for, at 70-årsdagen for nazisternes nederlag vil blive brugt som en lejlighed til at kaste et objektivt blik på fortiden, og uden at have de ideologiske briller på. Rusland ekskluderes med fuldt overlæg som aldrig før. Tidligere på året fejrede Polen årsdagen for den Røde Hærs befrielse af Auschwitz. Ruslands præsident, Vladimir Putin, var ikke inviteret, med den bizarre forklaring, at det var ukrainske (og ikke russiske) soldater, som rent faktisk befriede jøderne fra den koncentrationslejr.

På samme måde har Obama, og flere europæiske statsledere, organiseret en boykot af Ruslands officielle sejrsceremoni, som afholdes d. 9 maj i Moskva. Dette boykot sker pga. Ruslands annektering af Krim-halvøen, siger de. Dette ville normalt være en gyldig grund, var det ikke lige for den kendsgerning, at de ikke på samme måde boykotter, når USA bomber andre lande, medvirker til regeringsomvæltninger, eller når USAs allierede – f.eks. Israel – besætter andre nationers lande med militær magt.

Så lad os gribe denne gribe chance for at huske historien, uden propagandafiltrene. Hvis verden rent faktisk var fri i 1945, så skylder den i høj grad tak til de kommunistiske landes hære, og de irregulære anti-fascistiske modstandsfolk i Frankrig, Italien, og andre lande, hvoraf en stor del var kommunister. Vores taknemmelige erindring om dem, der døde i krigen mod fascisme, bør inkludere dem alle.

Don’t mention the Russians: the real story behind the defeat of the Nazis in WWII

Oversat af Du er Journalist.

treptower

 

Reklamer
5 kommentarer
  1. Takk for en interessant blogg. Du har skrevet om Andre verdenskrig i Europa. Historieskrivingen om Andre verdenskrig i Asia har fulgt samme mønster, at det var amerikanerne som frigjorde Asia fra Japan. Men i virkeligheten ville amerikanerne aldri hadde betydelig mer vanskelig å vinne over Japan hvis ikke japanerne allerede hadde blitt svekket i Kina og andre asiatiske land.
    I Kina var det først og fremst nasjonalistene under Chiang Kai Shek som sto i spissen i kampen mot japanerne. Chiang Kai Shek mistet mange soldater i krigen. Etter krigen, utmattet av krigen mot japanerne, ble Chiangs styrker beseiret av Mao.
    Vesten har etter min mening sett på verden gjennom amerikanske øyne fra begge leirer, både Det hvite hus og motstanderne av Det hvite hus.

    • Mange tak, Båtflyktning. Glad for at du laeser med paa bloggen. Det er et indlaeg, skrevet af Ezequiel Adamovsky, som jeg har oversat fra engelsk.

      Det er interssant, det du skriver mht. Asien og USAs krig, at det samme goer sig gaeldende der.

      Og var der var vist heller ikke god grund til, at kaste de atombomber ned over alle de civile mennesker i Japan.

      • Jeg er enig i at “heller ikke god grund til, at kaste de atombomber ned over alle de civile mennesker i Japan.”

        Faktisk kastet amerikanere også napalmbomber over 65 japanske byer. Napalmbombene drepte flere japanere enn de to atombombene gjorde. Men i Vesten var det lite protest mot amerikanernes bruk av napalm i Japan og Korea. Jeg vet ikke hvorfor.

        Les mitt innlegg:
        https://vietnamkrigen.wordpress.com/2014/03/22/napalm/

  2. Skrivefeil i forrige innlegg. Det riktige er: Men i virkeligheten ville amerikanerne hatt betydelig mer vanskelig å vinne over Japan hvis ikke japanerne allerede hadde blitt svekket i Kina og andre asiatiske land.

Trackbacks & Pingbacks

  1. Ikke et ord om russerne - DENFRI

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: