Skip to content

Krig er fup og fidus, kapitel 4.

1. juli 2014

War is a Racket af Generalmajor Smedley D. Butler, 1935. Oversat af Du er Journalist.

Krig er fup og fidus, kapitel 1.

Kapitel 4: Sådan kommer vi svindelnummeret til livs!

For der er ingen tvivl om, at det er et svindelnummer. Ganske få profiterer, og de mange betaler prisen. Nedrustningsaftaler er nytteløse. Fredsforhandlinger i Geneve gør ingen forskel. Velmenende, men handlingslammede organisationer, kan ikke sætte en stopper for svindelnummeret med resolutioner. Det kan udelukkende stoppes ved at tage profitmotivet ud af krig.

Det kan kun ske ved at indkalde storkapitalen, industriledere, og fagforeningsbosser til militærtjeneste, inden landets øvrige mænd bliver det. En måned før staten indkalder nationens unge mænd til militærtjeneste, skal storkapitalen, industriledere, fagforeningsbosser indkaldes. Lad ledere, bestyrelsesmedlemmer, magtfulde administrerende direktører i våbenindustrien, hos krigsmaterielfabrikkerne, skibsværfterne, flyfabrikkerne, og fabrikanter af alt hvad der kan skabes profit på i krigstid, samt bankfolk og børsspekulanter, blive indkaldt som soldat til 30 dollar om måneden. Det samme som drengene i skyttegravene får.

Og lad arbejderne på fabrikkerne få den samme løn. Lad alle arbejdere, formænd, direktører, ledere, mellemledere, bankfolk – ja, og alle generaler, admiraler, officerer, politikere, ministre – lad alle i hele landet begrænses til en månedlig løn, som i alt ikke overstiger det, som soldaterne i skyttegravene får udbetalt!

Lad alle disse finansfyrster, industrimagnater, gullaschbaroner, og alle arbejderne i industrien, og alle vores senatorer, guvernører og majorer, betale halvdelen af deres månedlige løn på 30 dollar til deres familier, betale ulykkesforsikring og købe krigsobligationer.

For hvorfor skulle de ikke det?

De løber ingen risiko for at blive dræbt, lemlæstet eller psykisk invalideret. Det er ikke dem, der sover i de mudrede skyttegrave. De er ikke sultne. Det er soldaterne!

Giv storkapitalen, industrien og fagforeningerne 30 dage til at genoverveje sagen, og så skal du bare se. Til den tid bliver der slet ikke nogen krig. Kun sådan kommer man dette organiserede svindelnummer til livs.

Men måske er jeg lidt for optimistisk. Storkapitalen har stadig indflydelse. Så derfor fortsætter profitmageriet på krig, indtil befolkningen, dem som lider og stadig betaler prisen, bestemmer sig for, at de folkevalgte repræsentanter skal repræsentere befolkningen, og ikke profitmagerne.

Det vil desuden være nødvendigt at lade folkeafstemninger afgøre, om der skal erklæres krig eller ej. Ikke en folkeafstemning for samtlige vælgere i landet, men udelukkende for dem, som vil blive sendt ud for at kæmpe og dø. Det giver ikke rigtig mening, f.eks. at lade en 76-årig krigsmaterielfabrikant, en platfodet direktør for en investeringsbank, eller en skeløjet chef for en klædefabrik der fremstiller uniformer, alle med udsigt til store fortjenester i tilfælde af krig, stemme om nationens krigsdeltagelse. Det er ikke dem som bliver indkaldt som soldat, til at sove i en skyttegrav og blive skudt. Kun dem, som tvinges til at risikere deres liv for fædrelandet, bør have retten til at beslutte, om nationen skal gå i krig eller ej.

Der er rigelig med eksempler på folkeafstemninger, som kun er for udvalgte dele af befolkningen. Mange amerikanske stater har allerede begrænsninger på, hvem der må stemme til valgene. I de fleste stater kræves det, at man kan læse og skrive, for at have stemmeret. I nogle stater kræves det, at man er grundejer. Det ville ikke være noget problem, at få de unge mænd ude i lokalsamfundene, i det øjeblik de træder ind i den krigsduelige alder, til at indskrive sig og gennemgå en lægeundersøgelse, på samme måde som de gjorde under Verdenskrigen. Dem der består, og som derfor vil blive indkaldt i tilfælde af krig, vil dermed være stemmeberettiget til en sådan folkeafstemning. Det bør være dem som tager den endelige beslutning, og ikke Kongressen, hvor kun få er i den krigsduelige alder, og endnu færre i fysisk tilstand til at være våbenfør. Kun dem, som kommer til at lide under krigen, bør være stemmeberettigede.

Endnu et skridt, for at komme krigssvindelnummeret til livs, er at sikre, at vores militær udelukkende bruges til forsvar.

Hver gang Kongressen er samlet, er yderligere bevillinger til flåden på dagsordenen. Washingtons skrivebordsgeneraler (og dem er der altid mange af) er yderst behændige lobbyister. Og de er udspekulerede. De skriger ikke “Vi har brug for flere krigsskibe til et angreb på det ene eller det andet land.” Nej, man starter med at tegne et trusselsbillede. En stor fjendtlig flåde truer Amerika, advarer de os.

Næsten hver eneste dag minder disse skrivebordsadmiraler os om, at den formodede fjendes store flåde i et overraskelsesangreb kan udslette 125.000.000 mennesker. Bare sådan uden af det blå. Og så begynder de at hyle op om, at vi derfor må udbygge vores egen flåde. Til hvilket formål? For at bekæmpe fjenden? Næ nej, slet ikke, det er kun til forsvarsbrug.

Og derefter meddeler man, helt tilfældigt, at flåden vil foretage nogle militærøvelser ude i Stillehavet. Til forsvarsbrug, forsikrer de os. Stillehavet er kolossalt stort. Vores kyststrækning mod Stillehavet er umådelig lang. Bliver disse øvelser holdt to-tre hundrede mil ud for kysten? Næ nej, øvelserne holdes totusind, ja, måske helt op til 3500 mil ud for kysten.

Japanerne, et stolt folkefærd, bliver helt sikkert ovenud begejstrede ved synet af den amerikanske flåde, så tæt på Nippons kyster. Nøjagtig som indbyggerne i Californien ville blive begejstrede ved, at kunne ane den japanske flåde lege krig i morgendisen ud for Los Angeles.

Vores flådes skibe bør ved lov begrænses til, at holde sig indenfor 200 mil fra kysten. Havde det været et lovkrav i 1898, så havde USS Maine aldrig befundet sig i havnen i Havana. Hun ville aldrig have været blevet sprængt i luften. Der ville slet ikke havde været nogen krig med Spanien, og dertil hørende tab af menneskeliv. Tohundrede mil er rigeligt, ifølge eksperterne, til forsvarsbrug. Vi kan som nation ikke starte en angrebskrig, hvis vores flåde skal holde sig indenfor 200 mil fra kysten. Det kan muligvis tillades rekognosceringsfly, at bevæge sig så langt som 500 mil fra kysten. Vores militær bør aldrig forlade vores territoriale grænser.

For at opsummere: Disse tre skridt er nødvendige, for at komme svindelnummeret til livs.

1. Vi må fjerne profitmotivet bag krig.

2. Vi må lade det være op til landets våbenfør unge mænd, om vi skal gå i krig eller ej.

3. Vort militær skal udelukkende være til forsvarsbrug.

*****

Kapitel 5: Til helvede med krig!

Kapitel 2 Kapitel 3

Læs den originale War is a Racket her. Talen, som bogen er baseret på, indeholder en kort baggrund om Smedley Butler, og den er oversat til dansk her.

War is a racket Fra omslaget til originaludgaven af bogen:

“Dette er en hårdtslående bog, skrevet af en hårdtslående soldat. Efter 33 år i militærtjeneste, hvor han var i kamp 121 gange, blev såret to gange, og tildelt flere medaljer end nogen anden soldat i vores historie, vender Smedley D. Butler sig mod sin egen profession gennem et helt liv, og afslører krig som det rene fup og fidus. Et svindelnummer, hvor et fåtal profiterer, og de mange betaler de smertefulde omkostninger.

Men han nøjes ikke med at afsløre og fordømme krig som et svindelnummer. Han skitserer en fremgangsmåde til at undgå krig i fremtiden. En simpel og kompromisløs fremgangsmåde baseret på egen erfaring, viden, og patriotisme. Her er en mand, som ved hvad han taler om, og skriver om ting, han har kendskab til.”

 

 

 

 

 

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: