Skip to content

Krig er fup og fidus, kapitel 3.

30. juni 2014

War is a Racket af Generalmajor Smedley D. Butler, 1935. Oversat af Du er Journalist.

Krig er fup og fidus, kapitel 1.

Kapitel 3: Hvem betaler prisen?

Hvem gør disse fortjenester på 20, 100, 300, 1.500, og 1.800 procent mulige? Det gør vi skatteydere. Vi betalte bankfolkenes fortjenester, da vi købte krigsobligationer, Liberty Bonds, til 100 dollar stykket, og tilbagesolgte dem til bankfolkene for 84 eller 86 dollar. Bankfolkene indkasserede mere end 100 dollar stykket. Det var simpel manipulation. Bankerne har kontrol over værdipapirmarkedet, så for dem var det nemt nok, at trykke priserne på disse obligationer. Det gjorde os i befolkningen nervøse, og vi solgte derfor obligationerne til 84 eller 86 dollar. Bankfolkene købte dem. Derefter stimulerede de selv samme bankfolk et opsving, som fik kursværdien til at stige til mere end den oprindelige værdi.

Men soldaten betaler den højeste pris af alle.

Hvis du ikke tror på det, så besøg en af de amerikanske kirkegårde ved krigsskuepladserne i udlandet. Eller besøg et hvilken som helst hospital for krigsveteraner her i USA. På min tur rundt i landet, som jeg i skrivende stund er i gang med, har jeg besøgt 18 statshospitaler for krigsinvalider. I alt 50.000 ødelagte mænd ligger på disse hospitaler. Mænd, som atten år tidligere var blomsten af ungdommen. Den særdeles sagkyndige chefkirurg på hospitalet i Milwaukee, hvor 3.800 af disse levende døde ligger, fortalte mig, at dødeligheden blandt disse krigsinvalider er tre gange højere end hos dem, som blev hjemme.

Man tog helt normale unge mænd væk fra markerne, kontorerne, fabrikkerne, og klasseværelserne, og satte dem i geled. Her blev de omformet og omskolet, og deres moralske normsæt blev vendt på hovedet: Mord på andre mennesker skulle nu betragtes som noget helt naturligt. De blev stillet op skulder ved skulder, og ved hjælp af massepsykologi forvandlede man dem fuldstændig. Vi brugte dem i et par år, og lærte dem at opfatte det, at dræbe og at blive dræbt, som noget helt naturligt.

Så pludselig en dag hjemsendte vi dem, og fortalte dem, at de måtte foretage endnu en kovending! Denne gang måtte de dog selv klare omstillingen, uden massepsykologi, uden officerers hjælp og råd, og uden landsdækkende propaganda. Vi havde ikke længere brug for dem. Så vi slap dem løs hver for sig, og denne gang var der ingen motivationstaler eller Liberty Loan-parader. Alt for mange af disse prægtige unge mænd endte som mentalt ødelagte mennesker, fordi de ikke formåede, at klare denne sidste omstilling alene.

På statshospitalet i Marion, Indiana, er 1800 af disse mænd endda buret inde! Femhundrede af dem er indkvarteret i barakker, indhegnet i pigtråd og med tremmer for vinduerne. Mændene var i forvejen mentalt ødelagte. De ligner ikke engang mennesker mere. Åh, I skulle se deres blikke. De er i god fysisk form, men på det mentale plan er de invaliderede. Der findes adskillige tusinde af disse tilfælde, og der dukker hele tiden nye op. Man udsatte dem for krigens helvede det ene øjeblik, og sendte dem hjem til freden det andet øjeblik. Det kunne de unge mænd ikke klare.

Det er en del af prisen. Men nok om de døde, som har betalt en dyr pris for krigsfortjenesterne. Nok om de mentalt og fysisk sårede soldater, som fortsat betaler prisen for krigsfortjenesterne. Men de andre soldater har ligeledes betalt prisen. Betalt med hjertesorg, fordi de tvang sig selv til at forlade pejsen og deres familier, for at trække i soldateruniform, og drage i krig. En soldateruniform, som nogen havde indkasseret en fortjeneste på.

De betalte yderligere under øvelserne og disciplineringen i træningslejrene, da andre derhjemme overtog deres job og plads i samfundet. De betalte prisen i skyttegravene, hvor de skød på andre og andre skød på dem, hvor de sultede i dagevis, og prøvede at falde i søvn i mudderet, kulden og regnen, til tonerne af de døendes skrig og stønnen. En frygtelig godnatsang.

Men glem ikke, at soldaterne også betalte prisen i kroner og ører. Til og med Den Spansk-amerikanske Krig havde vi et belønningssystem, hvor soldater og sømænd kæmpede for deres del af krigsudbyttet. Under den amerikanske borgerkrig blev der udbetalt tillæg, i mange tilfælde inden de gik i tjeneste. Regeringen, eller staterne, udbetalte et beløb på helt op til 1.200 dollar til dem, der meldte sig som soldat. I den spansk-amerikanske krig udbetalte de præmiepenge. Når vi havde erobret et skib, fik alle soldater deres del af byttet. Eller det var i det mindste hensigten. Senere fandt vi ud af, at vi kunne reducere udgifterne til krig, ved at beholde alle præmiepengene selv, og samtidig opretholde værnepligten. På den måde kunne soldaterne oven i købet ikke forhandle om deres løn. Det kunne alle andre, men altså ikke soldaterne.

Napoleon sagde engang:

“Alle mænd elsker medaljer. De hungrer efter dem.”

Staten indså, at man med det napoleonske system, medaljeræset, kunne betale soldaterne mindre, fordi de var så vilde med at få medaljer. Indtil Den Amerikanske Borgerkrig brugte man slet ikke medaljer. Men så begyndte man at uddele Kongressens æresmedalje. Det gjorde det noget nemmere at hverve nye soldater. Efter borgerkrigen blev der ikke indført nye medaljer indtil Den Spansk-amerikanske Krig.

Under Den Store Krig brugte vi propaganda, for at få de unge mænd til at acceptere indkaldelsen til militæret. Man fik dem til at føle skam ved ikke at melde sig under fanerne. Propagandaen var så udspekuleret, at selv Gud blev inddraget. Med få undtagelser meldte vore præster sig ind i koret: Dræb, dræb, dræb! Dræb de tyske soldater! Gud er på vores side, og det er hans vilje, at tyskerne slås ihjel.

Og i Tyskland opfordrede præsterne tyskerne til, at dræbe de allieredes soldater, for at behage den samme gud. Det var en del af den almindelige propaganda, som skulle skabe krigsstemning og blodtørst blandt borgerne.

Man opstillede smukke idealer for vores soldater, som skulle sendes ud for at dø. Dette var krigen, som skulle ende alle krige. Man kæmpede for demokratiet og selve civilisationen. Ingen nævnte for dem, da de marcherede afsted, at deres deltagelse og død i krigen, var med til at skabe enorme krigsfortjenester. Ingen fortalte de amerikanske soldater, at de kunne risikere at blive skudt med en kugle, som var fremstillet af en af deres egne brødre, på en fabrik derhjemme. Ingen fortalte dem, at skibet, som skal fragte dem over Atlanterhavet, kan risikere at blive torpederet af ubåde, bygget efter amerikansk patent. Man fortalte dem i stedet, at de skulle ud på et storslået eventyr.

Og efter at have proppet fædrelandskærligheden ned i halsen på dem, blev det bestemt, at soldaterne også skulle være med til at betale for krigen. Derfor tildelte vi dem en fyrstelig løn på 30 dollar om måneden.

Det eneste man forlangte til gengæld for dette rundhåndede beløb var, at de skulle forlade deres familie og job, ligge i tilsumpede skyttegrave, leve af dåsekød (når de kunne skaffe det), dræbe løs, og blive dræbt.

Men vent nu lidt. Halvdelen af lønnen (blot en anelse mere end hvad en nitter på et skibsværft, eller en fabriksarbejder som fremstiller krigsmateriel, på tryg afstand af krigen, kan tjene på en dag) tages med det samme fra soldaten, og sendes til hans pårørende. Det er for at sikre, at de ikke skal blive en byrde for lokalsamfundet. Soldaten blev også påtvunget at betale en slags ulykkesforsikring, noget som en moderne arbejdsgiver normalt betaler for, og den kostede ham seks dollar. Han havde nu mindre end ni dollar tilbage.

Derefter, og som det mest uforskammede af det hele, blev soldaten praktisk taget presset til at betale for egen ammunition, tøj, og mad, ved køb af krigsobligationer. De fleste soldater fik intet udbetalt på lønningsdagen.

Vi tvang dem til at købe Liberty Bonds, krigsobligationer, til 100 dollar stykket, og da de var kommet hjem, og ikke kunne finde arbejde, købte vi dem tilbage for 84 eller 86 dollar stykket. Og soldaterne købte for omkring 2.000.000.000 dollar krigsobligationer!

Soldaten betaler hovedparten af prisen. Hans familie betaler også. De betaler med samme hjertesorg som han gør. Som han lider, lider de. De nætter, hvor han lå i skyttegraven, med granatsplinter flyvende om ørerne på ham, lå hans far, mor, hustru, søstre, brødre, sønner, og døtre søvnløse hjemme i deres senge.

Da han vendte hjem, med et øje eller et ben mindre, eller som psykisk invalideret, så led de også – og nogle gange mere end ham. Og de har oven i købet også bidraget med penge til våbenfabrikkernes, bankfolkenes, skibsbyggernes, fabrikanternes, og børsspekulanternes fortjenester. De købte også krigsobligationer, og bidrog dermed til bankfolkenes store fortjenester i efterkrigstiden, som følge af deres lille nummer med obligationerne.

Og de pårørende til de sårede soldater, de psykisk nedbrudte, og dem som aldrig formåede at omstille sig til et normalt liv, lider stadig den dag i dag, og betaler stadig prisen.

*****

Krig er fup og fidus, kapitel 4: Sådan kommer vi svindelnummeret til livs!

Kapitel 1 Kapitel 2 Kapitel 5

Oversat fra originaludgaven på engelsk, War is a Racket. Talen, som bogen er baseret på, er oversat til dansk her.

War is a racket Fra omslaget til originaludgaven af bogen:

“Dette er en hårdtslående bog, skrevet af en hårdtslående soldat. Efter 33 år i militærtjeneste, hvor han var i kamp 121 gange, blev såret to gange, og tildelt flere medaljer end nogen anden soldat i vores historie, vender Smedley D. Butler sig mod sin egen profession gennem et helt liv, og afslører krig som det rene fup og fidus. Et svindelnummer, hvor et fåtal profiterer, og de mange betaler de smertefulde omkostninger.

Men han nøjes ikke med at afsløre og fordømme krig som et svindelnummer. Han skitserer en fremgangsmåde til at undgå krig i fremtiden. En simpel og kompromisløs fremgangsmåde baseret på egen erfaring, viden, og patriotisme. Her er en mand, som ved hvad han taler om, og skriver om ting, han har kendskab til.”

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: