Skip to content

Krig er fup og fidus, kapitel 2.

30. juni 2014

War is a Racket af Generalmajor Smedley D. Butler, 1935. Oversat af Du er Journalist.

Læs: Krig er fup og fidus, kapitel 1.

Kapitel 2: Hvem indkasserer profitten?

Den Store Krig (første verdenskrig, red.), eller rettere, vores kortvarige deltagelse i den, kostede USA i nærheden af 52.000.000.000 dollar. Regn lidt på det. Det svarer til 400 dollar for hver eneste amerikanske mand, kvinde, og barn. Vi betaler stadig af på gælden. Og vi betaler stadig krigens omkostninger, ligesom vores børn, og sikkert også børnebørn, kommer til det.

Det normale afkast for en virksomhed i USA er på seks, otte, ti, og sommetider 12 procent. Men når det drejer sig om afkast i krigstid, se, det er noget helt andet. Her er der mildest talt højt til loftet, med afkast på tyve, tres, hundrede, tre hundrede, og endda atten hundrede procent. I krig kan virksomhederne kræve ublu priser. Statskassen bugner, lad os få fingre i den!

Men sådan helt uden omsvøb siger man det selvfølgelig ikke i krigstid. Det forklædes i stedet som patriotisme, kærlighed til fædrelandet, og “vi må alle yde et bidrag,” mens fortjenesterne skyder i vejret. Lad os tage et par eksempler:

Tag nu vores venner i duPont, krudtmagerne. Var det ikke én af dem, som for nylig erklærede overfor et senatsudvalg, at det var deres krudt der vandt krigen? Reddede verdens demokratier eller sådan et eller andet? Hvordan klarede de sig i krigen? De var en patriotisk virksomhed. DuPonts gennemsnitlige indtjening i perioden 1910-1914 var på 6.000.000 dollar. Det er ikke meget at klare sig for, dog har de alligevel formået at holde skindet på næsen. Men lad os så se på deres indtjening under krigen, fra 1914 til 1918. Her finder vi et overskud på 58 millioner dollars om året! Næsten ti gange mere end den normale indtægt, som i forvejen ikke var helt dårlig. Det er en stigning i indtjeningen på 950 procent.

Eller hvad med en af vore mindre stålvirksomheder, som i patriotismens navn tilsidesatte produktionen af skinner, dragere, og broer, for at hellige sig fremstillingen af krigsmateriel. Deres årlige gennemsnitsindtægt mellem 1910 og 1914 var på omkring 6.000.000 dollar. Men så kom krigen. Og som de loyale borgere de er, begyndte Bethlehem Steel at fremstille krigsmateriel. Skød deres indtægter i vejret, eller lod de Uncle Sam slippe billigt? Tja, deres gennemsnitlige overskud i årene 1914-1918 var på 49.000.000 dollar…

Eller hvad med United Steel: deres normale indtægt for femårsperioden før krigen var på 105.000.000 dollar om året. Ikke dårligt. Men så kom krigen, og indtægterne steg til vejrs. Den gennemsnitlige årlige fortjeneste i perioden 1914-1918 var på 240.000.000 dollar. Ikke dårligt.

Det var et lille indblik i indtjeningen på stål og krudt. Lad os se på noget andet. Lidt kobber, måske. Kobber er altid en god forretning i tider med krig.

Anaconda, for eksempel. Gennemsnitlig årlig indtjening i førkrigsårene 1910-1914 på 10.000.000 dollar. Under krigen steg den til 34.000.000 om året. Eller Utah Copper, med en gennemsnitlig årlig indtjening på 5.000.000 i årene 1910-1914, som under krigen steg til 21.000.000 dollar.

Lad os samle disse fem, og tre mindre virksomheder, i en gruppe. Den samlede gennemsnitlige fortjeneste, under førkrigsårene 1910-1914, var på 137.480.000 dollar om året. Så kom krigen, og den samlede gennemsnitlige fortjeneste for denne gruppe røg helt op 408.300.000 dollar om året. En lille stigning på cirka 200 procent.

Kan krig betale sig? Det kunne det for dem. Men de er ikke de eneste. Der er mange andre. Lad os se tage et kig på læder. I treårsperioden inden krigen, var det samlede overskud for Central Leather Company på 3.500.000 dollar. Det var omkring 1.167.000 dollar om året. Men så i 1916 gav forretningen et overskud på 15.000.000 dollar, en lille stigning på 1.000 procent. Det er såmænd det hele. The Chemical Company kørte i samme treårige periode inden krigen med en gennemsnitlig fortjeneste på 800.000 dollar om året. Så kom krigen, og pludselig steg fortjenesten til 12.000.000 dollar. Et spring på 1.400 procent.

Ingen krig uden nikkel. International Nickel Company steg fra en beskeden gennemsnitlig indtægt på 4.000.000 dollar årligt, til 73.000.000 dollar om året. Ikke så ringe endda. En stigning på mere end 1.700 procent.

Sukkerfabrikken The American Sugar Refining Company havde i gennemsnit et overskud på 2.000.000 dollar om året, i de tre år inden krigen. I 1916 havde fabrikken et overskud på 6.000.000 dollar.

Lad os kigge lidt i senatsdokument nr. 259, en rapport lavet af den 65. kongres, om virksomhedernes og statens indtægter under krigen. Den har set på fortjenesterne for 122 virksomheder i kødindustrien, 153 bomuldsfabrikker, 299 beklædningsfabrikker, 49 stålværker, og 340 kulværker. Overskud på under 25 procent hørte til sjældenhederne. Kulværkerne fik for eksempel et udbytte på mellem 100 og 7.856 procent af deres aktiekapital under krigen. Kødindustrien i Chicago både fordoblede og tredoblede deres indtjening.

Vi må heller ikke glemme bankerne, som finansierede krigen. For hvis der er nogen som har skummet fløden, så er det bankerne. Som partnerskaber, snarere end registrerede aktieselskaber, behøver de ikke aflægge rapport til aktionærerne. Deres fortjenester var enorme, men blev holdt hemmelige. Hvordan bankfolkene tjente deres millioner og milliarder, ved jeg ikke, for deres hemmeligheder afsløres aldrig, ikke engang overfor en undersøgelseskommission i senatet.

Men her lidt om hvordan erhvervsfolk og børsspekulanter så rigeligt fik deres del af kagen.

Tag nu for eksempel skomagerne. De er glade for krig. Krig er ensbetydende med umådeligt høje indtægter. De tjente styrtende på salg til vore allierede i udlandet. De solgte muligvis også til fjenden, ligesom krigsmaterielfabrikkerne og våbenindustrien gjorde det. For en dollar er en dollar, uanset om den kommer fra Tyskland eller fra Frankrig. Men de fik også et godt udbytte af Uncle Sam. De solgte for eksempel Uncle Sam 35.000.000 par sømbeslåede militærsko. Der var 4.000.000 soldater. Det er otte par pr. soldat.

I mit regiment var der kun ét par sko pr. soldat. Mange af skoene eksisterer sikkert stadig den dag i dag. Det var gode sko. Men da krigen var forbi, stod Uncle Sam tilbage med 25.000.000 par militærsko. Købt og betalt. Skomagerne stak al fortjenesten i lommen.

Der var stadig masser af læder til overs. Så læderfolkene solgte Uncle Sam flere hundrede tusind McClellan-sadler til kavaleriet. Trods det, at det amerikanske kavaleri ikke var blevet udsendt! Men man skulle jo på en eller anden måde skaffe sig af med alt det læder. Nogen skulle jo have en fortjeneste på det. Så vi fik en masse McClellan-sadler. Og dem har vi sikkert endnu.

Der var også nogen der sad på en hel stak myggenet, så de solgte 20.000.000 myggenet til vores Uncle Sams udsendte soldater. Det var så vist meningen, at soldaten skulle tage det over sig om natten, nede i de mudrede skyttegrave, hvor rotterne gør tilnærmelser, og faren for at blive smittet med pigelus er konstant. Ikke et eneste myggenet nåede dog nogensinde til Frankrig!

Men disse betænksomme fabrikanter ville i hvert fald sikre sig, at ingen soldater skulle komme til at mangle et myggenet, så derfor solgte de yderligere 40.000.000 af dem til Uncle Sam.

Der var gode penge i myggenet dengang, også selvom der ikke myg i Frankrig. Havde krigen trukket længere ud, så havde de initiativrige fabrikanter sikkert også solgt Uncle Sam et parti myg, for at skabe behov for endnu flere myggenet.

Flyfabrikkerne og motorfabrikanterne ville også være med og have deres del af krigskagen. Og hvorfor ikke? Alle andre havde haft fingrene i fadet. Derfor blev 1.000.000.000 dollar (tæl dem hvis du lever så længe) brugt på at bygge flymotorer, som aldrig kom i luften. Staten havde bestilt fly for en milliard dollar, men ikke et eneste af dem kom nogensinde i kamp i Frankrig. Men det gjorde ingen forskel, sålænge fabrikanterne var sikret deres fortjenester på 30, 100, eller måske endda 300 procent.

Det koster 14 cent at fremstille en soldats undertrøje. Uncle Sam betalte mellem 30 og 40 cent per styk, hvilket dermed indbragte fabrikanten af undertrøjerne en pæn lille fortjeneste. Strømpefabrikanter, uniformskræddere, hattemagere, og hjelmfabrikanter fik alle en bid af kagen.

Da krigen var forbi, bugnede overskudslagrene herhjemme med et par af 4.000.000 rygsække med tilhørende udstyr. Nu kassereres de, fordi nye regler har betydet ændringer af udstyrslisten. Men fabrikanterne har tjent det de skulle på dem, og det kommer de også til næste gang. Gode ideer til en let fortjeneste var ikke en mangelvare under krigen.

En særdeles alsidig patriot solgte Uncle Sam tolv dusin 48-tommer skruenøgler. Det var skam udmærkede skruenøgler. Problemet var bare, at der kun fandtes én møtrik, som nøglen passede til. Det er den møtrik, som holder sammen på turbinerne i vandkraftværket ved Niagara Falls. Efter at have købt skruenøglerne, og fabrikanten havde fået sin fortjeneste, læssede Uncle Sam dem på et tog, og kørte dem land og rige rundt for at finde noget at bruge dem til. Det var en slem skuffelse for fabrikanten, da våbenhvilen blev underskrevet. Han skulle netop til at fremstille nogle møtrikker, som passede til skruenøglerne. Og dem havde han tænkt sig at sælge til Uncle Sam.

En anden fik den strålende ide, at obersterne hverken bør køre i automobil eller ride på hest. Man husker sikkert billedet af Andy Jackson kørende i hestevogn. Omkring 6.000 hestevogne blev solgt til Uncle Sams oberster! Ikke en eneste af dem blev brugt. Men hestevognsfabrikken fik sin krigsfortjeneste.

Skibsbyggerne lod sig heller ikke stå tilbage. De byggede en masse skibe, som indbragte store overskud på mere end 3.000.000.000 dollar. Nogle af skibene var gode nok. Men en del af skibene, til en samlet værdi af 635.000.000 dollar, var ikke flydedygtige! Det var træskibe, som sank fordi de var utætte. Men vi betalte dog for dem. Og nogen indkasserede fortjenesten.

Det anslås af statistikere, økonomer, og forskere, at krigen kostede Uncle Sam 52.000.000.000 dollar. Ud af dette beløb blev 39.000.000.000 brugt på egentlig krigsførelse. Disse udgifter kastede fortjenester på 16.000.000.000 dollar af sig. Og det skabte altså 21.000 nye milliardærer og millionærer. De 16.000.000.000 dollar er ikke småting. Det er faktisk ikke så lidt endda. Og de gik til nogle ganske få. Trods Nye-komiteens opsigtsvækkende og afslørende undersøgelser, af krigsmaterielindustriens fortjenester under krigen, så er dette kun toppen af isbjerget.

Ikke desto mindre har den haft en vis effekt. Udenrigsministeriet har “i nogen tid” undersøgt måder, hvorpå man kan holde sig ude af krig. Krigsministeriet har pludselig udtænkt en skidegod plan. Administrationen udpeger en mand fra Wall Street til at være formand for en komite, bestående af en række repræsentanter for forsvarsministeriet og flåden, med det formål at begrænse profitmageri under krig. I hvilken grad man vil begrænse det, er der dog ingen forlydender om. Men det betyder nok, at dem der forvandlede blod til guld i Den Store Krig, med fortjenester på 300, 600 og 1.600 procent, må nøjes med lidt mindre.

Intet i komiteens plan giver dog tilsyneladende anledning til at begrænse tabene, det vil sige, tabene for dem der udkæmper krigen. Så vidt jeg kan se, så lægges der med planen ikke op til at begrænse soldatens tab til kun et øje eller en arm, eller at han højst må blive såret en, to, eller tre gange. Det lader heller ikke til, at man vil sætte begrænsninger på tab af menneskeliv.

I planen står der åbenbart heller ikke noget om, at højst 12 procent af et regiments soldater må blive såret i kamp, eller at højst 7 procent af en division må blive dræbt.

Dens slags ubetydeligheder kan komiteen naturligvis ikke tage sig af.

*****

Krig er fup og fidus, kapitel 3: Hvem betaler prisen?

Læs Kapitel 1 Kapitel 4 Kapitel 5

Oversat fra originaludgaven på engelsk, War is a Racket. Talen, som bogen er baseret på, er oversat til dansk her.

War is a racket Fra omslaget til originaludgaven af bogen:

“Dette er en hårdtslående bog, skrevet af en hårdtslående soldat. Efter 33 år i militærtjeneste, hvor han var i kamp 121 gange, blev såret to gange, og tildelt flere medaljer end nogen anden soldat i vores historie, vender Smedley D. Butler sig mod sin egen profession gennem et helt liv, og afslører krig som det rene fup og fidus. Et svindelnummer, hvor et fåtal profiterer, og de mange betaler de smertefulde omkostninger.

Men han nøjes ikke med at afsløre og fordømme krig som et svindelnummer. Han skitserer en fremgangsmåde til at undgå krig i fremtiden. En simpel og kompromisløs fremgangsmåde baseret på egen erfaring, viden, og patriotisme. Her er en mand, som ved hvad han taler om, og skriver om ting, han har kendskab til.”

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: