Skip to content

Krig er fup og fidus, kapitel 1.

30. juni 2014

War is a Racket af Generalmajor Smedley D. Butler, 1935. Oversat af Du er Journalist.

Krig er fup og fidus. Et svindelnummer. Sådan har det altid været. Krig er muligvis det ældste svindelnummer der findes, helt sikkert det mest profitable, og uden tvivl det grusomste. Krig er et internationalt svindelnummer uden sidestykke, hvor overskuddene tælles i dollar, og tabene tælles i menneskeliv.

Et svindelnummer beskrives bedst, mener jeg, som noget der ikke er, hvad det giver sig ud for. Kun en lille inderkreds ved hvad svindelnummeret, som udføres til fordel for de få og på bekostning af de mange, i virkeligheden går ud på. En lille håndfuld mennesker tjener enorme summer på krig.

Ganske få høstede gevinsterne under Den Store Krig (Første verdenskrig, red.). Krigen skabte mindst 21.000 nye millionærer og milliardærer i USA. Så mange tilkendegav sig som dødens købmand på deres selvangivelse. Om der findes endnu flere krigsmillionærer, som blot har undladt at opgive deres blodpenge til skattemyndighederne, vides ikke.

Hvor mange af disse krigsmillionærer har nogensinde været i krig? Hvor mange af dem har prøvet at grave en skyttegrav? Hvor mange af dem har oplevet at sulte i et rotteinficeret mandehul? Hvor mange af dem har tilbragt søvnløse nætter i et rædselsvækkende inferno af kugleregn, granatsplinter og maskingeværsalver? Hvor mange af dem har pareret en fjendes angreb med bajonet? Hvor mange af dem er nogensinde blevet såret eller dræbt i kamp?

Med krig tilegner den sejrende nation sig nye landområder. Man tager dem simpelthen bare. Det nyerhvervede landområde udnyttes straks til egen vinding af en lille gruppe mennesker. De samme få, som med krigen forvandlede blod til profit. Befolkningen betaler prisen.

Og hvad er prisen?

Rædsel og elendighed. Nygravede grave. Lemlæstede kroppe. Ødelagte sind. Knuste hjerter og hjem. Økonomisk ustabilitet. Depression og dertil medfølgende lidelser. Hård beskatning af nuværende og kommende generationer.

Som soldat havde jeg i mange år en mistanke om, at krig er et svindelnummer. Først efter jeg blev pensioneret, blev jeg fulgt ud klar over, at det ikke bare var en mistanke. Og nu hvor det igen trækker op til krig, må jeg se sandheden i øjnene, og stå frem.

Parterne er atter i gang med vælge side. Frankrig og Rusland har aftalt at holde sammen. Italien og Østrig skyndte sig at indgå en lignende aftale. Polen og Tyskland sender hinanden blikke, og har i dette tilfælde lagt tidligere stridigheder om Den Polske Korridor bag sig. Mordet på Jugoslaviens Kong Alexander har kompliceret situationen yderligere. Jugoslavien og Ungarn, gamle ærkefjender, var tæt på at ryge i totterne på hinanden. Og Italien stod kampivrigt klar ved sidelinjen. Men Frankrig var afventende. Det samme var Tjekkoslovakiet. De ser alle frem til krig. Det gør befolkningerne dog ikke, for de kommer til at betaler gildet, og vil blive sendt afsted for at kæmpe og dø i krigen. Kun dem, der på tryg afstand anstifter og kommer til at tjene formuer på den, ser frem til krigen.

I dag er der på verdensplan 40.000.000 mænd under våben, men vore statsmænd og diplomater vil bilde os ind, at der ikke er krig på vej.

Men de er for fanden da ikke optrænet til at være dansere!

I Italien er de helt sikkert ikke optrænet til at danse. Premierminister Mussolini ved præcis hvad de er blevet optrænet til. Han er i det mindste ærlig i sine udtalelser. For blot et par dage siden, i et tidsskriftet International Forbrødring, udgivet af tænketanken Carnegie Endowment for International Peace, tager Il Duce bladet fra munden:

“Jo flere overvejelser og iagttagelser om fremtiden og menneskehedens udvikling, som fascismen gør sig, uafhængigt af tidens politiske hensyn, så tror den frem for alt hverken på muligheden for, eller på nytten af, varig fred. Krig presser mennesket til at yde sit yderste, og al agt og ære tilfalder den som har modet til det.”

Mussolini mener uden tvivl hvert et ord. Hans veltrænede hær, hans store flåde af fly, og søværnet, er klar til kamp. Og tilsyneladende ivrige efter at komme i gang. Det viser hans opbakning til Ungarn for nylig med al tydelighed. Det samme gjorde den hastige mobilisering af tropper langs den østrigske grænse efter mordet på Dollfuss. Der rasles også med sablerne andre steder i Europa, som et forvarsel om en forestående krig.

Herr Hitler er, med sin genoprustning af Tyskland og konstante krav om endnu flere våben, en tilsvarende, hvis ikke større trussel. Først for nylig har Frankrig forlænget de unges værnepligt fra et år til atten måneder.

Over hele verden ruster nationer sig til krig. Europas gale hunde er løs. I Orienten manøvreres der mere behændigt. Tilbage i 1904, da Rusland og Japan var i krig, smed vi vore gamle russiske venner på porten, og støttede i stedet Japan. Derefter støttede vores gavmilde multinationale bankfolk Japan. Men nu lader det til, at vi igen skal vende os mod japanerne. Hvor meget er den åbne dørs politik i Kina værd for os? Vores handel med Kina er på omkring 90.000.000 dollar om året. Eller hvad med Filippinerne? Vi har brugt omkring 600.000.000 dollar i Filippinerne i løbet af de sidste 35 år, og vi (vore bankfolk, erhvervsfolk og børsspekulanter) har private investeringer i landet for mindre end 200.000.000 dollar.

Så for at sikre handelen med Kina på omkring 90.000.000 dollar, eller for at beskytte de mindre end 200.000.000 dollar i private investeringer i Filippinerne, så hidser vi os altså op til had og krig mod Japan. En krig, som let kan løbe op i tocifrede milliardbeløb, og koste hundredetusinder af amerikanske menneskeliv, og atter hundredetusinder lemlæstede og psykisk uligevægtige mænd.

Dette tab kompenseres naturligvis med en økonomisk gevinst, og mange formuer vil blive skabt. Millionerne og milliarderne vil hobe sig op i stakkevis, og tilkomme nogle ganske få. Ammunitionsfabrikkerne. Bankfolkene. Skibsbyggerne. Fabrikanterne. Kødindustrien. Børsspekulanterne. De ville klare sig godt.

De gør sig alle klar til krig. Og hvorfor skulle de ikke det? Krig giver jo et højt udbytte. Men hvad er udbyttet for de mænd som bliver slået ihjel? Hvad er udbyttet for deres mødre og søstre, deres koner og kærester? Hvad er udbyttet for deres børn? Bortset fra nogle få, for hvem krig er ensbetydende med et stort afkast, kommer den så overhovedet nogen til gavn?

Hvad gavner den os som nation?

I vores eget tilfælde, så havde vi indtil 1898 ingen besiddelser udenfor fastlandet i Nordamerika. På det tidspunkt var statsgælden ikke på meget mere end 1.00.000.000 dollar. Men så blev vi “internationalt orienteret.” Vi glemte, eller valgte at overhøre, vores landsfaders råd. Vi glemte, at George Washington advarede mod at blive viklet ind i alliancer. Vi gik i krig. Vi erhvervede os nye landområder. Ved afslutningen af Den Store Krig var vores statsgæld, som direkte resultat af vores indblanding i internationale anliggender, steget til over 25.000.000.000 dollar. Den samlede positive handelsbalance hen over de foregående femogtyve år var på omkring 24.000.000.000 dollar. Således sakkede vi, rent regnskabsmæssigt, en smule bagud for hvert år der gik. Og handelen med udlandet kunne vi måske fortsat have haft, helt uden at gå i krig.

Det ville have været langt billigere (og langt mere sikkert) for den gennemsnitlige amerikaner, som betaler alle omkostningerne, at holde sig helt ude af internationale forviklinger. For de få medfører denne fidus pæne fortjenester, men omkostningerne overføres altid til befolkningen, som intet tjener på den.

*****

Krig er fup og fidus, kapitel 2: Hvem indkasserer fortjenesten?

Kapitel 3 Kapitel 4 Kapitel 5

Oversat fra originaludgaven på engelsk, War is a Racket. Talen, som bogen er baseret på, er oversat til dansk her.

War is a racket Fra omslaget til originaludgaven af bogen:

“Dette er en hårdtslående bog, skrevet af en hårdtslående soldat. Efter 33 år i militærtjeneste, hvor han var i kamp 121 gange, blev såret to gange, og tildelt flere medaljer end nogen anden soldat i vores historie, vender Smedley D. Butler sig mod sin egen profession gennem et helt liv, og afslører krig som det rene fup og fidus. Et svindelnummer, hvor et fåtal profiterer, og de mange betaler de smertefulde omkostninger.

Men han nøjes ikke med at afsløre og fordømme krig som et svindelnummer. Han skitserer en fremgangsmåde til at undgå krig i fremtiden. En simpel og kompromisløs fremgangsmåde baseret på egen erfaring, viden, og patriotisme. Her er en mand, som ved hvad han taler om, og skriver om ting, han har kendskab til.”

 

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: