Skip to content

Kastreringen af NSA-arkiverne, Del 2.

29. oktober 2013

Tilvænnings Blues. Af Chris Floyd.

På et tidspunkt så det ud til, at Snowdens guldgrube af dokumenter – som kortlægger det forbavsende omfattende og vidtgående omfang af USA’s sikkerhedsapparat i alle afkroge af vores privatliv – kunne udgøre et hårdt slag mod vores imperialistiske overmagt, og opildne en vred befolkning til at begynde at kræve nogle af de borgerrettigheder tilbage, som systematisk er blevet frataget dem af den tværpolitiske elite. Men i stedet for en kraftig tsunami af sandhed – en nådesløs flodbølge af afsløringer fra alle sider, lige i ansigtet på magthaverne, og gøre dem ude af stand til at genfinde balancen – blev vi overrislet med langsomme, høflige og advokatpolerede dryp fra kun et lille hjørne af guldgruben. Alle dryp censureres omhyggeligt af en lille klike af ansvarsfulde journalister, som arbejder for en håndfuld af anerkendte nyhedsorganisationer, for at garantere, og det forsikrer vogterne af guldgruben os konstant om, at afsløringerne ikke vil ”gøre skade” på sikkerhedsapparatets vigtige mission.

Det perverterede resultat af denne fremgangsmåde har været, at offentligheden langsomt er blevet vænnet til tanken om, at overvågningen er allestedsnærværende. De lange ophold mellem afsløringerne – fra en smal kreds af velkendte nyhedsformidlere – har givet apparattjikkerne og deres ledere masser af tid til at forberede og iværksætte modangreb, sprede forvirring og tage brodden af problemet, med en spærreild af omhyggeligt veldrejet bullshit, og til at mobilisere deres egne allierede blandt de lydige medier, til et angreb på personerne bag afsløringerne. Det så vi for nylig i form af vrede udfald fra britiske konservative aviser, som anklagede The Guardian for landsforræderi osv., og ledte på ny opmærksomheden væk fra afsløringernes mørke og tunge indhold, og hen på noget mere saftigt; mudderkastning i medierne.

På den måde, og det er langt fra første gang det sker, bliver ”systemkritiske” afsløringer langsomt forvandlet til et middel, hvormed man normaliserer og tilvænner mennesker de grusomheder som afsløringerne afdækker – såsom udbredt brug af tortur, som endte med at blive en bredt accepteret metode i løbet af det sidste årti. Husker du de første reportager om Abu Ghraib, da selv amerikanske senatorer var dybt rystede, efter at være blevet informeret om de rædselsfulde ting som var foregået, og der blev talt om, at de kommende retsforfølgelser ville svække, måske endda vælte, Bush-regeringen? Forargede lederartikler gav genlyd over hele landet: ”Sådan gør vi da ikke!” Det meste af materialet om Abu Ghraib blev ikke vist til offentligheden, men blev tilbageholdt af den amerikanske regering og vores agtværdige og omhyggeligt censurerende medier. Vi fik at vide af overherrerne og medierne, at sandheden og billederne var ”alt for foruroligende” til at kunne vise offentligt; eksponeringen af dem ville udgøre en fare for gengældelse mod vores soldater og sikkerhedsagenter, fra oprørte muslimer.

Få måneder efter støttede de selvsamme oprørte aviser genvalget af præsident Bush. Og selv i ”liberale” højborge som f.eks. New York Times, var tortur ikke længere et emne som automatisk medførte kraftig fordømmelse og direkte afvisning – som det ville i ethvert civiliseret samfund – men derimod en problemstilling som krævede en grundig debat. (En debat! Om tortur!) Og så kom en flok alvorlige kommentatorer på banen, for at vægte fordele og ulemper ved de ”anstrengende forhør” – med hovedvægten lagt på spørgsmålet om, hvorvidt det var effektivt eller ej. Sådan så respekterede og erfarne ”liberale” nemlig på spørgsmålet: Det handlede ikke om, at tortur var en usigelig ondskab, men at, “hey, det virker ikke,” og om at man fik for mange dårlige oplysninger ud af det, så derfor var det ikke et effektivt redskab for vores ædle sikkerhedsstyrker.

Vi ved alle hvad det endte med: til at begynde med havde den tværpolitiske elite godt nok været chokeret og forarget, men besluttede dog, at ingen skulle retsforfølges for disse skamløse krigsforbrydelser (hvis man ser bort fra et par lavtrangerende samfundstabere, naturligvis), og dem, der godkendte og udførte gerningerne, skulle beskyttes, hædres og beriges af vort samfund. Da røgen endelig lettede, støttede store dele af befolkningen ikke alene torturen mod imperiets fanger, men også at enhver person, som vores ledere på vilkårlig vis udpegede til at være ”terrorist”, kunne fratages alle sine rettigheder (de grundlovsikrede og menneskerettighederne).

Det samme skete igen i 2012 – i en meget hurtigere version – da New York Times afslørede detaljerne om Barack Obamas formelle dødspatrulje-program, som ledes direkte fra det Hvide Hus, og koordineres på ugentlige møder. Faktisk var ”afsløringerne” iscenesat af netop det Hvide Hus, som ”lækkede” detaljerne via en hel flok af ”øverste embedsmænd”, som malende beskrev de eftertænksomme og nærmest fromme ledere, og deres barske, men ædle hverv med at beskytte vores sikkerhed. Men små bidder af det Hvide Hus’ likvideringsprogram var allerede tidligere blevet offentliggjort, de første helt tilbage i 2001. (Jeg skrev min første klumme om emnet i november 2001, baseret på begejstrede indlæg om Bushs selvbestaltede ret til at dræbe, i Washington Post.) Og Bush pralede selv åbent om likvideringsprogrammet på landsdækkende TV, i sin tale om nationens tilstand i 2003. New York Times-artiklen var blot kulminationen på tilvænningsprocessen.

Mange mennesker, måske endda de fleste, havde endnu ikke været i stand til at danne sig det fulde overblik, over den frygtelige sandhed som gemte sig bag de små historier, der blev bragt nu og da i årenes løb; men New York Times gjorde det krystalklart for alle, en gang for alle. Og denne gang var der end ikke skyggen af den forargelse, som afsløringerne om Abu Ghraib medførte. En nation, som allerede havde vænnet sig til systematisk tortur, indespærring på ubestemt tid af fanger i koncentrationslejre, endog til det som Nürnberg Domstolen udpegede som den ”værste internationale forbrydelse” – angrebskrig – var ikke længere en nation, som lod sig bekymre over nyheden om, at det Hvide Hus nu også bruger dødspatruljer. Det var blot en del af ”den nye normal”. Det siger sig selv, at ingen af disse afsløringer forhindrede nogen af respektable liberale eller andre ”progressive” skikkelser i, at bakke op om Obamas genvalg få måneder senere.

Alligevel havde Snowden-afsløringerne i det mindste potentialet til, at skære igennem den tætte tåge af moralsk fordærv, som nu indhyller Amerika. Netop fordi NSAs overvågningsprogrammer (i modsætning til fjerntliggende krige, hemmelige operationer og overgreb på mørklødede, ligegyldige fremmede med sjove navne) er rettet mod dem selv, mod rigtige mennesker: amerikanerne! For en gangs skyld kunne de mærke den direkte indvirkning af en overmodig stormagt på egen krop. (Når man ser bort fra de utallige indirekte indvirkninger som har nedbrudt nationens liv i årtier.) Pludselig opstod muligheden for – muligheden – at dette kunne anstifte en kritisk masse, på tværs af det politiske spektrum, til at sætte sig til behørig modstand. Og den lange række af forvirrede, paniske og selvmodsigende løgne, fra medlemmer af regeringen og deres spytslikkere, da de første Snowden-artikler blev offentliggjort, tydede et kort øjeblik på, at vores ædle (og Nobelske) elite var blevet fanget på det forkerte ben.

Derefter skete der… intet. Artiklerne baseret på NSA-dokumenterne udkom med mellemrum – ofte ret lange mellemrum – og altid via de samme kanaler på samme, tørre, kompakte og etablerede måde, flettet sammen med utrættelige modangreb fra magtstrukturen – og altid side om side med millioner af blinkende og funklende ting, der hopper og danser rundt på den hyperaktive skærm, som ”formidler” virkeligheden til os. (Og tænk engang hvis du skulle være blandt de milliarder af mennesker – Gud forbyde det! – som ikke læser the Guardian, the Times og the Post?) Således buldrede Snowden-afsløringerne ude på sidelinjen, øjeblikkets mulighed gik tabt, og magtstrukturen genfandt fodfæstet.

Kasteringen af NSA-arkiverne, Del 3.

………

Kastreringen af NSA-arkiverne, Del 1.

Fra From Dissident Gold to Imperial Dross: The Neutering of the NSA Archives af Chris Floyd. Oversat af Du er Journalist.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: