Skip to content

Værdien af et menneskeliv: Det første mord

19. september 2013

Arthur Silber er en amerikansk blogger. Han arbejdede for Ayn Rand i 1970erne, men forkastede senere alt hvad hun stod for. Da præsident Bush i sidste årti krænkede borgerrettigheder, udførte ulovlig overvågning og begik krigsforbrydelser, var hans kritiske og kompromisløse indlæg populære, og blev ofte brugt af liberale og venstreorienterede medier i USA. Men da de samme forbrydelser fortsatte og eskalerede under Obama, som Silber udsatte for samme sønderlemmende kritik, så dalede interessen pludselig for den uskønne sandhed. Dette indlæg er fra dagen efter genvalget af præsident Obama i 2012. Vi taler om civile ofre og menneskeliv som var det sportsresultater. Døden rører os måske mindre, når den serveres i afrundede tal, senest de 100.000 mistede liv i krigen i Syrien. Et voldsomt stort antal, som samtidig bliver noget abstrakt og uvirkeligt. Har vi glemt hvor meget et enkelt liv er værd?

Værdien af et menneskeliv: Det første mord.

Essay af Arthur Silber.

Vi lever i en kultur gennemsyret af grusomhed, vold og blod. Fra vi er helt små bliver vi opdraget til at hade ”de andre”, som ikke er som os. Vi lærer, at medfølelse og empati er svaghedstegn. Fejl og mangler bliver der set ned på. Som voksne er disse leveregler indgroet i de fleste, og de nægter at stille spørgsmålstegn ved dem. Hvis du dumdristigt forsøger at pille lidt ved holdningerne, bliver du mødt med foragt, eller bare ignoreret.

Vi lærer også, som det helt grundlæggende, at være autoritetstro: lydighed er en dyd. Uanset hvad vi ellers måtte betvivle – og det er der efterhånden ikke meget der må i disse tider – så kan den medfødte godhed hos vores primære autoritetsfigurer, som vi lært at ære og frygte, aldrig betvivles. De første autoriteter vi lærer at adlyde, hvis vi altså vil være civiliserede og anstændige, er vores forældre. Som vi bliver ældre, og lydighedens bånd vokser sig stærkere hos de fleste, så føres det videre til andre autoritetsfigurer: først og fremmest politiske ledere, militæret og politiet.

Vi må af og til erkende, omend tøvende og modvilligt, at vores ærværdige autoritetsfigurer kan begå fejl. Men selv når de begår fejl, forsikrer vi os selv om, at de gjorde det i en ”god mening” eller havde ”gode intentioner”. Deres medfødte og rene godhed kan der drages nogen tvivl om.

Vi ser resultaterne af den adfærd og tankegang i verden omkring os. En grusom verden med stigende brutalitet. En verden, hvor mord end ikke ænses eller bemærkes. En verden tilsølet i blod.

Med valgresultatet kan der ikke herske nogen tvivl om, at alt dette nu vil blive betydeligt værre. Det kan enten ske meget hurtigt, eller i et langsommere tempo, intet kan dog på dette tidspunkt vides med sikkerhed, for det afhænger af flere faktorer. Men det vil med sikkerhed blive meget, meget værre. Dette er den frygtelige og skinbarlige sandhed, men det bør ikke komme som nogen overraskelse for os. Dette har længe været den herskende klasses formål.

Hvis vi skal bevare håbet om en fremtid, og en verden hvor fred og næstekærlighed stadig eksisterer i nævneværdig grad, så må vi først og fremmest huske én ting: vi må huske på det første mord. Vi husker det ikke, for vi tillod ikke os selv at forstå dets betydning da det skete.

Jeg skrev følgende for mere end seks år siden:

”Når jeg her i vores afstumpede og dehumaniserede tidsalder taler om værdien af et menneskeliv, så aner de fleste stort set ikke hvad jeg fabler om. Vores politikere og medier har blot forværret verdens sørgelige tilstand. Hver eneste af os er unik, ingen af os kan erstattes. Hver eneste af os har vore kære, familie, venner; et liv, som er et netværk af omsorg, indbyrdes afhængighed og glæde. Når blot én af os bliver dræbt eller kommer slemt til skade, så rammer det utallige mennesker, udover det primære offer. Sommetider kan selv de pårørende lide uoprettelig skade, med ar på sjælen som aldrig heler.

Intet er vigtigere, end at minde os selv om denne ultimative sandhed. Intet kan retfærdiggøre eller legitimere vores invasion og besættelse af Irak, og heller ikke et angreb på Iran. Da den første person blev dræbt i Irak, som en konsekvens af vores handlinger, mistede vi derfor den sidste rest af uskyld. Forbrydelsen var blevet begået, og skaden kunne aldrig på nogen fyldestgørende måde gøres god igen. At titusinder eller hundredtusinder mennesker siden er blevet dræbt eller såret, ændrer i princippet ikke på noget i forhold til den første, forfærdelige voldshandling. Det øger omfanget af forbrydelsen med yderligere grusomhed og rædsel – men det ændrer ikke på selve princippet om det første mord i den mindste grad.

Tænk på den 5-årige irakiske pige som blev taget fra os, eller nogle af de andre utallige ofre for denne kriminelle krig og besættelse. Tænk på deres familie eller venner. Tænk på de liv som ændredes for evigt, og alle de ar på sjælen som aldrig vil hele. Tænk over alt det.

Tænk på al den ødelæggelse og gru. Se det for dig. Og spørg så dig selv, om tilgivelse er mulig.”

Vi nægtede at forstå betydningen af det første mord. Vi afviste at anerkende den ubeskrivelige rædsel, som det ville medføre, og derfor fortsatte og forværredes rædslerne.

I årene efter det mord, har USAs regering myrdet et stort antal mennesker i Afghanistan, Pakistan, Libyen, Somalia, Yemen og andre steder. Mordene fortsætter den dag i dag, og de vil fortsætte i morgen. De vil fortsætte langt ind i en sønderskudt og gold fremtid, i skæret fra desperationens flamme, med pinefulde skrig som akkompagnement til det voksende mareridt.

Her taler vi om USA, så når vi beskæftiger os med det første mord, må vi derfor tage i betragtning, at det skete som led i en større krigskampagne af død og udryddelse: nedslagtningen af næsten samtlige landets oprindelige folk, udført over adskillige århundreder. Én dødskampagne af ufattelige dimensioner var ikke nok: nedslagtning og tvangsarbejde, blev målrettet den enorme slavebefolkning – et felttog som også varede i flere århundreder. Det første mord blev altså begået længe før landet USA blev født. Landet blev grundlagt på mord, og mord har været dets faste følgesvend gennem hele sin opvækst. (Se denne artikel, og specielt anden del, “Torture and the American Project”): Når man ser på folkemordet på de indfødte amerikanere, og den århundredlange tid med slaveri, så går det op for én, at systematisk og institutionaliseret tortur er ligeså amerikansk, som rådden og dødelig giftig æbletærte.

På trods af, at overlagt mord på et ufatteligt stort antal uskyldige mennesker er en del af selve det stof som Amerika er gjort af, så har vi formået at overbevise os selv om, at det var ”nødvendigt” og ”berettiget”. At vi som repræsentanter for ”civilisationen” var nødt til at udrydde disse ”barbarer” og ”undermennesker” som truede os. Det er indtil videre lykkedes os, at ignorere den kendsgerning, at ingen, med meget få undtagelser, nogensinde for alvor har truet os, før vi selv fremprovokerede truslen. Vi er blevet opflasket med dette selvbedrag: Det udgør nu en central del af vores nationale mytologi, en falsk mytologi i enhver henseende. Dette systematiske selvbedrag er uhyre effektivt, og indhyller landet og det meste af befolkningen i en tåge af uvirkelighed.

Vi har set et af resultaterne af dette, i månederne op til præsidentvalget. To af landet mest prominente aviser, New York Times og Washington Post, bragte detaljerede rapporter om statens likvideringsprogram. Programmet er rettet mod uskyldige mennesker, uanset hvor i verden de måtte befinde sig. Staten hævder retten til at myrde enhver person den måtte udse sig, på et hvilket som helst grundlag. Staten hævder samtidig, at den ikke er forpligtet til at oplyse identiteten på dem, som den vælger at dræbe. På samme måde behøver Staten heller ikke at retfærdiggøre grundlaget for en given dødsstraf. For at sige det helt enkelt, så kan staten gøre hvad den vil, og det kan ingen eller intet ændre på. Staten gjorde omhyggeligt opmærksom på, at historierne i aviserne som den var forfatter til, understregede, at man foruden ”de fremmede”, også ville myrde amerikanske statsborgere.

Bortset fra et lille antal kommentatorer, som protesterede eller stillede spørgsmål ved lovligheden af et sådant likvideringsprogram, så medførte historierne næsten ingen reaktion hos amerikanerne, selvom de blev bragt i nogle af landets mest anerkendte aviser. Det var som om intet af betydning var hændt. Selv de kommentatorer, som fordømte statens betingelsesløse mord  – på hvem som helst, hvor som helst, og når som helst – så det ikke som en direkte grund til at undlade at stemme på Obama. Historierne, som hovedsagligt bestod af oplysninger fra regeringens embedsmænd, havde udtrykkeligt slået fast, at Obama er hovedmanden bag likvideringsprogrammet. Men næsten alle som talte om programmet, selv de som fordømte det, insisterede på, at det alligevel var både fornuftigt og forsvarligt at stemme på ham. (Se “Accomplices to Murder.”) For ikke at se sig overgået i det amerikanske dødskapløb, erklærede Romney sin uforbeholdne støtte til likvideringsprogrammet.

Og i går stemte omkring 120 millioner amerikanere på Obama og Romney – og på likvideringsprogrammet.

Mange amerikanere kender givetvis ikke til likvideringsprogrammet, inklusive mange af dem som stemte på enten Obama eller Romney, og det gælder også mange af dem som slet ikke stemte. Men gør det situationen bedre? Staten har omhyggeligt forsynet den amerikanske offentlighed med detaljerede oplysninger om likvideringsprogrammet. Oplysningerne er frit tilgængelige og nemme at finde frem til. Gør det situationen bedre, med hensyn til dem som stemte på Obama og Romney, at de deltog i et præsidentvalg, uvidende om hvilke uhyrligheder og rædsler de dermed støttede?

Om noget må det gøre det hele meget værre, at så mange er villige til at stemme i blinde, set i lyset af, at det systematiske mord på uskyldige mennesker er en grundlæggende del af det de støtter. Og du kan være sikker på, at mange af dem som ikke kender til likvideringsprogrammet, ville støtte det, måske endda de fleste, skulle nogen indvie dem i hvad det går ud på. Som de fleste amerikanere har de absorberet hele det indviklede system af løgne. De forsikrer sig selv om, at det kun er terroristerne man går efter – De Onde – dem som er en trussel mod os. De har lært at adlyde autoriteterne, på samme måde som de har lært at idealisere landets autoritetsfigurer. Præsidenten og hans bande af mordere har altid de bedste intentioner, og handler ud fra hvad der er til ”borgernes eget bedste.”

Og det bringer os frem til følgende: Staten og den herskende klasse har gentagne gange, og med stor omhu, informeret alle amerikanere om, at man systematisk, regelmæssigt og rutinemæssigt myrder uskyldige mennesker, deriblandt amerikanske statsborgere. Bortset fra et forsvindende lille antal mennesker, så er alle fuldstændig ligeglade. Alle er ligeglade med den ubeskrivelige lidelse, med de lemlæstede kroppe, og med det voksende antal menneskeliv som må leves i ubærlig smerte. Ingen tager sig af rædslerne, blodet og pinslerne.

Staten og den herskende klasse ville undersøge, om nogen overhovedet interesserede sig for disse ting. De har nu fået deres svar: Nej. Næsten alle er ligeglade. Og ikke nok med det: i det omfang, de er bekendt med rædslerne, eller hurtig og nemt kunne blive det, hvis viljen var til stede, så støtter amerikanerne dem.

Det var vigtig for staten og den herskende klasse at få dette klarlagt, med henblik på hvad der skal komme i fremtiden. Jeg skrev udførligt om dette for lidt over et år siden, hovedsagligt som følge af reaktionen på optøjerne i England i sommeren 2011. Jeg gav essayet titlen “Fanget i Mareridt.” Det bedrøver mig at måtte gentage dette afsnit her, men jeg er overbevist om, at det er bedre at vide hvad der sandsynligvis kommer til at ske, om ikke andet for at kunne forberede sig så godt som muligt. Jeg skrev:

“Selvom det kan være farligt på nuværende tidspunkt at konkludere, mens urolighederne står på, så peger beviserne i tydelig retning af, at vi befinder os i Vestens herskende klasses dødsspiral. De medlemmer af samfundet som er faldet i unåde, simpelthen fordi de har stadig mindre økonomiske ressourcer til rådighed som kan udvindes, og stadig færre (ofte ikke-eksisterende) muligheder for at vende denne udvikling, og forbedre deres levevilkår. Samtidig, og uløseligt forbundet med dette, er disse nedprioriterede mennesker i stigende grad ude af stand til at forsvare sig selv, på alle områder. Det voksende overvågningssamfund holder øje med dem dag og nat, privatlivets fred er på vej mod den totale udryddelse, og staten finder hele tiden nye måder at chikanere, true, og fængsle dem på. Omfanget af statens kontrolapparat, mere skamløst og grusomt dag for dag, udvides konstant.

I takt med, at samfundets ressourcer svinder ind, så bliver problemet med ”overskydende borgere” mere og mere akut for den herskende klasse. Staten har magten over en befolkning, som er langt større end hvad den herskende klasse har brug for. Hvad gør staten i den situation? Uanset hvor meget vi vender og drejer os, selvom det er fuldt forståeligt, mod at drage denne konklusion, så ville det være klogt af os at se det i øjnene nu: staten dræber især de overskydende dele af befolkningen – dem som er ude af stand til at arbejde, de gamle og syge, dem som ikke producerer noget af værdi for den herskende klasse.

Hvis vi udvider vores perspektiv, udover enkelte hændelser, og forsøger at danne os et indblik i hvad der vil ske hen over en længere periode, tegner der sig et skræmmende billede: Vestens herskende klasse har indledt et aflivnings- og udryddelsesprogram. Her skal det understreges, at jeg ikke antyder at dette skulle være noget den herskende klasse rent fysisk har programsat, eller bevidst udfører, for det er ikke nødvendigvis tilfældet. Den herskende klasse er opsat på at øge egen magt og rigdom; hvilket i én forstand er dens primære interesse. Jeg vil formode, hvis vi altså levede i en fantasiverden, at den herskende klasse ville være tilfredse med at kunne nyde sin egen enorme magt og rigdom, mens ”almindelige” mennesker samtidig kunne være deres egen lykkes smed. Det er den verden vi arbejder hen imod, forsøger den herskende klasse at overbevise sig selv og os andre om.

Men vi lever altså ikke i en fantasiverden. I denne verden – og jeg vil påstå, at det forholder sig sådan i alle verdener, hvor brutal magtanvendelse er løsningen på alle problemer  – opnår den herskende klasse magt og rigdom, ved at dominere og kontrollere de svageste grupper af samfundet. Den herskende klasse er måske ikke ligefrem ude på at dræbe de mennesker som er ubrugelige, men hvis den herskende klasse kan bevare og øge dens magt og rigdom udelukkende ved at udrydde dem, så ender det til sidst med udryddelse. Sådan er logikken bag den herskende klasses begær. Meget af dette kunne den herskende klasse helt sikkert ændre på, hvis den ønskede det: man kunne puste nyt liv i produktionskapaciteten i både England og USA, og ny velstand kunne skabes og nydes af mangle flere borgere i samfundet. Men den herskende klasse mener, at det vil betyde en formindskelse af deres magt og rigdom, så den mulighed bliver aldrig seriøst overvejet.

Den herskende klasse drømte et mareridt, og forvandlede det til virkelighed. Vi er nu fanget i det. For mange af os – helt sikkert mig, og sandsynligvis også dig – står det nu klart: den herskende klasse er ude på at slå os ihjel. Ikke i dag, ikke i morgen, den herskende klasse er ikke helt nået til det punkt endnu, men det er kun et spørgsmål om tid inden vi bliver slået ihjel. Vi er uden værdi i deres øjne. Vi er overflødige og unødvendige.”

Dette er formålet med netop dette øjeblik, og formålet med gårsdagens valg. På nuværende tidspunkt er der ingen nævneværdig modstand mod dette program.

Vi nægtede at anerkende meningen med det første, rædselsvækkende mord, og gjorde på den måde os selv ude af stand til at modstå alle de efterfølgende mord. Vi forstod ikke betydningen, vi ærede og respekterede ikke værdien af det enkelte menneskeliv, som er uvurderligt og uerstatteligt. Og nu venter rædslerne foran os.

Som det var tilfældet sidste gang jeg skrev om disse ting, overvældes jeg af sorg. Så jeg stopper her.

SENERE: Hvad der i realiteten er et tillæg til dette essay, og som beskriver endnu et vigtigt aspekt af min argumentation, kan findes i sidste halvdel af dette indlæg.

————-

Essay af Arthur Silber. Oversat af Du er Journalist.

To Honor the Value of a Single Life: The First Murder .

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: