Karaktermordet i Twitterup Lade

(OPDATERING NEDERST, 15. JULI. NY OPDATERING 16. JULI )

Søndag 30. juni 2013 bringer den britiske avis The Observer en artikel, som afslører en række europæiske landes samarbejde med NSA, deriblandt Danmark. Historien, som er på forsiden, er baseret på en artikel skrevet af Simon Davies, som er journalist og forfatter mm. Kilden er whistlebloweren Wayne Madsen, en tidligere ansat hos NSA, som allerede i 2002 fortalte verden om overvågningssamarbejdet mellem USA og Europa. Siden da har Madsen bevæget sig i udkantsområdet af det samfundsmæssigt accepterede, hvilket Davies indledningsvis gjorde opmærksom på:

“Set i lyset af den nuværende praksis med at gå efter manden, og ikke bolden, så lad os få én ting på det rene, før vi går videre. Nogle af Madsens synspunkter har været – for at sige det mildt – kontroversielle. Hans artikler og bøger beskæftiger sig nogle gange med konspirationsteorier, hemmelige aftaler mellem regeringer. Men dette er langt fra noget nyt – og er irrelevant i forbindelse med denne artikel.”

Wayne Madsen arbejdede for NSA i 12 år, fra 1985 til 1997. Ifølge ham har Danmark, Holland, Frankrig, Tyskland, Spanien og Italien hemmelige overvågningsaftaler med USA. På forlangende skal disse europæiske lande udlevere data om borgers telefonopkald, sms’er, emails og internetfærden.

Anders Kjærulff skriver på Aflyttet.dk:

Hvis det er sandt, ville det i den grad forklare den danske regerings passivitet i forholdt til PRISM – og det ville i den grad give mening, at der tilsyneladende(måske?) er installeret aflytningsudstyr på et transatlantisk data-kabel, midt i Vestjylland, som DR kunne afsløre fredag.

The Observer ejes af The Guardian, som med Glenn Greenwald i spidsen, har stået i spidsen af afsløringerne af USAs massive overvågning af det meste af verden. NSA begår omfattende, krænkende og undergravende spionage mod borgere såvel som politikere, journalister og aktivister.

Du Er Journalist bliver først gjort opmærksom på artiklen via Twitter:

Historien er allerede læst og delt af mange på Twitter, og diskussionen om de alvorlige afsløringer er allerede i gang. Har Danmark udleveret egne borgeres privatliv til USA? Spørgsmålene er mange, her et uddrag af DEJs:

Overalt på Twitter så man forsøg på, at råbe politikere, journalister og medmennesker op. Siden Edward Snowden lækkede oplysningerne, om de vidtrækkende amerikanske overvågningsmetoder d. 6. juni, havde den danske regering været tavs. Journalisterne stillede dem heller ikke spørgsmål om sagen, men med offentliggørelsen af The Observers artikel kunne den vel ikke længere ignoreres. Eller kunne den?

Berlingskes Line Holm Nielsen kommer på banen med dette tweet:

Det var lige godt fandens, tænkte Du Er Journalist i det øjeblik. Der er kukkuk i bagagen. Kort efter tages hele artiklen ned, med beskeden om, at den er til gennemsyn på redaktionen. Der røg troværdigheden sgu, for alle involverede! Må med skam indrømme, at de efterfølgende meldinger gjorde, at jeg tilsidesatte en ellers troværdig artikel, dog uden at være i tvivl om samarbejdets eksistens. I forhold til hvad Edward Snowden havde lækket, var et samarbejde mellem USA og Danmark langt fra utænkeligt. Så hvorfor denne hårdnakkede modstand?

Fra Aflyttets artikel fra 30. juni, Good whistleblower – BAAAD whistleblower:

Dagen efter, søndag morgen, var historien pillet af The Guardian igen.
Rygterne svirrede på twitter: Glenn Greenwald, den gigantiske journalistiske kraft bag The Guardians artikler med Edward Snowden, kunne ikke stå inde for historien, der var skrevet af en anden medarbejder på The Guardian. Og så var der altså kilden.
For ud over at være tidligere NSA-whistleblower, er Wayne Madsen kendt for sin støtte til den såkaldte 911 truth-bevægelse, en flok konspirationsteoretikere, der stædigt fastholder at angrebet på WTC var en såkaldt false flag-operation, sat i værk at USA selv for at sætte landet i undtagelsestilstand.

Simon Davies skriver 8. juli en ny artikel (som er stærkt anbefalet læsning) om hele forløbet. Pillede The Observer og The Guardian en forsidehistorie ned efter pres fra en lille gruppe højtråbende journalister? En pøbel anført af Michael Moynihan, skribent på Newsweek og The Daily Beast, som startede angrebet i samme øjeblik afsløringerne blev offentliggjort. Det blev senere til et indlæg som, ifølge Davies, var fyldt med “ad hominem-angreb, utroværdige citater, gætterier og faktuelle fejl.” Men Wayne Madsens alternative ideer i årene efter, at han pustede i fløjten og tog sølvpapirshatten på, gør det måske muligt at rokke ved NSA-afsløringerne, The Guardian og Glenn Greenwalds troværdighed. Hvem er interesseret i det?

Selv Glenn Greenwald løber væk fra historien, mindes Mikkel Munck og vi andre om. Den historie er død, hører I! Hun retweeter også gladelig andres personangreb på Madsen, og har også et par borgerlige ord til de, som var så letsindige at tro på The Observer/Guardian:

“Overblik er ikke at løbe med, når folk skriger allerhøjest.” Kølige og kloge ord fra journalist Line Holm Nielsen. Hun er i kontakt med Michael Moynihan med det samme, hvorfra hun leder det danske angreb. Men løber hun ikke selv med, når folk (Moynihan) skriger allerhøjest? Udøver hun selv det journalistiske overblik, ved at tjekke artiklens dokumentation først, og kilden som person, sidst? Har hun læst den oprindelige artikel? Efterfølgende afsløringer fra Snowden underbygger, at dette samarbejder foregår. Men Line løber ikke med når folk skriger højest:

Herefter kan intet stoppe den undersøgende journalist, som ihærdigt finder mere undergravende materiale, skulle nogle stadig være i tvivl om historiens troværdighed:

“You can’t make that shit up.” Hun er fremragende her: pølser, portapotti og shit i et eminent dobbelt-tweet. Moynihan nævner i sin klumme Wayne Madsens indlæg på websitet Rense, tilsyneladende vedrørende opbevaring af amerikanske præsidenters afføring i internationalt luftrum. Den amerikanske journalist sætter trumf på, og påstår, at Rense er skrevet af Holocaust-nægtere. Kan det blive mere utroværdigt? Men både Moynihan og Nielsen kan altså godt bruge dem i denne sammenhæng, når det passer ind i deres kram.

Sprudlende af overskud fortsætter journalisten nu med, at belære sine undersåtter om at udøve kildekritik. Hun retweeter Blake Hounshell, en redaktør på dem amerikanske Politico, som advarer om ikke at tro på avisernes artikler, før man selv har googlet kilden. Åbenbart et “pro tip”, som Moynihan og Nielsen også sværger til. Men har den danske journalist overhovedet læst artiklen i The Observer? Hun går til Glenn Greenwald, og stiller ham en række spørgsmål om ægtheden af artiklen og Wayne Madsens påstande, som hun kunne få svar på via sit betroede Google. Spilder hun Greenwalds tid?

Simon Davies gjorde i forvejen læserne opmærksom på kildens kontroversielle holdninger i årene efter hans NSA-afsløringer, som dengang i 2002 blev taget seriøst, men som kun få kendte til. I Moynihans indlæg “NSA Nutjob: Anatomy of a Fake ‘Observer’ Story”, kan man få den opfattelse, at han ikke har forstået hvem der har skrevet artiklen, eller hvad den er baseret på. Han antyder oven i købet, at avisen skulle have kopieret den fra Simon Davies’ The Privacy Surgeon. “Men lad nu det ligge, ingen grund til at sparke en mand som ligger ned,” triumferer Moynihan (i en parentes).

Folk som kommer med argumenter og beviser spilder Line Holm Nielsens tid. Forelsket flirter hun med Moynihan, samtidig med sideløbende forsøg på, at så tvivl om hvorvidt Snowden selv har skrevet en erklæring på Wikileaks. Ægtheden bekræftes dog senere af Greenwald.

Underdanigt kalder hun ham Herr Moynihan, og lokker ham til at besøge Danmark med dets tilbagelænede alkoholpolitik, militante feminister og to ugers sommer om året. Der jokes også om Snowdens asylansøgninger:

Måske var det interessant at undersøge, hvorfor Snowden end ikke forsøgte at søge asyl i Danmark. Sådanne spørgsmål lader dog ikke til at nage Line Holm Nielsen, eller de fleste andre danske journalister, for den sags skyld

Hele vejen igennem, siden Edward Snowden offentliggjorde de hemmelige NSA-dokumenter, har der ikke kunne sættes en finger på hverken kilde eller dokumentation. Den ene rystende afsløring efter den anden, med beviser på USA og vestlige landes ulovlige overvågning af egne borgere. Viden som kunne vælte regeringer verden over. Medierne overbragte høfligt nyhederne til danskerne, men kastede sig ikke ligefrem over sagen. Journalisterne stod i baren til Folkemødet på Bornholm, hvor man talte om danske værdier, ikke overvågning. Ingen sagde noget. Men i samme øjeblik de øjner en mulighed for at undergrave NSA-afsløringerne, kaster de sig over opgaven med en sjælden set iver. Burde det ikke være omvendt? Det plejer at være politikerne som mørklægger belastende sager.

Man kunne ønske, at danske og udenlandske journalister journalister havde behandlet George Bush og Anders Foghs manipulerede og løgnagtige påstande om Iraks masseødelæggelsesvåben, og forbindelser til 11. september 2001, på samme måde som Wayne Madsens.

Spilder journalisterne vores tid?

—-

Begår Du Er Journalist selvmål? Berlingskes journalist, Line Holm Nielsen, som går efter manden, er i dette tilfælde bolden. Denne artikel kunne også ligne et regulært personangreb, men de første sten er jo kastet, så det skulle gå lige op. Det skal også nævnes, at DEJs første dage som ny på Twitter i begyndelsen af 2012 var (lidt for) aggressive og derfor upopulære. En artikel om brug af Facebook i Folketinget vakte harme. Line Holm Nielsen erklærede, at den var stærkt injurierende og lænede sig op af en politianmeldelse. Den slags omtale er guld værd, og blev efterfølgende fejret som en succes. Kort tid derefter blokerede Nielsen for Du er Journalist på Twitter.

—-

OPDATERING I: Søndag d. 14. juli sender Line Holm Nielsen følgende besked til Du Er Journalist på Twitter:

Jeg kan ikke svare eller deltage i samtalen, da LHN, som tidligere nævnt, har blokeret for det. Bør man drille andre, når man ikke selv kan lide at blive drillet?

—-

OPDATERING II: Mandag aften d. 15. juli, trækkes Du Er Journalist igen med ud i Twitterup Lade, hvor flere af historiens hovedpersoner er sat i stævne. Wayne Madsen måtte finde sig i hån, spot og latterliggørelse. Det må vi alle. Men det må alligevel have været ubehageligt for ham.

Skal vi ikke i stedet prøve, at gå efter bolden, og ikke manden. Det er lige blevet afsløret, at USA udfører massiv overvågning af danskerne og resten af verdens befolkning. Danmark og andre europæiske lande udleverer vores privatliv til amerikanske efterretningstjenester og firmaer. Vi ser EU lande agere USAs lakajer, bryde egne og internationale love og tvinge en sydamerikansk præsidents fly ned, i heksejagten på en whistleblower. Manden er på flugt fra Obama, som allerede har tortureret Bradley Manning og drevet klapjagt på flere whistleblowers end samtlige amerikanske præsidenter tilsammen.

Undersøgende journalistik og pressefrihed er under voldsomt pres. Journalister er under overvågning, hvilket gør, at kilderne ikke tør kommunikere over telefon eller email. Ytringsfriheden er stærkt truet. Retssikkerheden er nærmest ikke-eksisterende i USA. Hvordan står det til med den i Danmark? Eller Sverige, for den sags skyld?

Er det ikke DET vi bør tale om? Hvorfor taler hverken danske journalister eller politikere om det her?

—-

Referencer og anbefalet læsning:

The Withdrawal of an NSA story – and an ethical quagmire for The Observer af Simon Davies.

Good Whistleblower – BAAAD whistleblower af Anders Kjærulff, som kommer med et bud på hvorfor LHN og Co. er i forsvarsposition.

Revealed: Secret European deals to hand over private data to America. Kopi af artiklen i The Observer.

Snowden interview in Der Spiegel.