Skip to content

Villy vildleder vælgerne

25. maj 2013

Hvor meget eller hvor lidt ved udenrigsminister Villy Søvndal? Hvor meget eller hvor lidt ved Politikens USA-korrespondent, Jakob Nielsen? Vi går som borgere ud fra, at politikere og journalister ved mere end os selv. Vi tager os sjældent tid til at se dem efter i sømmene. Pressens opgave er at holde magten i ørerne; at stille kritiske spørgsmål og afsløre magtmisbrug. En central funktion i et demokrati, som det kræver viden og overblik hos journalisten at udføre. Men hvem holder journalisterne i ørerne og stiller dem de kritiske spørgsmål?

Jakob Nielsen rapporterer i en artikel fra 24. maj, om Villy Søvndals kommentar til Obamas nye løfter om lukningen af fangelejren på Cuba:

Lukningen af fængslet i Guantanámo har i mange år været en mærkesag for udenrigsminister Villy Søvndal.

Derfor glæder han sig også over, at USA’s præsident nu gør et nyt forsøg på at få flyttet de 166 fanger væk fra flådebasen i Cuba.

Men Søvndal har ingen planer om selv at bidrage til, at det sker.

»Et bredt flertal i Folketinget har gennem årene fastholdt den linje, at vi ikke tager imod fremmede statsborgere fra Guantanámo, og denne danske holdning er uændret«, hedder det i en skriftlig kommentar fra udenrigsministeren.

En mærkesag, men udenrigsministeren vil dog ikke hjælpe med en egentlig realisering af lukningen. Ifølge regeringen afviser Danmark “at tage imod fanger fra Guantanámo”, fordi “det ville være ulovligt og farligt.” Det er overvejende uskyldige mennesker, som har været indespærret i årevis uden formelle anklager, nogle i mere end ti år. Torturerede, frihedsberøvede, rettighedsberøvede og fjernet fra deres familier af den amerikanske stat, uden de helt store protester fra de andre vestlige lande.

779 mennesker har været holdt i lejren siden 11. september 2001. Omkring 600 er siden blev løsladt uden hverken anklage eller retssag. Tilbage sidder 166, hvoraf de 86 allerede er frifundet og kan sendes tilbage, hvis hjemlandet eller et tredjeland vil tage imod dem. Af de tilbageværende 166 fanger, er der kun rejst anklager mod seks af dem. I alt er syv blev dømt ved militærdomstole. Ni er døde, de fleste var formodentlig selvmord.

Inden han blev udenrigsminister argumenterede Villy Søvndal for, at Danmark som deltager i krigen mod terror burde bidrage til at få lukket fængslet.

Kort efter S-SF-regeringens tiltræden kom der da også en henvendelse fra USA, der bad Danmark om at tage imod en eller flere af de fanger, som ikke mistænkes for nogen forbrydelse, men som af forskellige grunde ikke kan sendes til deres hjemland.

Men regeringen valgte i samråd med et bredt flertal i Folketinget at afvise anmodningen.

»Det skyldes, at det ikke inden for de gældende udlændingeretlige regler og praksis er muligt at give de pågældende opholdstilladelse i Danmark. Dels at der kunne være en sikkerhedsmæssig risiko ved at modtage fanger«, hedder det i den skriftlige kommentar fra Villy Søvndal.

Sådan kan det jo gå, når man selv kommer til magten. Desuden har vi bidraget rigeligt til kampen mod terror allerede, mener udenrigsministeren:

»Dertil kommer jo, at Danmark – særligt gennem indsatsen i Afghanistan – i forvejen har ydet et uforholdsmæssigt stort bidrag til den internationale kamp mod terror«.

Byrdestop: Vores karma-konto er allerede fyldt op. Vores bæger flyder over med næstekærlighed og fred. Det blev også til et par dråber over Libyen, hvor vores humanitære interventioner, sendte endnu en flok glade mennesker til himmels…

Lovligt eller ulovligt i forhold til rigtigt eller forkert

Det er åbenbart ulovligt for Danmark, at tage imod uskyldige mennesker som har været indspærret i årevis uden grund, frataget alle menneskerettigheder og udsat for tortur. Ikke nok med, at vi udleverer fanger til amerikansk tortur, vi nægter også at frigøre dem fra deres fangenskab. Lov først, dernæst moral. Det er efterhånden svært at følge med i, hvad er lovligt og hvad er ulovligt. Men andre lande har dog fundet plads i hjertet, eller loven, til dem:

En række andre europæiske lande har omvendt sagt ja til at hjælpe ved at modtage en eller flere fanger. Det drejer sig typisk om de indsatte, som ikke mistænkes for nogen forbrydelse, men som ikke kan sendes tilbage til deres eget hjemland, fordi det ikke vil tage imod dem.

Når politikerne så let finder smuthuller i danske og internationale love og resolutioner, til retfærdiggørelse af krig og besættelse i Mellemøsten og Afrika, hvorfor så ikke også fifle lidt med paragrafferne i dette tilfælde? Alt det kræver er en smule menneskelig, kreativ bogføring.

Villy Søvndals mærkesag er Guantanamo, så man må formode at han følger med i sagen. Han nægter selv at gøre noget, men glædes dog over at høre nye løfter fra Obama.

Ikke desto mindre kalder han Obamas tale onsdag for »en kærkommen opmuntring«.

»Vi ved alle, at modstanden i Kongressen har betydet, at det ikke er lykkedes at afvikle Guantanmo-lejren så hurtigt, som Obama og vi andre kunne ønske. Der er stadig et stykke vej igen, og det synes jeg er beklageligt«, siger Villy Søvndal.

»Derfor glæder jeg mig også meget over Obamas udmelding om en fornyet og forstærket indsats for nu at få gennemført en endelig og fuldstændig afvikling – og dermed omsider få afsluttet et mørkt kapitel i USA’s mangeårige indsats mod international terror«.

Villy Søvndal påstår, at kongressen stod i vejen for en lukning. Det passer bare ikke helt. Journalist Jakob Nielsen gør os heller ikke opmærksom på, at det er en sandhed med modifikationer. Politikens korrespondent kunne her passende bryde ind og minde læserne om, hvad kongressen faktisk stemte nej til. Obamas forslag gik ud på at flytte fangerne til et fængsel i Illinois, med samme mangel på rettigheder og anklager som på Guantanámo, og derfor ekstremt forfatningsstridigt og ulovligt. Kongressen stemte ikke nej til en afvikling, men derimod til præsidentens plan om en fortsættelse af det mørke kapitel. Bør vores udenrigsminister ikke vide sådan noget? Bør en journalist udstationeret i USA ikke vide det?

Politikerne får deres viden fra medierne, som får den fra politikerne, som tager vigtige beslutninger baseret på den viden. Vi danner vores verdensbillede ud fra artikler som denne. Men det alle ved, er den fordrejede sandhed. Det kan vi takke politikere som Villy Søvndal og journalister som Jakob Nielsen for.

Læs også Krigsforbryder, moi?

Reklamer
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: