Skip to content

FN-tale er sølv, medietavshed er guld

26. februar 2013

Den vestlige leder udvandrer, når den mellemøstlige leder går på talerstolen ved FNs Generalforsamling. Medierne miskrediterer en ellers nedtonet iransk præsident som, med hele verdenssamfundets militærmaskine og dets medier rettet imod Iran, kommer med rimelige argumenter og kritik. Hykleri, dobbeltmoral og statspropaganda forveksles med journalistik. At påpege fakta forveksles med hård kritik. Når andre skal finde sig i hån, spot og latterliggørelse, hvorfor skal vi så ikke? Ritzaus Bureau rapporterer fra FNs Generalforsamling på Politikens hjemmeside, d. 26. september 2012. Hele flokken af verdens ledere er samlet i et forsøg på, at finde svar på spørgsmålet: hvem truer hvem? Eller hvem der truede hvem først. Beskyldningerne om hvem der opfører sig mest uciviliseret, fyger gennem luften.

Politiken vælger et tilpas truende billede af den iranske præsident, med ordet TRUSSEL skrevet med store, røde bogstaver. Skal vi stave det for jer? I billedteksten beskylder han angiveligt Vesten for at true Iran. Under overskriften får vi at vide, at Ahmadinejad retter en hård kritik mod Vesten og Israel. Hvad bilder han sig ikke ind! Men hvor er den såkaldt hårde kritik, som præsidenten beskyldes for at komme med? De eksempler Ritzau og Politiken bringer, er der ikke noget usandt i. Er det forbudt at komme med kritik mod ytringsfrihedens beskyttere og demokratiets forkæmpere? Man fornemmer en lettere fornærmet, irritabel attitude hos vestlige journalister og deres regeringer, når der skal fejes for egen dør.

Artiklen om Irans kritik af Vesten lægger hårdt ud:

Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, beskylder Vesten for at intimidere Iran.

En urimelig beskyldning? Et tilfældigt udklip af overskrifter understøtter påstanden. Først Berlingske fra 12. januar 2012:

Politiken 2. november 2011:

Mere Berlingske:

I samme artikel diskuterer Vesten åbent detaljerne i et muligt angreb. Journalisten glemmer et ord, midt i krigsbegejstringen:

TV2 Nyhederne 12. marts. 2012:

Når Vesten samtidig har omringet Iran, så er “intimiderende” vel ikke det forkerte ord at bruge. Siden 11. september 2001 har USA, Israel og Vesten angrebet, bombet og invaderet en hel stribe lande. Iran har ikke angrebet et andet land de sidste 200 år. Et uddrag fra Leksikons artikel om Iran:

USA måtte imidlertid i foråret 2006 opgive at få vedtaget sanktioner mod Iran i FN’s Sikkerhedsråd, efter at specielt Rusland og Kina modsatte sig sanktioner. Supermagten arbejdede i stedet videre med planer om militære angreb på Iran, og Israel har tilsvarende militære angrebsplaner. Mens Iran ikke har angrebet sine nabolande, har Israel angrebet alle sine nabolande og bombede i 1983 en irakisk atomforsøgsreaktor udenfor Baghdad. USA har ligeledes foretaget besættelser i Centralasien og har omringet Iran med militærbaser.

I overskriften kalder Ahmadinejad angiveligt Israel for uciviliseret. Er det mon deres behandling af palæstinenserne, i det belejrede Gaza, han hentyder til? Libanon-krigen? Tilbage til vores artikel, “Ahmadinejad kalder Israel uciviliseret“, som forsætter i anden linje:

Samtidig kritiserer han Israel for at true med at bombe Irans atomanlæg.

Truer Israel med at bombe Irans atomanlæg? Nej da. Her et lille udvalg af overskrifter fra Kristelig Dagblad, TV2 og Ekstra Bladet:

Hård kritik eller bare korrekt konstatering? Medierne er fyldt med Israels evige trusler mod alt og alle. De har angrebet samtlige af deres nabolande, så truslerne er altså langt fra tomme. Krigskonventioner og næstekærlighed er ikke noget Guds udvalgte folk bruger. Politiken d. 6. oktober 2006:

I en artikel på Informations hjemmeside, d. 12 april 2012, skriver Anton Geist:

Der er al mulig grund til at kritisere det iranske præstestyre, der undertrykker landets befolkning og opfører sig notorisk truende over for Israel. Men der er også grund til at forholde sig kritisk til Israel, der truer med at udløse en uoverskuelig krig ved at bombe de iranske atomanlæg. For selv om Iran med Harvard-professor Stephen M. Walts ord »muligvis er det mest inspicerede land i Det Internationale Atomenergiagenturs historie«, har ingen kunnet bekræfte eksistensen af et aktivt iransk atomvåbenprogram. Og som blandt andre den amerikanske sikkerhedsanalytiker Fareed Zakaria har påpeget, vil præstestyret i Teheran netop blive forsynet med argumenter for at gå imod det internationale samfund og udvikle atomvåben, hvis Iran bliver bombet af Israel – der selv end ikke har tiltrådt den internationale ikkespredningsaftale og ikke tillader nogen kontrol med sine atomvåben.

Ritzau og Politiken fortsætter i deres rapport fra FNs hovedkvarter:

Ahmadinejads meldinger kom sidst på eftermiddagen onsdag dansk tid i New York, hvor alverdens ledere er samlet til FN’s Generalforsamling.

Da det blev den iranske præsidents tur til at tale, brugte han sin tid på at kritisere stormagterne og Israel.

»Stormagters våbenkapløb og intimidering med atomvåben og masseødelæggelsesvåben er blevet fremherskende«, sagde Ahmadinejad.

»De uciviliserede zionisters fortsatte trusler om at bruge militær handling mod vor store nation er et klart eksempel på denne bitre realitet«, fortsatte han.

Kan man bebrejde Iran at bruge sin taletid i FN på, at tale om de mange krigstrusler fra “stormagterne” og Israel? På samme måde som USA og Vesten har haft svært ved, at anerkende Palæstina som selvstændig stat, har Iran svært ved at anerkende Israel. Derfor bruger Ahmadinejad udtrykket zionister. Iran har ingen atombomber, men det har Israel til gengæld. Iran tillader inspektioner, det gør Israel ikke. Israel har truet med at angribe Iran i mere end 30 år nu. Hvem truer hvem?

USA spreder for tiden droner ud til alle verdenshjørner. Alle vil købe droner, fordi de er billige og så utrolig præcise. Og hvis man betegner alle, som dronerne slår ihjel, som militante, kan man derved holde tallet af civile dræbte nede på nul. Medier og politikere fortæller os, at de ubemandede, fjernstyrede fly er fremtidens humane våben, men i virkeligheden er droner ren terrorisme. Er det de bitre realiteter, Ahmadinejad taler om? Forveksles kendsgerninger, i vestlige ører, med hård kritik, når de en sjælden gang siges højt?

USA og Israel boykottede talen
Iran er alvorlig på kant med det meste af verden på grund af landets atomprogram, som Vesten og Israel frygter skal bruges til udvikling af atomvåben, hvilket Iran benægter.

Ahmadinejad har før holdt taler i FN, hvor dele af salen er udvandret, fordi han har spredt verbal gift.

Han har før truet Israel og afvist, at holocaust har fundet sted.

I sin tale onsdag styrede han dog uden om de tidligere bemærkninger om Israel.

Holocaust-kortet bliver sat i spil. Men vi ved jo, og har tonstunge beviser på, at det har fundet sted, hvorfor så blive så forargede og provokerede af blotte ord? Kan vi tvinge alle i verden til, at dele samme opfattelse af historien som os? Den “verbale gift” og “tidligere trusler”, er sandsynligvis en hentydning til Ahmadinejads bemærkning om, at Iran vil “udslette” Israel. Pressen elsker den slags. På den måde kan man rokke ved troværdigheden af alle hans andre udtalelser, og Politiken lader Ritzau bringe det på bane igen. Bare så vi ikke glemmer det. Men var der på noget tidspunkt tale om egentlig udslettelse? Det kan i det mindste betvivles. Et uddrag fra en GlobalResearch-artikel, på engelsk:

So what did Ahmadinejad actually say? To quote his exact words in farsi:

  ”Imam ghoft een rezhim-e ishghalgar-e qods bayad az safheh-ye ruzgar mahv shavad.”

That passage will mean nothing to most people, but one word might ring a bell: rezhim-e. It is the word “Regime“, pronounced just like the English word with an extra “eh” sound at the end. Ahmadinejad did not refer to Israel the country or Israel the land mass, but the Israeli regime. This is a vastly significant distinction, as one cannot wipe a regime off the map. Ahmadinejad does not even refer to Israel by name, he instead uses the specific phrase ”rezhim-e ishghalgar-e qods” (regime occupying Jerusalem).

So this raises the question.. what exactly did he want “wiped from the map”? The answer is: nothing. That’s because the word “map” was never used. The Persian word for map, “nagsheh“, is not contained anywhere in his original farsi quote, or, for that matter, anywhere in his entire speech. Nor was the western phrase “wipe out” ever said. Yet we are led to believe that Iran’s President threatened to “wipe Israel off the map”, despite never having uttered the words “map”, “wipe out” or even “Israel”.

     THE PROOF:

The full quote translated directly to English:

     “The Imam said this regime occupying Jerusalem must vanish from the page of time”.

Obama har indtil nu sagt, at han ønsker en diplomatisk løsning på krisen, men advarer samtidig om, at forhandlingsvinduet er ved at lukke i. Skærpede sanktioner mod Iran bliver solgt på samme måde, via pressen: “Vi vil tvinge Iran til forhandlingsbordet.” Men under FN’s Generalforsamling, når alle muligheder for diplomati, samtale og forsøg på gensidig forståelse er til stede, udnytter Vesten og Israel dem så?

Nogle af tilhørerne var på forhånd udvandret. Stolene, hvor de amerikanske diplomater skulle sidde i FN-bygningens plenumsal, var tomme, da præsidenten fra Teheran talte.

Erin Pelton, talskvinde for USA’s FN-mission, havde på forhånd meddelt, at amerikanerne ville boykotte Ahamdinejads tale, fordi han i de seneste dage har fremsat en række voldsomme udtalelser mod Israel.

Også den israelske delegation boykottede talen.

Udvandring og boykot af Irans tale? USA meddeler på forhånd, at de ikke vil være til stede, pga. en “række voldsomme udtalelser mod Israel”? Blot fordi Irans leder kalder Israel uciviliseret? At de truer med at bombe Irans atomanlæg? Hvad er det for nogle fine fornemmelser man pludselig anlægger, når man til daglig bomber løs over hele kloden? Er viljen til, at afværge krig, virkelig ikke større end at man, fra amerikansk side, har tid til at spille fornærmet og føle sig trådt på?

Vi beskyldte i tolv år Irak for at skjule masseødelæggelsesvåben. Selvom inspektioner og efterretningstjenester afviste, at de fandtes, angreb og invaderede vi alligevel landet i 2003. Irak afviste at have de våben, vi beskyldte dem for at gemme, og som de altså ikke havde. Derefter begyndte samme beskyldninger mod Iran, nøjagtig samme historie. Iran tillader inspektioner. De afviser at have intentioner om at bygge atombomber, hvilket vi nægter at godtage. USA, Israel og Vestens samlede militærstyrker puster og pruster udenfor Irans dør. Vi kræver, at de giver os beviser på, at de udelukkende har fredelige intentioner med deres atomprogram. Beviser som FNs våbeninspektører, vestlige efterretningstjenester og Iran for længst har lagt frem – som vi nægter at godtage. Og hvad mere kan Iran så gøre?

USA, Vesten, Israel, Ritzau og Politiken fingre i ørerene, når der siges noget de ikke vil høre. Vi kan åbenbart ikke tåle lugten i eget bageri. Det lyder til, at vi vil krig mere end fred og diplomati. Pressen talte ukritisk magthavernes sag i optakten til Irak-krigen. Nu er Iran syndebukken, stemplet som slyngelstat og en trussel mod verdensfreden. Hvad med et stempel til medierne?

Reklamer

From → Artikler

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: