Skip to content

Politiken stormer britisk ambassade

21. februar 2013

29. november 2011: Politiken klipper rygter, tredjehåndsoplysninger og spekulationer fra internationale medier sammen til en nyhedsartikel, om et angreb på Storbritanniens ambassade i Teheran. Det antydes, at iranske politikere står bag. Men kunne de demonstrerende studenters protester i stedet være et udtryk for frustration over de hårde sanktioner, som Vesten kort inden havde strammet? De overvejelser gør journalisten sig ikke. I stedet bruges spaltepladsen på konspirationsteorier, dronningeportrætter og vestlig dobbeltmoral. Efter disse hændelser truer vestlige ledere og Villy Søvndal med yderligere stramninger af sanktionerne, som hovedsagligt rammer befolkningen. Politiken overbringer de officielle fordømmelser af Iran, og lader det fornærmede Storbritanniens sårede følelser få det sidste ord. Moralen synes at være:

Man må finde sig i hån, spot og sanktioner.

Politiken erkender, at forvirringen er total. Men avisen vælger alligevel at bringe samtlige sensationsprægede, udokumenterede og rygtebaserede historier de kan finde, blandt nyhedsbureauer og medier verden over. Hvor er de kritiske spørgsmål? At bruge ordet “angreb” i overskriften, får det allerede til at klinge militært og overlagt. Journalist Rasmus Dam Nielsens sætter os ind i situationen:

En gruppe iranske studerende har stormet den britiske ambassade i Teheran.

Med brandbomber har de raseret bygningen, smadret ruder og jaget de ansatte på flugt, beretter flere internationale nyhedsbureauer.

Hvis flere internationale nyhedsbureauer siger det, så må det jo være sandt. Politiken har altså ingen på stedet. Journalisten sidder højst sandsynligt i København, hvor han følger historien som den udvikler sig time for time på internettet. Men skal alt, med blot den mindste sensationsværdi, absolut viderebringes uden overvejelse eller kritik? Især set i lyset af den højspændte stemning mellem Vesten og Iran.

Det iranske nyhedsbureau Mehr skrev sågar tidligere, at seks personer er blevet taget som gidsler, men de oplysninger er ikke blevet bekræftet, og Mehr har angiveligt også trukket nyheden tilbage.

Et ubekræftet rygte fra kampens hede, som efterfølgende angiveligt er trukket tilbage. Hvorfor bringer Politiken det så på bane igen? Rasmus Dam Nielsen er ude af stand til, at bekræfte historien om gidseltagningen. Men er åbenbart heller ikke i stand til at tjekke, om nyheden rent faktisk er trukket tilbage eller ej. Har journalisten læst Mehrs påstande hos andre medier, at nyheden “angiveligt” er trukket tilbage? Man kan betvivle nyhedsværdien af et ubekræftet rygte, som angiveligt er trukket tilbage.

Men lad nu ubekræftede og angiveligt tilbagetrukne oplysninger være. Forlydende vejer som bekendt tungere end rygter:

De seneste forlydender går på, at det iranske politi har ryddet gaden ude foran ambassaden, hvor flere demonstranter har brændt britiske flag af og råbt »Død over England«.

Næste skridt er at få de omkring 50 personer, der befinder sig inde på ambassadens hovedbygning, og godt 100, som er brudt ind i ambassadør Dominick Chilcotts private bolig, ud.

Med megafoner råber politiet: »Demonstrationen er slut. Smut!«

Hvor er et undertrykkende regimes politivold, når endelig man skal bruge den? Hvilken skuffende blødsødenhed, vi her er vidner til, når der brændes flagduge og råbes slemme ord i Teherans gader. Tænker de slet ikke på vores følelser? Gruppen af demonstrerende studenter nøjes ikke med slagord og afbrænding af flag:

Demonstranterne har revet det britiske flag ned og erstattet det med det iranske. Ifølge blandt andre The Guardian kaster de også dokumenter ud af vinduerne, ligesom et billede af dronning Elisabeth er blevet flået ned fra væggen og smadret.

Majestætsfornærmelse! Hjerteløse bæster! Få timer tidligere har Politiken udsendt “Britisk ambassade i Teheran er under angreb“: En rapport fra det danske nyhedsbureau Ritzau, der citerer en unavngiven journalist fra det franske nyhedsbureau AFP, “der befinder sig på stedet.” Her fortælles den ophidsende historie, om ombytning af flag og billeder revet ned fra vægge. Læseren er nu så rasende, og tæt på at give sin endelige accept af, et vestligt angreb på Iran. Humanitær intervention og befrielse af de resterende Elisabeth-portrætter i landet nu!

Men hvorfor interviewer man ikke nogle af de involverede demonstranter, når man nu er på stedet? Man kunne høre deres side af sagen, måske prøve at forstå deres frustration, sætte sig ind i deres situation? Men de bliver ikke hørt, i stedet udstilles de af vestlig presse som bøller.

Udenlandsk og dansk presse virker, i samme artikel, voldsomt fokuserede på billederne af den engelske dronning:

Mage til frækhed og gemene tyveknægte! Tog han mon det billede som blev smadret, eller havde de flere af slagsen inde på ambassaden? Måske var det et bestillingsarbejde, hvem ved. Det er ikke til at vide, hvad sådan et portræt står i nu om dage.

Tilbage i “Total forvirring om britisk ambassadedrama”, citerer Rasmus Dal Nielsen britiske The Guardian, som citerer iranske Tabnak:

Den britiske avis citerer desuden en konservativ, iransk webside, Tabnak, for, at demonstranterne har fundet frem til hemmelige efterretningspapirer.

Tilsyneladende har voldsomhederne indtil videre ikke kostet nogen livet

Tabnak, som ledes af generalsekretæren i Expediency Discernment Council og tidligere chef i Revolutionsgarden, er åbenbart også på stedet. Og de ved allerede på nuværende tidlige tidspunkt, at demonstranterne har fundet britiske “hemmelige efterretningspapirer.” Hvordan er det muligt? Men de kan dog ikke se om nogen er blevet dræbt.

Breaking news er nyheder mens det sker.  Så der er ikke tid til at sætte sig ind i, hvorfor studenterne demonstrerer. Men de storpolitiske antydninger når dog at komme med:

Ambassadør udvist
Angrebet på ambassaden kommer blot to dages efter, at det magtfulde Vogternes Råd har vedtaget en lov, der tvinger Irans regering til at udvise Storbritanniens ambassadør i Teheran som gengæld for nye britiske sanktioner mod Iran, der lukker af for alle bånd til Irans finansielle sektor.

Ved den lejlighed foreslog parlamentsmedlem Mehdi Kuchakzadeh, der er valgt i Teheran, at iranerne måske burde storme den britiske ambassade, sådan som man gjorde med den amerikanske i 1979 i forbindelse med et større gidseldrama:

»Den britiske regering burde vide, at hvis den står fast på sine onde holdninger, vil det iranske folk slå dem på munden, præcis som det skete med USA«

De britiske diplomater var altså tidligere blevet udvist af landet, som svar på yderligere stramninger af vestens sanktioner mod Iran. Ikke noget der ligefrem ryddede avisernes forsider herhjemme. Sanktioner mod “Irans finansielle sektor”? En regulær afstraffelse af 75 millioner uskyldige iranere gives en teknisk betegnelse, som får det til at lyde som om, at konsekvenserne udelukkende begrænser sig til nuller og ettaller på en computerskærm. Ikke noget at blive så pylret over.

Politiken og Rasmus Dam Nielsen antyder, at demonstrationen er opstået på opfordring af et parlamentsmedlem. At han “valgt i Teheran” er åbenbart en vigtig detalje at få med. Lidt mystisk. Skal vi derved få den opfattelse, at iranerne i deres blinde had til vesten og urokkelige troskab til deres “folkevalgte” ledere, er en flok krigeriske undermennesker? At se dem som en flok hulemennesker, gør det lettere for os, de civiliserede, at se den anden vej, når vores regeringer sender bomberne ned over dem.

Magthaverne i Iran: de er simpelthen så gale, at de sender deres vælgere på gaden med sten og brandbomber, som en forlænget arm af deres politik. De har jo slet ikke forstået hvad demokrati går ud på, i modsætning til os andre her i Vesten.

Den iranske regering har dog afvist at have nogen andel i de studerendes handling.

Storbritanniens Udenrigsministerium har i en pressemeddelse udtrykt stor foragt for angrebet og understreget, at Iran i henhold til international lovgivning har en »åbenlys pligt« til at beskytte diplomater og deres kontorer.

Iransk politi er allerede på stedet, arbejder på sagen. Men selv norsk politi var vist heller ikke helt parat til begivenhederne i Oslo 22. juli 2011. Forventer vi virkelig, at iranske sikkerhedsstyrker slår ring om vores ambassader døgnet rundt, for at undgå demonstrationer, som kunne ende i optøjer? Forventer vi, at de har ressourcerne til det, ovenpå vores sanktioner, som kvæler deres “finansielle sektor”? Irak angreb Iran i 1980erne, med fuld støtte fra USA og Vesten. Truslerne om et angreb fra vores side, har været konstante de sidste ti år. Iran har været under ét år fra at have “bomben” de sidste 30 år. Som præsident var noget af det første Obama gjorde, at eskalere cyberkrigen mod Iran. Han indledte angreb på landets atomreaktorer med Stuxnet-ormen. Landet er omringet af verdens mest magtfulde krigsmaskine og avancerede militærstyrke: USA. Men vi regner stadig med, at Iran helhjertet beskytter vores diplomater og kontorer?

En artikel i Information fra 9. december 2011, “Krigen mod Iran er allerede begyndt“, opsummerer:

Vi bryder altså selv samtlige konventioner, både krigens og anstændighedens, men fortørnes, når Iransk politi ikke går hårdt nok til en flok demonstrerende studenter? Vi dræber og bomber løs som det passer os. Men så snart nogen river et par billeder ned fra vores vægge, skriger fornærmede, vestlige politikere op om afstraffelse og sanktioner. Politiken slutter med en kommentar fra Storbritanniens Udenrigsministerium, som et samlet udtryk for Vestens sårede følelser:

»Vi er bestyrtede over dette. Det er fuldstændig uacceptabelt, og vi fordømmer det«, skriver ministeriet.

Hvis interesser er bedst tjent efter denne episode? Storbritannien får vendt en ydmygende udvisning af deres diplomater, til en heroisk tilbagetrækning. De stramninger af sanktionerne mod 75 millioner iranere, man netop har indført, overskygges nu af en bølge af sympati for Storbritannien. Internationale ledere står i kø med fordømmelser af Iran. Under to døgn senere bakker Villy Søvndal, Danmark og  EU op om flere sanktioner mod Iran. Pressen tegner billedet af et land, som enten sender egne borgere ind for at rasere en udenlandsk ambassade, eller er ude af stand til at kontrollere en gruppe demonstrerende i egne gader. Sådan et land skulle jo nødigt anskaffe sig atomvåben.

Hvem kunne have mest interesse i at planlægge et “angreb” som dette? Vestlige regeringer og medier havde tilsyneladende anklager, bortforklaringer og manuskriptet liggende klar. Den røde løber rulles langsomt ud. Banen kridtes op til en krig mod Iran, og Politikens Forlag trykker propagandaen.

……….

Gyldendals Den Store Danske, definition på propaganda:

Reklamer

From → Artikler

One Comment

Trackbacks & Pingbacks

  1. Krigsforbryder, moi? | Du er Journalist

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: