Skip to content

Ritzau/Reuters

30. oktober 2011

Du er Journalist har først nu opdaget, at en meget stor del af det samlede danske nyhedsstof, er varer købt hos et nyhedsbureau. Og derefter kopieret direkte ind i pressens artikler. Men i mange tilfælde, helt uden yderlige tekst. Det redaktionelle består så udelukkende i at klippe ud, sætte et billede på og evt. ændre overskriften en smule.

Historierne kommer alle fra Ritzaus Bureau I/S, altså et nyhedsbureau. De sælger nyheder til medier og presse. Og de artikler og nyheder køber f.eks Politiken. Råstof, som journalister og redaktioner frit kan fortolke. Lægge eget materiale til eller skrive en artikel på grundlag af dem. Men det sker altså ofte, at de ikke gør så meget selv. Udeladelser fra disse nyhedstelegrammer, kan være vigtig viden som læsere og befolkning aldrig får.

Her er hvad Den Store Danske, Gyldendals åbne encyklopædi, har om bureauet. Opslaget ligger under Samfund, Jura og Politik, og Massemedier.

Ritzaus Bureau I/S, dansk nyhedsbureau. Bureauet blev stiftet 1866 i København som Nordisk Centralbureau for Telegrammer af Erik Nicolai Ritzau (1839-1903) og fik fra begyndelsen fire københavnske dagblade som abonnenter. Bureauet var frem til 1947 ejet af familien Ritzau, hvorefter det blev et interessentskab, ejet af den danske presse. Oprindelig formidlede bureauet kun udenlandsk og kommercielt stof. Under Den Fransk-tyske Krig 1870-71 steg interessen, flere provinsblade begyndte at abonnere og efterhånden også ministerier, styrelser, hoffet, banker, virksomheder mv. Oprindelig blev de indkommende telegrammer distribueret med bud til indenbys kunder og med posten til udenbys.

I 1881 muliggjorde indførelsen af telefoner oprettelsen af provinsfilialer, der fik indtelefoneret materiale fra Ritzaus hovedkontor og telefonisk viderebragte det til de lokale aviser. Fra 1906 var næsten alle danske aviser med i kundekredsen. Ritzaus position som eneste danske nyhedsbureau medførte et behov for absolut troværdighed og upartiskhed, men i Provisorietiden blev bureauet alligevel anklaget for regeringsvenlighed, og Venstre havde planer om at oprette et alternativ. I 1923 overgik Ritzaus Bureau til radiodistribution med oplæsning af nyhedstelegrammer på faste tidspunkter, hvilket fungerede frem til 1956, da kabelfjernskrivere overtog distributionen. Fra 1966 kunne Ritzau tillige levere telesats, og fra 1983 er formidlingen sket via computere.

Efterhånden indgik Ritzaus Bureau stadig flere aftaler med udenlandske bureauer, især Reuters, om udveksling eller leverance af internationale nyheder, ligesom provinsfilialerne og de abonnerende blade leverede det danske nyhedsstof. Bureauets redaktioner er fra omkring 1999 opdelt i udland, sport, kriminal, politik, indland og erhverv.

Bureauet har fra midten af 1990’erne oprettet flere elektroniske medietjenester, udskilt i særlige selskaber: Ritzaus Medienet A/S og Ritzaus Medieservice A/S. Da provinsdagbladenes interesse for trykklart stof er stigende, har bureauet udvidet sine tilbud om færdigt stof og især færdigombrudte helsider, der udgør en voksende andel af det udsendte. Behovet for dokumentation og oversigter er ligeledes øget, men fortsat udgør det egentlige nyhedsstof ca. 85% af det udsendte.

Behovet for dokumentation og oversigt er altså øget, med 15 procent. Men det “egentlige nyhedsstof” udgør stadig 85 procent. Der er åbenbart forskel på dokumentation og nyheder. Ritzau har størstedelen af de danske medier som kundebase. En kundebase, som sjældent gør andet end at klippe og klistre.

Regeringsvenlighed i Provisorietiden? Et hurtigt kig på Wikipedia:

Provisorietiden (fr. provisoire; foreløbig, midlertidig) er en betegnelse for årene 1885-1894, hvor Højre-regeringerne under konseilspræsident (statsminister) J.B.S. Estrup gennemførte provisoriske, dvs. foreløbige, finanslove på trods af at folketingsflertallet bestående af Venstre var imod dem. Der var således tale om, at landet blev styret via dekreter, baseret på kongen Christian 9.s hævd på sin ret til at udpege ministre på trods af folketingsflertallet.

Den situation lyder umiddelbart bekendt…

Medier og presse er alle store medieselskaber, big business. Kunne det så tænkes, at dokumentations- og oversigtsbudgettet  en anelse? Sådan noget skal jo bearbejdes, og det koster. Ritzau får deres udlandsnyheder fra Reuters, som er et britisk nyhedsbureau. Ritzau fungerer udelukkende som oversætter, og klipper.

På deres hjemmeside kan man se et udsnit af de nyheder, de har på salgshylden. Man finder de samme nyheder, samme overskrift, samme artikel, samme udeladelser og samme sætninger overalt på nettet. Både i lokalavisen,  og helt op til DR og TV2.

Et eksempel er artiklen “Kina melder sig ind i kampen om Arktis”. 30. januar 2008, sælger Reuters verdens medier denne historie, Berlingske Tidende skriver en artikel baseret på den – og DR bringer en forkortet version af den artikel, direkte kopieret fra avisen. Fra DR Nyheder, Udland:

Kina melder sig i kampen om Arktis

30. jan. 2008 22.39 Udland Opdat.: 30. jan. 2008 22.43

Stormagten Kina tørster efter olie og er derfor begyndt at rette blikket mod Arktis, hvor der stadig er store forekomster af olie, naturgas og andre ressourcer, skriver Berlingske Tidende.

DR-journalisten Niels-Jacob Andersen står som forfatter, men hvad har han egentlig gjort andet end at skrive af og klippe fra? I den artikel han kopierer fra, ser det faktisk ud til, at journalisten på Berlingske har gjort noget selv. Han stiller spørgsmål. Godt gået! Men udelader han samtidig vigtige informationer? Reuters’ artikel indeholder også følgende information:

RESOURCE RUSH

The Arctic is thought to hold more than 10 percent of the world’s undiscovered oil reserves, 30 percent of its undiscovered gas reserves, and large mineral deposits.

Most known resources there lie within countries’ exclusive economic zones, an area 200 nautical miles within their coastlines.

“It could, therefore become a rush for resources, for oil for gas, for minerals,” Petersen said. “All of the international actors that would like to participate in that rush should of course abide by the highest international standards,” he said.

Dette udelader Berlingske-journalisten. Er det her almen viden hos danskerne, siden han ikke finder det nødvendigt at medtage den passage? For uden denne sætning, virker hele artiklen relativt uskyldig. Og ikke eksplosiv, som her. Det handler mest om sejlrender og fiskeri ifølge journalisterne i Danmark. Ren hygge. Men en dansk ambassadør taler om det,  som var det et nyt arktisk Klondike, hvor guldfeberen for alvor er ved at komme i kog. Han taler om et egentligt ressource-kapløb. Og så er der lige pludselig helt andre ting på spil.

Hvorfor ikke bare trykke hele Reuters’ oprindelige artikel, så vi ikke kun får den halve historie?

Med så enormt store indtjeningsmuligheder, og magtpositioner på verdensmarkedet, kunne de så spekulere i, at lade isen på Arktis smelte tilpas meget? For hurtigere at kunne komme til de dyrebare dråber og mineraler? Multinationale firmaer og regeringer overalt, drives jo af samme pisk. “Maximize profit” er det evige mantra. Og det er vel dét kloden nu endelig har fattet – ved at smelte isen på Arktis for os – så vi kan komme til. Få nu lidt fart på, ikke!

Om Reuters, på Wikipedia:

Almost every major news outlet in the world now subscribes to Reuters’ services, which operates in over 200 cities in 94 countries in about 20 languages.

Danmark har altså et nyhedsbureau, som sælger færdige artikler til samtlige danske medier og presse. Ritzau får alt udlandsstoffet fra Reuters. I 2007 blev de opkøbt af finansgiganten Thomson, og hedder egentlig Thomson Reuters. Ifølge journalisten.dk, udgør nyheder 1 procent af deres produktion – resten er børsovervågning. Den sammenblanding lyder ikke alt for heldig.

Vi læser de samme artikler, uanset hvilken avis, tv-kanal eller hjemmeside vi er på. Og hvem holder øje med, at Ritzau og Reuters ikke bliver den rene propaganda, styret af markedskræfterne og forklædt som objektive nyheder?

Én nyhedskilde til samtlige aviser og medier kan ikke være sundt for et demokrati. Som eneste nyhedsbureau i landet, har de fuldstændig magt og kontrol. Og Reuters gør det samme på globalt plan. Er det samme udfuldstændige viden, vi som befolkningen sidder tilbage med, som vores politikerne bruger i beslutningsgrundlag?

Er vi ved at løbe tør for demokrati og oplysning, nu da vi har eksporteret så store mængder af det til Mellemøsten?

Vi kunne kræve dem tilbage. Evt. i bytte for Den Lille Havfrue.

Advertisements

From → Artikler

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: