Skip to content

Politiken og Gaddafis Søn

25. oktober 2011

Sent mandag aften (24. oktober 2011) bringer Politikens netavis en historie, som placeres øverst på “forsiden”. Det må være vigtigt: stor overskrift og et alvorstungt billede. Men det er ikke ligefrem breaking news. Endnu en artikel under hovedtemaet “FOKUS: det arabiske oprør” – så vi regner med at det er vigtig information der bliver viderebragt her. Der bliver ikke stillet et eneste spørgsmål i hele artiklen. Men så må vi jo selv gøre det. Overskriften tyder allerede på, at man bare giver en besked videre fra myndighederne i Libyen:

Gaddafi-søn meldes på flugt med falsk pas

Saif al-Islam er ifølge Libyens nye magthavere på vej ud af landet.

Moamar Gaddafis tidligere så magtfulde søn Saif al-Islam befinder sig ved Libyens grænse til Niger og Algeriet.

Her er venner af Gaddafi-familien i færd med at få ham ud af landet. Det siger en repræsentant for overgangsrådet TNC til nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge TNC’s oplysninger rejser Gaddafis søn på et falsk libysk pas.

Artiklen indledes fuldstændig kritikløst, og viderebringer udelukkende overgangsrådet TNCs officielle udtalelser. Og de ved åbenbart, at venner af Gaddafi-familien er i færd med at få ham ud af landet. Stoler Politiken nu blindt på en regering, som man vel ikke kender meget til endnu? De vestlige lande stod i kø, for at få lov til at anerkende “oprørerne” som legitim regering. De ved han rejser på et falsk libysk pas, at han befinder sig ved Libyens grænse til Niger og Algeriet – og at venner er ved at smugle ham ud. Hvordan ved de, at han rejser på falsk pas? Viderebringer Politiken simpelthen bare myndighedernes information, som kunne være propaganda og politik? Hvad med lidt kritik eller andre kilder?

Det har svirret med rygter
Det har de seneste dage svirret med rygter om, hvor Saif al-Islam befinder sig.

Og siden hans fars død torsdag har han været rapporteret fanget indtil flere gange. Ingen af meldingerne har dog vist sig at holde stik.

Overgangsrådet vil imidlertid meget gerne have fingrene i Saif al-Islam, og sidste uge betegnede rådets leder, Mahmoud Jibril, tilfangetagelsen af ham som en af de nye magthaveres højeste prioriteter lige nu.

Hvis man ser dette afsnit i artiklen som en ligning, er X lig nul. “Det har svirret med rygter” og “det har de seneste dage svirret med rygter”- hvad er det egentlig for noget at skrive i en tophistorie på Politikens hjemmeside? Han er altså flere gange blevet rapporteret fanget. Er det igen rygterne der har svirret? Vi får stort set ingen relevant information her. Hvordan ser landet ud efter vores bombardementer? Har det, at fange en enkelt mand, virkelig førsteprioritet for overgangsrådet? Landet skal genopbygges, og man har nu en enestående mulighed for at indføre demokrati i landet. Alle burde jo være euforiske dernede, med dansende libyere i gaden – nu da de endelig er kommet af med deres diktator. Frihedens vinde blæser vel ind over torve og pladser, og de har fået livet tilbage. Og hvad er så deres førsteprioritet?

Er opfordret til at overgive sig
Saif al-Islam Gaddafi er eftersøgt af Den Internationale Straffedomstol, ICC. Det samme var hans far.

Chefanklager ved ICC Luis Moreno-Ocampo har opfordret Saif al-Islam til at overgive sig til de libyske myndigheder og lade sig udlevere til domstolen i Haag, så han kan blive retsforfulgt.

Saif al-Islam er uddannet fra London School of Economics og var udset som Gaddafis efterfølger, inden opstanden i Libyen startede for otte måneder siden.

Gaddafi var på eftersøgt af Den International Straffedomstol. Han er nu død, efter sin tilfangetagelse. Gaddafis søn er nu også eftersøgt, og at fange ham har førsteprioritet hos overgangsrådet i Libyen.

Viderebringer Politiken her en efterlysning for ICC? Er det ikke meningen, at pressen skal stille spørgsmål til magthaverne rundt omkring i verden, og ikke bare trykke hvad de siger og skriver, ord for ord? Men i stedet stille spørgsmål på vores, befolkningens vegne. På demokratiets vegne. Deres vigtigste funktion i vores demokrati.

Artiklen finder det vigtigt at nævne, at Gaddafis søn er uddannet i økonomi på London School of Economics. Han fik en PHD i 2008 for afhandlingen, The role of civil society in the democratisation of global governance institutions: from ‘soft power’ to collective decision-making? Billedet af en psykopatisk krigsforbryder krakelerer en lille smule her.

Ifølge Wikipedia kilder blev det dog opdaget, at 6% af den 93.000 sider lange afhandling var kopieret fra andre kilder. Men han har vel stadig skrevet imponerende 87.420 sider selv, vil man mene. Nancy Cartwright (filosof), David Held og Alex Voorhoeve (søn af Joris Voorhoeve, tidligere hollandsk statsminister), har alle assisteret under arbejdet.

Starter man med at læse Wikipedias side, om Said al-Islam Gaddafi, tegner der sig et broget billede af manden. På godt og ondt. Og der kommer rigtig mange interessante ting frem. Meget spændende læsning, når man kommer rundt i opslagets kildemateriale.

På siden står der også, som oprindelig kunne stamme fra World News::

His paintings made up the bulk of the international Libyan art exhibit, “The Desert Is Not Silent” (2002–2005), a show which was supported by a host of international corporations with direct ties to his father’s regime.

Hvilke internationale selskaber mon det drejer sig om? Og selskaber som havde “direkte tilknytning” til hans fars regime?

Han er kunstner, han maler. Et frisk pust i mediernes onde krigsforbryderhistorier? Herligt.

Ifølge Wikipedias oplysninger, blev han i Libyen set som reformist og kritiker af systemet. Han er dog tilsyneladende en mand med mange navne. Han har været præsident for Libyens sammenslutning af organisationer til bekæmpelse af narkotika. Ikke dårligt som kunstner, frit valg på alle hylder. Jeg skal helt sikkert se hans malerier, ud fra den viden alene. (Opdatering: de billeder er vanvittige, når man ser dem. Nogen burde sige noget til ham, lidt diskret. Det ligner noget 3D-tegneserie og kutteklædte krigere, mod en baggrund i lækre neonfarver.)

Artiklen siger det modsatte, men det kan altså betvivles om han overhovedet vil arve sin fars “trone”. “This is not a farm to inherit”, har Gaddafis søn udtalt, ifølge New York Times. “Dette er ikke en slægtsgård.”

Artiklen i New York Times slutter med følgende:

Educated in Europe and fluent in English, German and French, Seif al-Islam Qaddafi heads the his own International Association for Charitable Organizations, a network concerned with issues like human rights and education. It is officially not governmental but has been a platform for drawing up Libya’s economic liberalization program.

Han har haft gang i en hel del ting, åbenbart. Der ser ud til at være rigtig meget at undersøge om Saif al-Islam. Og vi kommer helt sikkert tilbage til ham, død eller levende.

På deres hjemmeside skriver ICC, den Internationale Straffedomstol, i forbindelse med efterlysningen af ham:

Honorary chairman of the Gaddafi International Charity and Development Foundation and acting as the Libyan de facto Prime Minister.

Billede fra ICCs hjemmeside

Det ser lidt underligt ud. Formand for international velgørenhedsorganisation og udviklingsfond, efterlyst for krigsforbrydelser. De anklager ham for mord og forfølgelse – ifølge The Guardian også tortur, drab på civile osv. Men hvem er det nu lige som også gør de der grimme ting?

Bomber USA, Danmark og vesten ikke løs, med hundredetusinder af civile tab til følge, som i de sidste ti år? Torturer USA ikke alle med et ikke-vestligt klingende navn, så snart de ser dem på gaden i disse tider? Har Danmark udleveret fanger til amerikansk tortur? Hvad med Guantanamo og dets indespærrede mennesker – som vi ikke tilbyder ret til advokathjælp, en sigtelse eller bare en retssag – og må sidde på ubestemt tid, i total uvished? Hvor humant er det?

Og hvad med dronerne, de flyvende dræbere, som ifølge Obama talsmand John Brennan, preller af på uskyldige civile? Denne rapport giver et noget andet billede.

Tilbage til artiklen, som afslutter denne nyhed øverst på Politikens netavis, mandag aften 25 oktober 2011:

Vanskeligt at pågribe ham
Han er den eneste af Gaddafi-sønnerne, som ingen med sikkerhed ved hvor er. To andre er flygtet til Algeriet, en er i Niger, to blev dræbt tidligere under kampe med oprørsstyrker, og Motassim Gaddafi mistede livet torsdag efter at være blevet fanget sammen med sin far i byen Sirte.

Ifølge TNC-repræsentanten bliver det vanskeligt at pågribe Saif al-Islam, selv om man nu mener at have gode efterretninger om, hvor han er.

»Det er et ørkenområde, og der er mange veje ud. Det er også en smuglerrute. Der er mange, mange veje ud, siger han«.

Var det virkelig det? Har denne historie på en måde ophævet sig selv, og er blevet til ingenting? Vi kan stort set ikke bruge det her til noget som helst, hvis ikke vi selv stillede spørgsmålene. Går Politikens læsere rundt med en form for hul viden, og ren gengivelse af regeringers udtalelser – som i dette tilfælde?

Men hvad ville den artikel egentlig? Hvad skulle den? Hvad har vi fået af nyttig information? Størstedelen af de ting vi fortælles, er vel næppe ny viden, på dette tidspunkt. I øvrigt minder profilen af Said al-Islam, i Politikens artikel, lidt om den man præsenteres for på Wikipedias side om ham.  Det er dog udelukkende spekulation fra vores side. Men vi har i det mindste stillet os selv spørgsmålet.

Men hvem har så skrevet denne artikel? Ritzau nævnes diskret, lige under opfordringen “FACEBOOK: Bliv ven med Politiken”. For stort set samme artikel som Politiken bringer her, kan findes hos Reuters. Et britisk nyhedsbureau, som de fleste vel kender. Denne er en direkte afskrift fra Ritzau, ord for ord. Og den er samtidig bare en dansk oversættelse af en Reuters-nyhed, med en enkelt udeladelse fra den originale tekst:

– Sydpå har de opsnappet samtaler med satellittelefon om, at Abdullah al-Sanussi har været på grænsen for at organisere hans exit. Det har også efterretningskilder fra andre lande oplyst os om, siger repræsentanten for TNC til Reuters.

En udeladelse. Er det Politikens eneste redaktionelle indsats her? Denne passage bekræfter igen, at de nærmest må sidde på lårene af ham efterhånden? Eller har de ham allerede? Er han for utilregnelig til, at have vi kan have ham rendende frit rundt?

Har en oversætter fra Rizau “skrevet” denne tophistorie, som ligger på Politikens netavis?

Hvis danske Politiken bare kopierer teksten fra Reuters, smækker et billede på  – kunne det samme så ikke ske på andre aviser? Hvis aviser som Politiken verden over, bringer samme parole – hvad er det så vi pludselig har gang i? Hvis det også sker i meget mere vitale nyhedshistorier, som f.eks baggrunden for at gå i krig – er dette så ligefrem undergravende aktivitet? Undergravende for selve demokratiet i Danmark, hvis dette faktisk foregår.

Én lille, men skræmmende detalje opdager man når man sammenligner Reuters og Ritzau-teksterne, med den artikel vi har fået. Politiken har ændret stavemåden på Said al-Islams far, den tidligere diktator. Den er ændret fra Muammar til Moamar. Det kunne se lidt prætentiøst ud. Er vi lidt fine på den? De har nok brugt meget tid på det.

Spilder de vores tid med disse endeløse, tomme nyheder?

Reklamer

From → Artikler

One Comment
  1. Hello, the whole thing is going nicely here
    and ofcourse every one is sharing facts, that’s actually good, keep
    up writing.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: