Skip to content

Politiken og den danske FN-chef

24. oktober 2011

Politikens artikel “Dansk FN-chef: Milliarder på bankbogen giver Libyen et forspring” af Jakob Hvide Beim (under temaet Det Arabiske Oprør) udsættes for journalistik. Stiller danske journalister stadig spørgsmål til ledere og politikere? Det er deres vigtigste funktion, og helt uundværlig for selve demokratiets overlevelse.

At stille spørgsmål, og at forblive nysgerrighed, er det modsatte af skønmaleri og propaganda. Hvis journalisterne ikke besidder disse evner længere, må vi selv udføre deres arbejde, for dem. Vi må selv stille spørgsmålene, og vi gør det fordi vi er nysgerrige.

Overskriften lyder:

Dansk FN-chef: Milliarder på bankbogen giver Libyen et forspring

Overskriften på artiklen lyder lovende. Libyerne starter ikke på helt bar bund, ovenpå vores bombardementer for fred. Og det bliver endnu bedre. Lige under den betryggende overskrift møder vi yderligere opmuntring:

I Libyen er der én lærer for hver femte elev og stort potentiale.

Det er jo nærmest grænseoverskridende nyheder det her. I Danmark er det nærmere én lærer for hver 28 elever. Og altid med begrænsninger af potentialet, altid yderligere nedprioritering. Sådan ser det ud.

Så Libyen er altså et skoleeksempel, som Danmark kunne se op til, og burde tage ved lære af. Hvordan gør de det? Hvilket system har de brugt?

Man må gå ud fra, at artiklen vil være interesseret i at finde nogle af svarene. Vi glæder os til at blive informeret. Belys os, Jakob Hvide Beim!

Christian Balslev-Olesen er en garvet mand, når det kommer til humanitært arbejde.

I Danmark er han bedst kendt for sin tid som generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, og siden arbejdet som chef for FN’s Børnefond (Unicef) i både Eritrea og Somalia – for nu bare at nævne nogle af de største poster, han har bestridt.

Alligevel har han ikke rigtig kunnet bruge nogen af sine gamle håndbøger, nu da han fungerer som chef for UNICEF i Libyen, hvor han har ansvaret for det sociale område.

»Det her er en helt anden historie, fordi det her land ikke har nogen gæld og samtidig sidder på flere milliarder kroner. De står ikke med fremstrakt hånd og beder om penge«, siger Christian Balslev-Olesen.

Vi får her indtrykket af, at Christian Balslev-Olesen altså ikke kan bruge sine mange erfaringer som generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp til noget som helst i Libyen. Heller ikke sin tid hos UNICEF i både Eritrea og Somalia. Hvorfor har han så fået stillingen?

Undersøger man det selv, viser det sig, at han har været på rigtig mange missioner – fordelt på 19 lande i Afrika, Europa og Asien. Men i de lande stod de altså bare, ifølge FN-chefen, med udstrakte hænder og bad om penge. Han er uddannet teolog i 1980.

I en artikel i Kristeligt Dagblad 15. januar 2010 betror han os, at troen giver et andet syn.

Christian Balslev-Olesen: — Troen giver et andet syn. Jeg var i Rwanda under folkemordet i 1984, hvor ligene blev stablet i stakkevis, og flygtningene døde i tusindvis af kolera. I den situation er det svært at se Vorherres mening med det hele, men selv midt i dette helvede oplevede man livsbekræftende eksempler på medmenneskelighed.

Manden har opholdt sig i utallige krisesituationer, i direkte krig og oprør. Brændpunkter. Han er da lige manden til opgaven!

Journalisten fortæller os, at han ingen erfaring har på dette nye område. Det sociale område, som han nu er blevet tildelt. Men hvorfor har han så fået posten af FN? Hvordan foregår sådan noget? Er det fordi han har set de allerværste krigsødelæggelser rundt omkring i verden, at han har fået den post?

Og har han virkelig ingen erfaring indenfor det område? Nej, mener Politiken. Artiklen i Kristeligt Dagblad nævner, at han er “ansat i FN og nu er partner og konsulent i Nordic Consulting Group, som bistår regeringer og u-landsorganisationer med rådgivning. Med sin mangeårige erfaring inden for international nød- og udviklingshjælp er han en af de danske teologer, der er kommet tættest på verdens brændpunkter for nød og elendighed.” Nordic Consulting Group? Et privat selskab? Kunne han tænkes at tjene personligt på dette FN-arbejde? Misbruger han sine kontakter i den organisation til egen vinding?

Et andet spørgsmål der rejser sig, er: Går dele af vores nødhjælpspenge og donationer til” u-landsorganisationer” direkte ned i Nordic Consulting Group og Christian Baldslev-Olesens lommer?

Nu har vi allerede gjort meget for at hjælpe Politikens journalist på vej, men vi må se lidt nærmere på Nordic Consultant Group. Hvilket arbejde udfører Balslev-Olesen sammen med selskabet, som partner og konsulent? Man bliver lidt bekymret, når han samtidig er chef for FN. Under hans profil på ncg.dk finder vi følgende:

Christian Balslev-Olesen

Specialisation:
Humanitarian aid, Post-Crisis and Fragile States
Education:
M.A.Theology, University of Aarhus,1980
Country Experience:
Africa: living/working in Zimbabwe, Eritrea, Kenya and Somalia – missions among others to South Africa, Namibia, Botswana, Lesotho, Mozambique, Zambia, Malawi, Tanzania, Ethiopia, Sudan, Uganda, Rwanda, Ghana, Asia:
India, Cambodia, Thailand, Philippines, Europe: Kosovo, Macedonia
Sector Experience:
Humanitarian Aid, Post-Crisis and Fragile States, Education, Nutrition, Water/Sanitation

Han har stor erfaring med humanitær hjælp, fra indsatser efter både naturlige og menneskeskabte katastrofer. Arbejde som er foregået i stærkt kriseramte lande, krigshærgede lande.  Og derudover har han stået for opgaver med uddannelse, mad, vand og sanitet m.m. i de 19 lande. Vi ved også, at Gud er med ham. Og at hans firma specialiserer sig i netop disse krisesituationer. Er der brug for dem i Libyen, trods Jakob Hvide Beim og Christian Balslev-Olesens formaninger om det stik modsatte?

Hvorfor, når alt tilsyneladende er den rene idyl, fællessang og brødbagning?

Og milliarderne som artiklens overskrift omtaler – hvad med dem?

Milliarder venter på bankkonti
Unicef har bedt om 20 millioner dollar til den humanitære indsats i Libyen, men de penge skal bruges til akut nødhjælp.

På sigt kan Libyen selv finansiere genopbygningen af landet, ved hjælp af de milliarder af Gaddafis dollar, som lande verden over har indefrosset i forbindelse med statslederens fald, forklarer Christian Balslev-Olesen.

Det er meningen, at pengene skal udbetales, efterhånden som det arrangeres via FN.

Man må gå ud fra, at 20 millioner dollars ikke er ret meget, set i forhold til andre lande, helt eller halvt smadrede af vestens krige eller andre naturkatastrofer. Alt kører for Libyen, ser det ud til. Hvor stopper de gode nyheder?

Men er alle de bomber vi smed ned over dem, prellet af? Kan man virkelig præcisionsbombe med ti tusind ton bomber? Er man ikke nødsaget til at bombe lige en ekstra gang, hen over hele området, for at være helt sikker  – når man ikke går ind i landet via landjorden? No boots on the ground”. Men krig er altså stadig krig.

Forudser snarlig ende på akut nødhjælp
Lige nu og her udfører UNICEF en del akut nødhjælpsarbejde i Libyen ved blandt andet at uddele vand, mad og medicin i de få områder, hvor der stadig hersker kampe mellem oprørerne og Gaddafis støtter.

Men inden for to måneder forventer Christian Balslev-Olesen, at UNICEF kan lukke ned for den akutte nødhjælp. For sat på spidsen er Libyen snarere et Danmark end et Somalia.

»I Libyen er der én lærer for hver femte elev, flere læger per indbygger end i noget andet land i Mellemøsten og flere senge på sygehusene, end vi har i Danmark«, siger Christian Balslev-Olesen.

LÆS OGSÅ Så springer olien igen i det krigshærgede Libyen

De gode nyheder stopper åbenbart ikke. Flere senge på sygehusene end i Danmark. Umiddelbart efter den noget overraskende og positive oplysning, vælger Politiken at lægge et link til anden artikel fra deres egen netavis. Egentlig en vanvittig overskrift, når man ser på den. I artiklen får man følgende oplysninger:

Forventningen er, at Libyen inden for et år vil være i stand til at pumpe i alt en million tønder olie op om dagen, siger landets midlertidige minister for olie og finanser, Ali Tarhouni.

Det er det store oliefelt El Sharara, der har det spanske firma Repsol som operatør, som nu er klar til at hente olie op fra undergrunden igen. Feltet producerer alene 200.000 tønder olie per dag.

Et spansk firma?

Får den libyske befolkning egentlig del i indtægterne fra olien i deres egen undergrund? Er vores førsteprioritet som befriere virkelig, at genopstarte olieeksporten hjem til vesten? Har vi ingen respekt for hverken de døde eller de levende i de lande vi tæppebomber? De vestlige ledere fortalte os, at vi måtte gå i krig for at befri libyerne fra politivold og propaganda, retten til at demonstrere og bruge sin ytringsfrihed. Vi kender den efterhånden, remsen. Det selvsamme skete i denne uge på Rådhuspladsen i København. Bør vi besætte os selv? Kunne vi reelt tjene på at invadere os selv?

Er det i 2011 muligt, at tjene penge på invasionen og tæppebombningen – og derefter på hele genopbygningen af det pågældende, demokratitrængende land? Er det muligt at tjene på både gyngerne og karrusellen?

Artiklen afsluttes kort og kontant. Og skræmmende ærligt af journalisten Kaare Skovmand, som har skrevet den. Afslørende ligefrem? Er det virkelig sådan disse krige foregår? Bomber vi os til magten og landets rigdomme og ressourcer i undergrunden, og derefter tildeler os selv det hele som krigsbyttet? Altså f.eks. i form af kæmpe kontrakter til vores egne multinationale selskaber.  Selskaber som Nordic Consulting Group. Hvad laver FN-Chefens eget selskab Nordic Consulting Group? – er de mon med ham i Libyen på udkig efter lukrative udliciteringer? Der er jo milliarder at komme efter.

Men det ser lidt skræmmende ud, det billede man danner sig: På NCGs hjemmeside kan man se den lange, vidtrækkende liste med deres arbejdsområder. Man får faktisk det indtryk, at der ikke er noget de ikke laver. Deres ekspertise går fra drikkevandsbrønd og infrastruktur – til regering og lovudformning! Har de lovforslag, eller det pågældende lands nye grundlov, liggende klar når krigen slutter? De nævner på deres forside, at de arbejder for både regeringer og organisationer over hele verden.

Her vil jeg mene, at journalisten udelader noget vigtigt. Er det ikke i alles interesse at vide dette? Dansk FN-chef og rejsende købmand, sælger af samtlige varer vi skal bruge i genopbygningsarbejdet. Jeg troede, at journalister var naturligt nysgerrige. Man skulle tro, at man som journalist i det mindste, foretager et baggrundstjek af manden. Man går bare ud fra, at sådan noget er standardprocedure. Det kræver kun en enkelt søgning, i en tilfældig søgemaskine.

Han gør meget ud af at fortælle os, at FN-chefen ikke kan bruge sine krigserfaringer i Libyen. Det starter han med. For situationen er fredeligere end fredelig, skal vi forsikres om. Og nævner kun to, ud af 19 lande han har opereret i. Er det fordi vi skal være helt overbeviste om, at der intet fordækt foregår dernede. Som for at sige: I behøver ikke at komme herned at kigge, alt er i den skønneste orden?

Dette nærmer sig jo det undergravende for selve demokratiet. Befolkning og Folketing accepterer nok også den næste invasionskrig, når det nu går så glat. Krig uden ofre, james så lad da barnet. Man kunne vælge at se dette som krigspropaganda. Man fører en befolkning bag lyset, hvis det er tilfældet. Er Folketinget mon blevet vildledt på samme måde, som vi bliver det i Jakob Hvide Beims artikel?

Kig selv nærmere på NCGs hjemmeside. Konsulentfirmaet udfører alt fra sanitetsarbejde til lovudformning. Folk gider åbenbart ikke engang skrive deres egne grundlove længere. Hvad mon sådan én koster? Artiklen fortsætter:

Lukrative olieaftaler til Libyens venner
Olieministeren lover samtidig, at alle de olieaftaler, der er indgået i den afsatte leder Moamar Gaddafis regeringstid, nu vil blive kigget nøje efter. Har der været tale om korruption, vil det blive offentliggjort.

»En af de ting, jeg lover, er, at vi vil gennemføre åbenhed og ikke bare tale om det«, siger Ali Tarhouni i et interview med Reuters.

LÆS OGSÅ Danske virksomheder ser muligheder i Libyen

Ifølge kilder i industrien kan der blive tale om at revurdere flere af Libyens oliekontrakter med henblik på at belønne og tilgodese nogle af de lande, der har støttet det libyske oprør.

Det her begynder at ligne en gavebod, og vi har selv flået indpakningen op. At journalisten ikke stiller spørgsmål, reagerer eller gør sig nogle tanker her, er dybt tankevækkende. Lader han bare dette stå som det sidste ord? Fordi vi har bombet landet og dræbt deres præsident, har sendt våben og penge til oprørere vi knap nok ved hvem er – skal vi selvfølgelig kompenseres for ulejligheden. Tilbage i artiklen om Libyens milliarder, fortæller FN-chefen:

Som eksempel på den høje levestandard beretter han om, da FN transporterede nødrationer af vand ind i hovedstaden Tripoli. Libyerne drikker i forvejen vand af flasker, og da FN akut bragte vand ind fra Tunesien, havde libyerne overskud til at give smagen en kommentar med på vejen.

»De bemærkede, at smagen ikke var helt den samme, som de var vant til«, fortæller Christian Balslev-Olesen.

Den høje levestandard har gjort dem til ædle vandkendere. Man får det indtryk, at de går til fine vandsmagninger på fine vandgårde, ude i de fine vanddistrikter. Så godt lever de altså dernede. Og de er ifølge Christian Balslev-Olesen trænet til at drikke vand af flasker i forvejen, så  dér ligger et et lukrativt marked og venter. på at blive udnyttet fuldt ud. Vi kunne vel aldrig finde på, at udkonkurrere Libyske “vandproducenter” til fordel for selvindsatte, vestlige firmaer? For i så fald ligner det her jo ren udplyndringskrig, når man hører dem omtale hvad der er på hylderne. Men havde det været tilfældet, så ville journalisten naturligvis fortælle os det, ikke?

Landsmænd huser flygtninge
Den relativt høje levestandard betyder også, at libyerne selv kan tage hånd om hinanden. Således er der ingen flygtningelejre i Libyen, selv om der pt. er omkring 50.000 flygtninge i landet.

»Folk bliver huset, bespist og sørget for af familie og bekendte. Der er oprettet lokale komitéer i hver eneste by, som tager sig af den slags. Det er meget imponerende at opleve den solidaritet, som libyerne udviser«, siger Christian Balslev-Olesen.

Men hvad er så problemet?

»Kvaliteten af systemet«, svarer Christian Balslev-Olesen og forklarer.

Nu sker der pludselig noget. Jakob Hvide Beim stiller et relevant spørgsmål nu. Kvaliteten af systemet?! Vi har jo lige fastlået, at det er bedre end Danmarks. Så ja, hvad er problemet for Balslev-Olesen?

»Gaddafi har aldrig fået skabt en stat, som sørger for, at pengene bliver brugt fornuftigt. I stedet har han skabt et isoleret samfund uden en privat sektor, der er sakket bagud i forhold til resten af verden«.

Christian Balslev-Olesen nævner som eksempel, at Gaddafi fjernede engelsk fra skoleskemaet og dermed fjernede libyernes mulighed for at få del af den internationale vidensdeling.

Nå, dér har vi det. Vi har her en FN-chef, som samtidig er partner og konsulent i et større privat selskab, som udtaler, at Gaddafi ikke har sørget for at pengene bliver brugt på en fornuftigt måde. Siger han, men skal vi pludselig blande os i det? Og hvad er den fornuftige måde? Bruger Danmark  pengene fornuftigt? Bruger USA deres penge fornuftigt, med en hær til 650 milliarder dollars om året? Hvilket er mere end resten af verdens samlede krigsbudgetter tilsammen. Kina er på cirka 95 milliarder som nummer 2.

Private firmaer og selskaber er, ifølge FN-manden Christian Balslev-Olesen, nedprioriteret i Libyen. Er FN beskyttere af den private sektor? Er det vores problem, hvordan de prioriterer? Og er den overhovedet så nedprioriteret som der påstås?

Var det ikke for at opretholde libyernes ret til at demonstrere i fred, at vi angreb? Og ikke for at reformere skoler, og beskyttelse af private firmaer og selskaber. Og hvordan ser det ud med os selv, her i den såkaldte frie verden?

Skal vi blande os i hvilke fag de har i deres skoler? Kan det en skønne dag i sig selv være krigsgrundlag nok? De har ikke engelsk på skemaet. Angrib!

Vil reformere skolen
Selv om Unicef kan stoppe strømmen af akut nødhjælp, opretter organisationen et permanent kontor i landet, for der er nok at tage fat om på den lange bane.

Christian Balslev-Olesen ønsker især at reformere libyernes uddannelsessystem, og der vil også være mere eller mindre akutte opgaver, som relaterer sig direkte til borgerkrigen.

»Vi uddanner blandt andet lærerne på landets skoler til at spotte de børn, der har brug for psykologisk hjælp oven på de grusomme krigshandlinger i landet«, siger Christian Balslev-Olesen.

Han vil reformere libyernes uddannelsessystem. Hvorfor er det pludselig en førsteprioritet når man tænker på, at deres skoler har mere end fem gange så mange lærere per elev, som herhjemme? Er der ting i deres lærebøger vi ikke kan lide? Er det manglen på vestlig indflydelse, og propaganda i børnenes tekster, der er problemet? Kan det have noget med religion at gøre? Altså, med FN-chefens stærke, kristne tro in mente. Og hvad er det egentlig han vil spotte hos de børn?

Vi bekæmper den ene superskurk efter den anden, tyranner og diktatorer i bunkevis i disse tider. Men kunne det i stedet være USA, Danmarks og resten af vestens krigshandlinger som er grusomme, tyranniske og diktatoriske?

UNICEF har altså nu et permanent kontor i landet. Permanent? Hvorfor, når der ingen problemer er? Har denne krig slet ingen død eller ødelæggelse ført med sig? Er dette første gang, at en krig er gået som en leg, og alle nød det mens det stod på? Ser Libyerne os som deres befriere? Elsker de USA, Danmark og Vesten for alle disse vidunderlige ting vi bringer med os? Død, ødelæggelse, propaganda, skolereformer, engelsk tilbage på skemaet og kristne forretningsmænd, som f.eks. vores egen FN-chef her?

På trods af de problemer, som en borgerkrig fører med sig, fastholder den danske FN-udsending, at tingene kunne være meget værre, og at libyerne efter alt at dømme går en god fremtid i møde.

»På skolerne hejser de det grønne flag fra før Gaddafis tid, mens de kaster sig ud i meget høje kampråb mod Gaddafi og om et fair og frit Libyen. Jeg tror, at især skolerne kan være en samlende kraft, fordi alle leder og kanter af samfundet samles her«, siger Christian Balslev-Olesen.

Skolers samlende kraft, teologi og kristendom, fair og frit Libyen – det lyder ikke betryggende i samme sætning. Og helt sikkert ikke fra en FN-chef.I toppen af NATO sidder endnu en dansker, med samme indstilling til tingene. Han smider bomber ned over Libyen, og han har en del erfaring med angrebskrig uden om FN.

Libyen, et ødelagt land, som Christian Balslev-Olesens selskab Nordic Consulting Group så kan genopbygge, for Libyernes egne penge. De milliarder, som blev indefrosset verden over, er det dem han set sig varm på? Ser libyerne mon nogensinde de penge?

Minder om 2. Verdenskrig
Og listen af mere eller mindre langvarige udfordringer er lang.

Byen Misrata ligner til forveksling det sønderbombede Dresden i Tyskland efter 2. Verdenskrig, fortæller Christian Balslev-Olesen og fortsætter listen:

»Der er mange familier, som har mistet deres kære, og derfor er der også mange, som er bitre og villige til at sætte fine principper til side for at likvidere gerningsmanden. Der skal igangsættes en omfattende forsoningsproces«.

Har vi i stedet sønderbombet Misrata, og ikke bare kommet hinanden ved i syv måneder dernede? Kunne det tænkes? Og hvor mange har vi i så fald slået ihjel?

De beder jo kun om cirka 100 million kroner til akut nødhjælp, og derfor får man jo indtrykket af, at der kun er få dræbte og sårede. Ingen fordrevne mennesker eller byer i ruiner. Dresden blev jævnet med jorden dengang – så nu får vi altså pludselig et andet billede end vi har haft tidligere. De danser og synger altså ikke hele vejen til Tripoli, arm i arm med besættelsestropperne. Det er ikke kys og blomster det hele, åbenbart. Kan artikler så manipulerende som denne, få en hel befolkning til at acceptere endeløs krig?

På trods af de problemer, som en borgerkrig fører med sig, fastholder den danske FN-udsending, at tingene kunne være meget værre, og at libyerne efter alt at dømme går en god fremtid i møde.

»På skolerne hejser de det grønne flag fra før Gaddafis tid, mens de kaster sig ud i meget høje kampråb mod Gaddafi og om et fair og frit Libyen. Jeg tror, at især skolerne kan være en samlende kraft, fordi alle leder og kanter af samfundet samles her«, siger Christian Balslev-Olesen.

Hvordan ser Libyen ud om ti år, tror du?

»Hvis tingene lykkes, vil vi se noget i stil med Dubai og Qatar – men med et stærkt ønske om at ligne Europa«.

Uden svar på de cirka tusind spørgsmål som denne artikel rejser, slutter Jakob Hvide Beim af med mere mikrofonholderi. Den sidste linje fremstår endda virker lettere provokerende. Den libyske befolkning ønsker sig altså på sigt, at udvikle sig til et stort finanscentrum – et handelskasino i guld, ædelstene og oliemilliardærer i blinkende skyskrabere? De ønsker åbenbart også deres menneskerettigheder kraftigt indskrænket, og ligestillingen mellem mænd og kvinder rykket tilbage til start? Vil de virkelig helst omlægge deres fungerende skole- og velfærdssystem, til fordel for noget meget ringere? De ønsker færre hospitalssenge? De er vist ikke rigtig kloge dernede.

Udtaler FN-chefen sig på vegne af det libyske folk når han dermed siger, at de ønsker at at opgive al deres magt og ejendom til Wall Street og bankerne, som i resten af verden? Og lade sig udnytte og udplyndre af finansmoguler? Er det første de gør og vil, nu da de blevet “befriet” og har mulighed for at bygge en reel demokratisk nation op fra bunden, at gamble alt de ejer i en casino-økonomi, med odds 1 til 99? Selvfølgelig ikke.

Balslev-Olesen mener også, at vi vil se et stærkt ønske hos dem om at ligne lande i Europa. Vi har nemlig fuld styr på økonomi, uddannelse- og velfærdssystemer. Endeløs krig og propaganda. Ingen racisme. Masser af jobtilbud. Bankerne udnytter os slet ikke. Og vi drikker allerede vand af flasker.

Havde man først læst artiklen uden at stille spørgsmål, kunne man jo trygt gå tilbage til sit polstrede liv med samvittigheden i orden. Havde den danske befolkning haft svarene på alle disse spørgsmål, eller bare ét af dem; havde færre mennesker så uden videre accepteret, at et fuldstændig enigt Folketing vedtog at bombardere Libyen? Har folketingsmedlemmer den viden, som vi her er kommet frem til? Hvis de har, vil det så svare til, at de fører os bag lyset? Er det samme foregået i de andre krige vi gik med i?

Meget tyder på, at mindst 60.000 libyere har mistet livet i de første 6 måneder af krigen. Er Anders Fogh gået amok med hele NATO-krigsmaskinen i neoliberalismens navn? Chokterapi til folket!

En artikel på Informations hjemmeside 21. oktober, beskriver forløbet af vores invasion af Libyen:

Operationen består af tre dele: En våbenembargo, en flyveforbudszone og så selve bombekampagnen, der skal beskytte civilbefolkningen, lyder det.

En bombekampagne der skal beskytte befolkningen? Så har man hørt den med. Men nu ser den artikel pludselig ud til, at stille en masse nye spørgsmål. Hvor udbredt er denne leflen for eliten, hos den samlede danske journaliststand? Hvor meget skjules der på den bekostning? Hvor mange danske nyhedsartikler stiller kun få, eller slet ingen spørgsmål til magthaverne? Når vi intet får at vide – har vi så stadig demokrati i landet?

Kunne man som regering, militær og multinationalt selskab slippe afsted med, at udplyndre og sønderbombe et helt afrikansk land og dets befolkning, udelukkende på løgne gennem medierne? Når medierne og pressen ingen reelle spørgsmål stiller? Står vi tilbage med skønmaleri og propaganda?

Reklamer

From → Artikler

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: